Himlen er nær.

Et par kondensstriber fra en F-16 jager krydsede hen over solen. Det så lidt specielt ud, så jeg ville prøve, om det var muligt at fotografere det. Det digitale kamera på min telefon klarede det fint.

Det viste sig så, at kondensstriberne kastede skygger mod baggrunden, hvilket beviser, at himlen er meget, meget, meget nærmere, end jeg gik og troede. Det giver da et vist håb.

Himlen er altså en slags osteklokke som er sat ned over jorden, og jorden er jo så nok alligevel flad som en pandekage.
Der må være boret nogle huller, så rumraketterne kan slippe igennem, og stjernerne sidder på indersiden af osteklokken, ellers ville de ikke være så tydelige. Ikke alle er sat ordentlig fast, hvilket klart fremgår af det man, lidt eventyrligt, kalder stjerneskud. De ville slet ikke kunne finde sted, hvis stjernerne var sat ordentlig fast, og man kunne helt undgå dem, hvis de med mellemrum blev strammet op med en stjerneskruetrækker.

Månen ruller stille, roligt og regelmæssigt på indersiden af osteklokken. Det passer jo også fint med, at man længe har ment, den er lavet af en slags ost. Hvis den er smørbar, kan man roligt smøre tykt på, da den er meget større, end den umiddelbart ser ud til. Kigger man godt efter, kan man også se, at der i ny og næ har været gravet grundigt i den.

Det er sikkert en udmærket ost.