En Himmerigs mundfuld.

Er det muligt at sige: ¨Jeg tror på Gud,¨ eller ¨jeg tror ikke på Gud,¨ uden at komme i et, omend ubevidst, misforhold til sandheden? Det har noget at gøre med, hvilke forestillinger man gør sig ved ordet, Gud. Har man en fast og klar forestilling om, hvad eller hvem Gud er, har man samtidig begrænset sin Gud til at kunne omfattes af ens forestilling. Har man en mere diffus forestilling om Gud, er grænserne åbne, men billederne utydelige, hvilket gør det vanskeligt at målrette troen. Siger man: ”Jeg tror ikke på Gud,” tror man måske alligevel på noget, som et andet individ ville opfatte som Gud. Svarer man ja på spørgsmålet, om man tror på Gud, tror spørgeren nok umiddelbart, man tænker på den samme opfattelse af ordet Gud, som han selv har. Gud, hævet over al forestilling, er umulig at fokusere direkte på. Mange vælger derfor Jesus, eller andre helgener, som fixpunkt. Jesus, og andre navngivne hellige mennesker, kan man mere eller mindre se for sig, synes mange, og i øvrigt er Jesus jo ét med Gud, iflg. NT.. Men måske skulle man nøjes med hellige skrifter, som er fulde af forjættelser, anvisninger, bude, love og regler samt repressalier, og/eller studere filosofiens bud på svar på åndelige spørgsmål, eller granske sine egne erfaringer og sit eget hjerte og sin samvittighed og sine resultater. Eller måske se på det hele og, på en måde, lede efter rav på stranden. Det kan de skriftkloge dog ikke lide. De kalder det at surfe. De synes ikke, det kan eller må fungere, hvis man ikke følger et partiprogram sammen. Det er farligt, eller ¨han er farlig,¨ som Karl Stegger ofte sagde i filmen: ¨Den forsvundne fuldmægtig.¨ Det sagde man også om Jesus, som var enestående i forhold til de etablerede ideer. Guds navn kan ikke formuleres, fordi Gud ikke er bundet af noget relativt men er højt hævet over rum, tid og rækkefølge. Gud er uden begyndelse og er uendelig. Det er det der menes med ordene: ”Helliget vorde Dit navn."  Derfor er der ingen mening i at trække Gud ned i det relative ved at påstå, han har noget navn. Så blander man også let sin forfængelighed ind i det, og det er det modsatte af, hvad man bør. Så bliver man såret, hvis nogen taler nedsættende om ens Gud. Tager man ikke Guds navn forfængeligt, synes man, at det er en sag mellem personen og Gud, og ikke noget der berører ens personlige følelser. Navn og form følges ad, og Gud har ingen form (som vi almindeligvis forstår det). Det nærmeste man, efter min opfattelse, kan komme en benævnelse af Gud uden at gøre ham antropomorfistisk er: ¨Jeg Er.¨ (Den brændende busk). De forskellige religioner har fra deres begyndelse været til for at retlede religionsudøverne i ren og etisk livsførelse i tanke, ord og gerning, for at at kunne udvikle sig i ånd og sandhed, så hensigten med jordelivet kunne opfyldes på allerbedste måde. Når religioner udarter og ikke udviser disse ædle mål mere, er det ikke stifternes skyld. De skyldige er despoter og andre tåber som har misforstået og forkastet det oprindelige og så at sige overtaget religionen for at bruge den som magtmiddel på forskellige niveauer. De fleste religioner kommer i deres oprindelige form fra samme kilde, og er formentlig beregnet til forskellige udviklingstrin. Kilden er det åndelige guld som nogle finder ved oprigtig søgen efter sandheden om livet. Alle har mulighed for at opleve det, man kalder åbenbaringer. Det er ikke kun noget som fandtes i gamle dage. Mange religioner påstår, at de repræsenterer sandheden. Nogle påstår, at de alene har sandhedsbudskabet, andre er mere tolerante og kan rumme fremmede religioner. Hvis de forekommer fornuftige, og ikke er overtaget af skriftkloge og udenadsremsere der har deres , nogle gange, frygtelige ideologier og interesser at pleje, kan de være et gode. Ellers opstår betingelserne for strid og krige hele tiden. Hvem var stamfader til den eller den o.s.v., spørgsmål som let kan koste mange menneskeliv hos de mest idiotiske og infantile fanatikere. Dagens skriftkloge mystificerer ofte de tænksomme og vildleder de tankeløse. Forfatteren Paul Brunton skrev, at de fleste af os lægger mere vægt på den vej vi følger, de ceremonier vi iagttager, og de dogmer vi holder fast ved, end på den frihed og fred i sjælen, vi gerne vil opnå. Det er ikke utænkeligt, at belønninger for ens ageren (undertiden selvofringer med drab eller lemlæstelser af uskyldige til følge) ikke nødvendigvis belønnes som forventet. Med Paradiset, Himmeriget, Helvedet o.s.v. Kristus sagde iflg. NT: ¨Himmeriges Rige er inden i Jer.¨ Det er stof til eftertanke. Også ordene: ¨Søg og I skal finde.¨ De antyder, at der er tale om tilbud om en ønskværdig udvikling der kræver en slags indsats, og her menes ikke at lære noget udenad for at kunne remse det op med hovedet under armen og hjernecellerne på stand by. Religion er ikke et mål – men et middel. Det kan man sikkert sige uden at tage munden for fuld.