Årringe.

Knud var egentlig en slags busk, men hans hovedstamme var kraftig og tyk som en mindre træstamme, og det gav selvtillid. Han var sat i verden lige under en altan, og kunne kigge ned i ejendommens selskabslokaler som lå i kælderen. Gennem årene havde han lært alle døgnets melodier at kende, fordi musikanlægget i lokalerne blev flittigt anvendt.
Nu kunne man tælle, hvor mange gange han havde haft fødselsdag. Det var som at læse i en åben bog. Hans hjerte havde banket for de mange fuglereder, han havde lagt grene og løv til, nu var det var slut med det. Hjertet var blottet, men hans samvittighed var god, og at ærgre sig, var ikke lige hans kop te. Han valgte at glæde sig i stedet og tænkte på, hvad mon han kunne glæde sig over. Jo, han havde da stadig sin rod og en stump stamme så måske, hvis han væbnede sig med tålmodighed, kunne der skydes et par friske skud næste gang det blev forår. Det er vist bare at tage det hele nedefra og opefter, besluttede han.

Nærved havde stået et lille nøddetræ. Han havde altid været lidt lun på hende, fordi hun var så fin i det. Hun kunne virke afvisende, men selv om Knud var amputeret, var han ikke afstumpet, så han havde luret Erna: Hun skævede nemlig ret ofte lidt koket til ham, og det tog han som oprigtig interesse. Hun havde jo også nogle fine og gode nødder.

Erna var godt nok interesseret i Knud, men hun var stolt og kunne ikke lide at tabe ansigt. Når nødderne er størst, er man sig selv nærmest, plejede hun at sige, så da det gik op for hende, at hendes dage var talte, blev hun rigtig tøsefornærmet. Hun ville vise Knud, at det var hendes egen beslutning ved at skrive et afskedsdigt til ham. Hun havde jo også hørt på musikken fra selskabslokalerne gennem mange år, så nu besluttede hun, at digtet skulle gå på noget kendt. Der var frikkesempel Hvide måge… eller Tre hvide duer… eller Under den hvide bro… nej, det må blive Kære John, tænkte hun, den synes Knud vist er så sørgelig. Da hun så havde fundet melodien, samlede hun et par ubeskrevne blade sammen og satte noder og ord på. Så kunne solsorterne synge verset for Knud, når hun var borte. Læse kunne han jo ikke, og solsorterne kunne synge efter noder.

Erna blev fjernet rub og stub, for der skulle plantes en rosenbusk i stedet, og en tidlig sommermorgen kom solsorterne Solveig og Søren, satte sig på Knud og sang af fulde halse:

Jeg har glædet mig så ofte

til at ta’ mit tøj og gå,

så nu skriver jeg og håber,

du vil nikke og forstå:

Kære Knud

når du får dette brev,

kære Knud

må du tilgi’ at jeg skred,

for min glød til dig er gået ud,

du ved det sikkert selv,

og jeg går min vej i morgen,

farvel.

Kærlig hilsen, Erna.