fredag den 6. juli 2012

Skybrud.

Amor gik og hyggede sig med at skyde pile, på må og få, op i luften. Også for øvelsens skyld. Han syntes, at hans nye bue endnu var lidt stram, men han vidste, at den snart ville blive så perfekt, at han altid ville kunne ramme plet, og pletskud var hans adelsmærke.

Pludselig blev en af hans pile taget af en kraftig opvind i en skypumpe, hvorved den forsvandt, fuldstændig ude af syne.

Pilen blev hvirvlet meget højt op bag nogle prægtige cumulusskyer og endte først sin vilde flugt, da den borede sig lige midt ind i hjertet på en Muse som, nynnende, gik og visualiserede Mælkevejens skønhed, der blev helt åbenbaret, når der var nat på prærien. En blid præriesommernat næsten uden vind, og helt uden forstyrrende lys fra byerne.

Nu blev musen straks og øjeblikkelig forelsket og gengældte sin bejlers insisterende bejlen med et strålende smil. Han havde bejlet i mindst fireogtyvehundrede og et halvt år, sådan omtrent, men hun bed først ordentlig mærke i det nu, og bed straks på. Pilen kom jo trods alt fra Amor himself, og den havde sin autoriserede virkning.

Parret er set udveksle, i det mindste, venskabelige tungekys, og er der virkelig tale om den slags ”tungetale,” som antydet, vil det.sikkert blive omtalt på twitter samt i radio 24/7 FM, DAB og on demand.

Luften er svanger, solen skinner og fotograferer i hede glimt, så måske skal musen stå skybrud?

Vi får se og høre, om rygterne holder vand, eller om de er helt hen i vejret.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar