En Himmerigs mundfuld.

Er det muligt at sige: ¨Jeg tror på Gud,¨ eller ¨jeg tror ikke på Gud,¨ uden at komme i et, omend ubevidst, misforhold til sandheden? Det har noget at gøre med, hvilke forestillinger man gør sig ved ordet, Gud. Har man en fast og klar forestilling om, hvad eller hvem Gud er, har man samtidig begrænset sin Gud til at kunne omfattes af ens forestilling. Har man en mere diffus forestilling om Gud, er grænserne åbne, men billederne utydelige, hvilket gør det vanskeligt at målrette troen. Siger man: ”Jeg tror ikke på Gud,” tror man måske alligevel på noget, som et andet individ ville opfatte som Gud. Svarer man ja på spørgsmålet, om man tror på Gud, tror spørgeren nok umiddelbart, man tænker på den samme opfattelse af ordet Gud, som han selv har. Gud, hævet over al forestilling, er umulig at fokusere direkte på. Mange vælger derfor Jesus, eller andre helgener, som fixpunkt. Jesus, og andre navngivne hellige mennesker, kan man mere eller mindre se for sig, synes mange, og i øvrigt er Jesus jo ét med Gud, iflg. NT.. Men måske skulle man nøjes med hellige skrifter, som er fulde af forjættelser, anvisninger, bude, love og regler samt repressalier, og/eller studere filosofiens bud på svar på åndelige spørgsmål, eller granske sine egne erfaringer og sit eget hjerte og sin samvittighed og sine resultater. Eller måske se på det hele og, på en måde, lede efter rav på stranden. Det kan de skriftkloge dog ikke lide. De kalder det at surfe. De synes ikke, det kan eller må fungere, hvis man ikke følger et partiprogram sammen. Det er farligt, eller ¨han er farlig,¨ som Karl Stegger ofte sagde i filmen: ¨Den forsvundne fuldmægtig.¨ Det sagde man også om Jesus, som var enestående i forhold til de etablerede ideer. Guds navn kan ikke formuleres, fordi Gud ikke er bundet af noget relativt men er højt hævet over rum, tid og rækkefølge. Gud er uden begyndelse og er uendelig. Det er det der menes med ordene: ”Helliget vorde Dit navn."  Derfor er der ingen mening i at trække Gud ned i det relative ved at påstå, han har noget navn. Så blander man også let sin forfængelighed ind i det, og det er det modsatte af, hvad man bør. Så bliver man såret, hvis nogen taler nedsættende om ens Gud. Tager man ikke Guds navn forfængeligt, synes man, at det er en sag mellem personen og Gud, og ikke noget der berører ens personlige følelser. Navn og form følges ad, og Gud har ingen form (som vi almindeligvis forstår det). Det nærmeste man, efter min opfattelse, kan komme en benævnelse af Gud uden at gøre ham antropomorfistisk er: ¨Jeg Er.¨ (Den brændende busk). De forskellige religioner har fra deres begyndelse været til for at retlede religionsudøverne i ren og etisk livsførelse i tanke, ord og gerning, for at at kunne udvikle sig i ånd og sandhed, så hensigten med jordelivet kunne opfyldes på allerbedste måde. Når religioner udarter og ikke udviser disse ædle mål mere, er det ikke stifternes skyld. De skyldige er despoter og andre tåber som har misforstået og forkastet det oprindelige og så at sige overtaget religionen for at bruge den som magtmiddel på forskellige niveauer. De fleste religioner kommer i deres oprindelige form fra samme kilde, og er formentlig beregnet til forskellige udviklingstrin. Kilden er det åndelige guld som nogle finder ved oprigtig søgen efter sandheden om livet. Alle har mulighed for at opleve det, man kalder åbenbaringer. Det er ikke kun noget som fandtes i gamle dage. Mange religioner påstår, at de repræsenterer sandheden. Nogle påstår, at de alene har sandhedsbudskabet, andre er mere tolerante og kan rumme fremmede religioner. Hvis de forekommer fornuftige, og ikke er overtaget af skriftkloge og udenadsremsere der har deres , nogle gange, frygtelige ideologier og interesser at pleje, kan de være et gode. Ellers opstår betingelserne for strid og krige hele tiden. Hvem var stamfader til den eller den o.s.v., spørgsmål som let kan koste mange menneskeliv hos de mest idiotiske og infantile fanatikere. Dagens skriftkloge mystificerer ofte de tænksomme og vildleder de tankeløse. Forfatteren Paul Brunton skrev, at de fleste af os lægger mere vægt på den vej vi følger, de ceremonier vi iagttager, og de dogmer vi holder fast ved, end på den frihed og fred i sjælen, vi gerne vil opnå. Det er ikke utænkeligt, at belønninger for ens ageren (undertiden selvofringer med drab eller lemlæstelser af uskyldige til følge) ikke nødvendigvis belønnes som forventet. Med Paradiset, Himmeriget, Helvedet o.s.v. Kristus sagde iflg. NT: ¨Himmeriges Rige er inden i Jer.¨ Det er stof til eftertanke. Også ordene: ¨Søg og I skal finde.¨ De antyder, at der er tale om tilbud om en ønskværdig udvikling der kræver en slags indsats, og her menes ikke at lære noget udenad for at kunne remse det op med hovedet under armen og hjernecellerne på stand by. Religion er ikke et mål – men et middel. Det kan man sikkert sige uden at tage munden for fuld.

Lykkelige omstændigheder?

Hvor ligger lykken?

Måske ligger den ikke

men står… på spring.

Den dukker jo pludselig op

fra tid til anden.

Er den en konklusion på noget,

som hændte eller ikke hændte.

Nogle særlige omstændigheder?

Måske leger den skjul bag et smil

eller bag et blik. 

For la’ sig dirigere vil den ik’.

Årringe.

Knud var egentlig en slags busk, men hans hovedstamme var kraftig og tyk som en mindre træstamme, og det gav selvtillid. Han var sat i verden lige under en altan, og kunne kigge ned i ejendommens selskabslokaler som lå i kælderen. Gennem årene havde han lært alle døgnets melodier at kende, fordi musikanlægget i lokalerne blev flittigt anvendt.
Nu kunne man tælle, hvor mange gange han havde haft fødselsdag. Det var som at læse i en åben bog. Hans hjerte havde banket for de mange fuglereder, han havde lagt grene og løv til, nu var det var slut med det. Hjertet var blottet, men hans samvittighed var god, og at ærgre sig, var ikke lige hans kop te. Han valgte at glæde sig i stedet og tænkte på, hvad mon han kunne glæde sig over. Jo, han havde da stadig sin rod og en stump stamme så måske, hvis han væbnede sig med tålmodighed, kunne der skydes et par friske skud næste gang det blev forår. Det er vist bare at tage det hele nedefra og opefter, besluttede han.

Nærved havde stået et lille nøddetræ. Han havde altid været lidt lun på hende, fordi hun var så fin i det. Hun kunne virke afvisende, men selv om Knud var amputeret, var han ikke afstumpet, så han havde luret Erna: Hun skævede nemlig ret ofte lidt koket til ham, og det tog han som oprigtig interesse. Hun havde jo også nogle fine og gode nødder.

Erna var godt nok interesseret i Knud, men hun var stolt og kunne ikke lide at tabe ansigt. Når nødderne er størst, er man sig selv nærmest, plejede hun at sige, så da det gik op for hende, at hendes dage var talte, blev hun rigtig tøsefornærmet. Hun ville vise Knud, at det var hendes egen beslutning ved at skrive et afskedsdigt til ham. Hun havde jo også hørt på musikken fra selskabslokalerne gennem mange år, så nu besluttede hun, at digtet skulle gå på noget kendt. Der var frikkesempel Hvide måge… eller Tre hvide duer… eller Under den hvide bro… nej, det må blive Kære John, tænkte hun, den synes Knud vist er så sørgelig. Da hun så havde fundet melodien, samlede hun et par ubeskrevne blade sammen og satte noder og ord på. Så kunne solsorterne synge verset for Knud, når hun var borte. Læse kunne han jo ikke, og solsorterne kunne synge efter noder.

Erna blev fjernet rub og stub, for der skulle plantes en rosenbusk i stedet, og en tidlig sommermorgen kom solsorterne Solveig og Søren, satte sig på Knud og sang af fulde halse:

Jeg har glædet mig så ofte

til at ta’ mit tøj og gå,

så nu skriver jeg og håber,

du vil nikke og forstå:

Kære Knud

når du får dette brev,

kære Knud

må du tilgi’ at jeg skred,

for min glød til dig er gået ud,

du ved det sikkert selv,

og jeg går min vej i morgen,

farvel.

Kærlig hilsen, Erna.

Skybrud.

Amor gik og hyggede sig med at skyde pile, på må og få, op i luften. Også for øvelsens skyld. Han syntes, at hans nye bue endnu var lidt stram, men han vidste, at den snart ville blive så perfekt, at han altid ville kunne ramme plet, og pletskud var hans adelsmærke.

Pludselig blev en af hans pile taget af en kraftig opvind i en skypumpe, hvorved den forsvandt, fuldstændig ude af syne.

Pilen blev hvirvlet meget højt op bag nogle prægtige cumulusskyer og endte først sin vilde flugt, da den borede sig lige midt ind i hjertet på en Muse som, nynnende, gik og visualiserede Mælkevejens skønhed, der blev helt åbenbaret, når der var nat på prærien. En blid præriesommernat næsten uden vind, og helt uden forstyrrende lys fra byerne.

Nu blev musen straks og øjeblikkelig forelsket og gengældte sin bejlers insisterende bejlen med et strålende smil. Han havde bejlet i mindst fireogtyvehundrede og et halvt år, sådan omtrent, men hun bed først ordentlig mærke i det nu, og bed straks på. Pilen kom jo trods alt fra Amor himself, og den havde sin autoriserede virkning.

Parret er set udveksle, i det mindste, venskabelige tungekys, og er der virkelig tale om den slags ”tungetale,” som antydet, vil det.sikkert blive omtalt på twitter samt i radio 24/7 FM, DAB og on demand.

Luften er svanger, solen skinner og fotograferer i hede glimt, så måske skal musen stå skybrud?

Vi får se og høre, om rygterne holder vand, eller om de er helt hen i vejret.

Moder Fjord.

Du var et kærligt favntag gennem hele barndommen. Du omkransede næsten landsbyen og var til at få øje på, ligegyldigt hvor vi befandt os. Du var lydløs, og du var brusende, alt efter hvilket humør du var i. Som om du havde en aftale med vinden. Du smilede udfordrende, når du viste tænder, og du smilede som en ammende moder, når du var blikstille, og spejlede horisontens landskaber så de stod på hovedet i dig.

Når solen glitrede i dine dovne krusninger, var alt godt.

Steg med garn under vandet (steg, er de pæle, som er tilspidsede med en bugthøvl i den ene ende, og som bliver ‘banket’ ned i fjordbunden. De bærer ruserne) stak målrettede op og viste fiskerne, hvor fiskene skulle hentes tidligt om morgenen, og motorbådene, kajakkerne og en del koge, som var gode til at fragte steg i, bar du trygt og sikkert på din overflade.

Fordi du altid var der, kunne mange af børnene svømme, før de blev otte. Det tænkte de ikke så meget over, det var bare en selvfølge. Og ål, skrubber, en ørred iblandt, krabber i overflod og forskellige slags helt små fisk, levede i travle samfund under din overflade.
På overfladen skiftede du udseende som vinden blæste, men du var ikke overfladisk. Du havde store dybder, som forekom uudgrundelige. Ved kysterne tillod du børnene at soppe og rode i tangen, hvor de fangede de forskellige miniaturefisk i syltetøjsglas.

Om vinteren lærte du børnene at skøjte. For dit smil stivnede, når kulden bed sig fast. Så kunne du bære meget og gjorde det også.

Du er der endnu og nynner den samme melodi som dengang. Børnene er blevet gamle mennesker, husene i landsbyen er delvist ændrede og nye er kommet til. Kun nogle af de gamle træer findes endnu, mange er nyere generationer.

Også helt nye mennesker er kommet til, mennesker som ikke kendte dig, som du var. Men de lærer dig efterhånden at kende, som du er, og du har tilsyneladende ikke forandret dig det mindste.

De nye generationer bader ikke i det samme vand, som vi badede i, selv om det kunne se sådan ud. For selv om du ligner dig selv på overfladen, har du fornyet dig så mange gange, man skulle tro, det var løgn, for i en levende fjord kan man ikke bade i nøjagtigt det samme vand mere end én gang.

Det skal skrives.

“Et kvart pund kaffe og en Danmarks.”

Hans mor havde pakket nogle mønter sammen i et stykke papir, som han knugede ansvarsbevidst i sin hånd. Han vidste godt, at det var vigtigt at føre dem sikkert frem til uddeleren i Brugsen. Han var en halv snes år og kunne sagtens sendes i Brugsen. Forsynet med tilstrækkeligt mange  rationeringsmærker som stadig var nødvendige ved køb af bestemte varer.

Det var spændende at bringe især Danmarks´en hjem, da den indeholdt kulørte billeder, man kunne samle på og bytte med. Glansbilleder var også dybt interessante. Og påklædningsdukker. Dem kunne mindre drenge godt have fornøjelse af, selv om glansbillederne nok var mere spændende. Især fordi man kunne lægge dem ind i et regnehæfte, hvor siderne var foldede til halv størrelse på højkant. Glansbillederne var så gemte hist og her, og man skiftedes til at trække hos hinanden. Man slog ned et sted og håbede, der var gevinst: Et glansbillede i en fold… eller måske ingenting. På denne spændende måde skiftede glansbillederne ejere, og man var meget fokuserede, mens det stod på.

Uddeleren malede kaffen og fandt behændigt en pakke Danmarks frem.

Ofte havde man ikke penge med. Man sagde blot: “Det skal skrives,” og havde man overholdt sine tidligere forpligtigelser, var det intet problem. Man optjente også Dividende.

Næste kunde skulle have bi-sut-ids. Uddeleren vidste godt, hvad damen mente. Hun ville ikke sige biscuits, da det lød helt forkert og nærmest fornærmende i hendes ører, og det engelske sprog havde hun intet forhold til. Det var ikke til hverdag, man købte fabriksfremstillede småkager, så hun skulle nok have fremmede til kaffe.

Købte man havregryn, åbnede uddeleren eller kommissen en skuffe og skovlede grynene i en pose som blev sat på vægten. Havregryn, sukker, mel og andet opbevaredes i sække ude på lageret, hvorfra man fyldte skufferne i “købmandsdisken.” Det hændte mellem år og dag, at uddeleren gav en lille sort lakridsflyvemaskine oven i handelen. Det var stort og meget attraktivt, for slik hang ikke på træerne. Man måtte generelt set nøjes med sunde ting som frugt, gulerødder, ærter o.s.v., så fabriksfremstillede ting var i høj kurs. Det var billigst at fremstille maden fra grunden, så det gjorde man. Fra jord til bord og fra fjord til bord. Alle havde en have, hvor man dyrkede efter behov. Det er derfor man som ældre synes, at nye danske kartofler fra supermarkedet ikke har den smag, man husker de havde. Det samme gælder jordbær og meget andet. Smag og dufte er noget man husker!

Mange havde også et lille udhus, hvor der var lavet plads til en gris. Den aftog med glæde og smaskende god appetit det meste af køkkenaffaldet og trivedes godt. Men næste jul oplevede den aldrig. Hjemmeslagteren kom i god tid inden jul, bandt grisens ben sammen og lagde den sideværts på et trug, hvorefter han stak den i halsen, så blodet sprøjtede ud. Husmoderen stod klar med en spand og noget at røre med. Blodet løb direkte ned i spanden, mens det blev omhyggeligt omrørt. Mange husker sikkert grisenes hyl som kunne høres over hele byen. Mest mens de blev bundet og lagt på truget. Senere blev de hængt op på en stige, hvorfra de blev sprættet op og udstykket.

I de år spiste man ting, som man sjældent eller aldrig ser i dag såsom grisetæer, grisehaler, blodpølse m.m. Og så kunne julen godt komme an.

Lyden af stilhed.

The sound of silence.

Er det lyden af blodets susen

i ørenes fine blodkar,

lyde som kan forstærkes

med en konkylie?

Kan måske minde om

en æterisk udgave af evig brusen

fra et fjerntliggende hav.

En gennemtrængende,

men ikke påtrængende,

venlig, blid, beroligende og

allestedsnærværende

lyd af stilhed.