Kongens mønt.

Han var iført en lang, sort frakke, sorte handsker, sort hat med skygge hele vejen rundt, sorte bukser, sorte sko, og han bar en sort mappe i sin højre hånd. Man ventede på, at lyset skulle skifte til grøn mand i fodgængerfeltet, og hans dystre fremtræden vakte en vis nysgerrighed.

¨Undskyld, er du døden hamselv, eller er du bare en af dem som går rundt med evangeliet for at frelse folk fra ildsøen?¨

¨Jeg kommer fra Lübeck, og min dokumentmappe er fyldt til randen med alvor i sin oprindelige form eller i sin grænseoverskridende grundform, hvis du bedre forstår det på den måde. Den er pakket ind i stanniol, for jeg har, gennem tiderne, smuglet den ud over alle mulige grænser. Jeg har redet på min dark horse, overnattede i Mørke, en lille by på Djursland, hvor alle katte er grå, og spiste middag på Hadsten kro. Alle er blevet alt for overfladiske og pjattede, og det har jeg det ikke godt med. Jeg gør, hvad jeg kan for at have det godt, og jeg har det bedst, når jeg har det dårligt, om jeg så må sige. Lys irriterer mig, for alle ting trænger sig på, så jeg har gennemført et kursus i lyseslukning… med svendebrev. Nå, nu er der grøn mand, så jeg må over. Jeg er på udkig efter sorte huller, jeg kan smutte ned i for at slappe lidt af. Men hvad er det der drysser ud af dine lommer? Jeg tror minsæl, du har huller i lommerne.¨

¨Frø, min gode mand, såsæd jeg selv har dyrket og avlet. Ganske små, tørrede frø, som jeg strør, hvor det er muligt. Og hullerne i lommerne har jeg lavet for at sikre, at der også falder frø, hvor jeg ikke lige er opmærksom på at få dem strøet. Frøene er magiske, for hver gang et af dem slår rod, vokser der et lysende håb op, og hvert frø kvæler samtidig et stk. mistro. Men der skal godt med lys til, ellers går det ikke.¨

¨Uha, da da, bare tanken. Men så må du vel synes, jeg er en ubehagelig fyr, med alt mit behagelige mørke?¨

¨Nej, slet ikke. Jeg dyrker bare ikke mørket. Jeg er den anden side af den mønt, kongen har præget os begge på, men hvis jeg var dig, ville jeg skynde mig at finde et sort hul, for solen står snart op. Jeg er lys, og du er mørk, så vi er komplementære. Vi er borgere under den samme konge, og vores konge er, som du nok ved, højt hævet over både lys og mørke.¨

Himlen er nær.

Et par kondensstriber fra en F-16 jager krydsede hen over solen. Det så lidt specielt ud, så jeg ville prøve, om det var muligt at fotografere det. Det digitale kamera på min telefon klarede det fint.

Det viste sig så, at kondensstriberne kastede skygger mod baggrunden, hvilket beviser, at himlen er meget, meget, meget nærmere, end jeg gik og troede. Det giver da et vist håb.

Himlen er altså en slags osteklokke som er sat ned over jorden, og jorden er jo så nok alligevel flad som en pandekage.
Der må være boret nogle huller, så rumraketterne kan slippe igennem, og stjernerne sidder på indersiden af osteklokken, ellers ville de ikke være så tydelige. Ikke alle er sat ordentlig fast, hvilket klart fremgår af det man, lidt eventyrligt, kalder stjerneskud. De ville slet ikke kunne finde sted, hvis stjernerne var sat ordentlig fast, og man kunne helt undgå dem, hvis de med mellemrum blev strammet op med en stjerneskruetrækker.

Månen ruller stille, roligt og regelmæssigt på indersiden af osteklokken. Det passer jo også fint med, at man længe har ment, den er lavet af en slags ost. Hvis den er smørbar, kan man roligt smøre tykt på, da den er meget større, end den umiddelbart ser ud til. Kigger man godt efter, kan man også se, at der i ny og næ har været gravet grundigt i den.

Det er sikkert en udmærket ost.

 

 

Himmelhunden.

Iflg. Darwins lære udvikler væsener sig evolutionært.
Det er interessant at stille op i forhold til religion.
Nogle har ikke problemer med at få det til at passe sammen.
Men ord som himmel og helvede gør det nok problematisk for andre.
Sidder man med sit lille hengivne kæledyr og tænker på den fundamentalistiske måde,
nemlig at kun mennesket har en sjæl, bør det give anfægtelser,
som forhåbentlig vil føre til intuitive, modne, hjertevarme
og intelligente eftertanker.

Jeg kunne forestille mig at en og anden, måske mange, ville tænke:

Hvis mit kæledyr ikke må komme med mig i himlen,
vil jeg heller ikke derop.

Her er et par ord af Paul Brunton:

Overselvet er til stede i alle mennesker – nej, alle væsener – som deres oprindelige virkelighed. Vi ikke kun ved det, men FØLER det. Derfor kan vi ikke være ligegyldige overfor andres liv.

Mørketid?

Udenfor hersker mørket. De lys, som er tændte,
fungerer mest som pejlemærker, så man kan finde vej.
November står på spring, og sommeren har lagret sig
I erindringen.

Hun lukker øjnene, og mørket forsvinder, for i hendes indre
er der sommer, dejlig sommer med lys og varme.
Så virkeligt føles det, at hun åbner øjnene for at forvisse sig om,
at det er en mørk efterårsaften.

Straks hun lukker øjnene, er der en stemning af skønhed,
fortryllelse og sommer igen.

Hun tænker: ”Hvad er det som driver gæk med mig
på denne vidunderlige måde?”

Men det føles godt og troværdigt.

Lys i farver.

Amor knækkede pilene

midt over,

og sorgens og lidelsens fugle

fløj forskrækkede op

fra livets træ

som gror i sjælen

midt på herrens mark.

Kærlighedens regnbue

blev tændt

og gik nu fra træets krone

til verdens ende.

Amors pile behøvedes

ikke mere.

Hvor regnbuen ender,

findes din skat,

for regnbuen begynder,

hvor den ender

og ender,

hvor den begynder.

En tudse i halsen.

Græshoppen Hüpfer
barberede ben,
frødamen Frida
var pjaskvåd men ren,
sneglen hr. Wiinbjerg
var glad for sit hus,
krøb op på Frida
som så leged' bus.

Storken fra Vegger
fik lyst til 'lidt frø',
en der var lækker
-og gerne en mø.
Græshoppeskinker
ku' nok osse gå,
bare der ikke
var syltetøj på.

Nu så den Frida
og tog sit bestik,
sneglen på ryggen,
gu' ve' om det gik?
Oppe i luften
den klemte dem ned,
er nu i Ribe,
så vidt a' jeg ved.

 

Før kaffetid.

De så søgende ud, som de gik der. Frem og tilbage i små ryk foran glaslugerne, hvorigennem Lidl’s kage- og brødsortiment var udstillet og umiddelbart tilgængeligt. Hendes øjne afsøgte samtlige luger på skift. Op og ned, frem og tilbage. Man kom til at tænke på film om anden verdenskrig, hvor de grønne radarstråler afsøgte himlen fra flere vinkler for at tegne et så tydeligt og nøjagtigt billede af fjendens bevægelser som muligt.

¨Vi skal have det franskbrød der,¨ sagde manden pludselig, og pegede målrettet mod en bestemt glasluge.

Han famlede efter plastichandskerne, trak forsigtigt, skubbede lidt og trak igen, prøvede med begge hænder og havde så pludselig handsker nok. Man skulle  bære plastichandske, når man havde åbnet en af glaslugerne for at tage et stykke bagværk. Men det var som om tyve eller tredive handsker fulgte med, når man troede, man havde fat i én. Så pressede man de overflødige ind igen og sørgede for at holde én enkelt tilbage, men de opførte sig lidt modvilligt, når de blev klemt retur og strittede ud i alle retninger. Der lå en del på gulvet, så det var nok vanskeligt for andre også. Mens man tog handsken på, blev den pludseligt til to eller tre, og så gav man op, krøllede de overflødige handsker sammen, kiggede efter en affaldsspand, og lod dem så ligge i indkøbskurven.

¨Nej,¨ sagde hun, ¨det skal vi ikke have.¨

¨Sku’ vi ikke have et rigtigt franskbrød?¨ Han kiggede undrende på hende. ¨Det der er sguda et rigtigt franskbrød.¨

¨Nej, det er et kærestebrød.¨

¨Et kærestebrød! Hvad mener du nu med det?¨

¨Det smager ligesom kærestebrød, det smager ikke som rigtigt franskbrød. Og det er rigtigt franskbrød, vi vil have i dag.. Det er fordi, de også har kommet rugmel i.¨

¨Nå ja, ‘Kærestemad,’ som de siger i Vendsyssel. Ligesom ‘Amagermad’ eller ‘Tyskere’: Rugbrød og franskbrød, smurt og klappet sammen med et eller andet i klemme imellem.¨

¨Men, det er meget skære- og smørefast af samme årsag.¨ En anden kunde, som havde overhørt samtalen, blandede sig, og viste meget tydeligt med sit kropssprog, at man godt kan blande sig uden at være påtrængende.

¨Nåmen, så vil jeg ha’ nogle osteboller. De er skide gode.¨ Han rettede sit fokus hen mod glaslugen der skærmede ostebollerne og bemærkede, at der kun lå to stk. tilbage.

¨Så ta’r vi de to,¨ sagde han beslutsomt og lidt skuffet. Men inden han havde fået fat i en handske, var de to sidste osteboller bortført af andre ivrige hænder.

¨Mon man tør håbe på snarlige, friske forsyninger?¨ Han kiggede spørgende laaangt ned ad gangen, forbi brød og kager, forbi øl og vand helt ned mod grøntsagerne, hvor bageren pludselig kunne bryde ud af en dør, man ikke havde bemærket og ivrigt skubbe sit høje, behjulede stativ med duftende bagværk op mod hylderne med glaslågerne og plastichandskerne.