Før kaffetid.

De så søgende ud, som de gik der. Frem og tilbage i små ryk foran glaslugerne, hvorigennem Lidl’s kage- og brødsortiment var udstillet og umiddelbart tilgængeligt. Hendes øjne afsøgte samtlige luger på skift. Op og ned, frem og tilbage. Man kom til at tænke på film om anden verdenskrig, hvor de grønne radarstråler afsøgte himlen fra flere vinkler for at tegne et så tydeligt og nøjagtigt billede af fjendens bevægelser som muligt.

¨Vi skal have det franskbrød der,¨ sagde manden pludselig, og pegede målrettet mod en bestemt glasluge.

Han famlede efter plastichandskerne, trak forsigtigt, skubbede lidt og trak igen, prøvede med begge hænder og havde så pludselig handsker nok. Man skulle  bære plastichandske, når man havde åbnet en af glaslugerne for at tage et stykke bagværk. Men det var som om tyve eller tredive handsker fulgte med, når man troede, man havde fat i én. Så pressede man de overflødige ind igen og sørgede for at holde én enkelt tilbage, men de opførte sig lidt modvilligt, når de blev klemt retur og strittede ud i alle retninger. Der lå en del på gulvet, så det var nok vanskeligt for andre også. Mens man tog handsken på, blev den pludseligt til to eller tre, og så gav man op, krøllede de overflødige handsker sammen, kiggede efter en affaldsspand, og lod dem så ligge i indkøbskurven.

¨Nej,¨ sagde hun, ¨det skal vi ikke have.¨

¨Sku’ vi ikke have et rigtigt franskbrød?¨ Han kiggede undrende på hende. ¨Det der er sguda et rigtigt franskbrød.¨

¨Nej, det er et kærestebrød.¨

¨Et kærestebrød! Hvad mener du nu med det?¨

¨Det smager ligesom kærestebrød, det smager ikke som rigtigt franskbrød. Og det er rigtigt franskbrød, vi vil have i dag.. Det er fordi, de også har kommet rugmel i.¨

¨Nå ja, ‘Kærestemad,’ som de siger i Vendsyssel. Ligesom ‘Amagermad’ eller ‘Tyskere’: Rugbrød og franskbrød, smurt og klappet sammen med et eller andet i klemme imellem.¨

¨Men, det er meget skære- og smørefast af samme årsag.¨ En anden kunde, som havde overhørt samtalen, blandede sig, og viste meget tydeligt med sit kropssprog, at man godt kan blande sig uden at være påtrængende.

¨Nåmen, så vil jeg ha’ nogle osteboller. De er skide gode.¨ Han rettede sit fokus hen mod glaslugen der skærmede ostebollerne og bemærkede, at der kun lå to stk. tilbage.

¨Så ta’r vi de to,¨ sagde han beslutsomt og lidt skuffet. Men inden han havde fået fat i en handske, var de to sidste osteboller bortført af andre ivrige hænder.

¨Mon man tør håbe på snarlige, friske forsyninger?¨ Han kiggede spørgende laaangt ned ad gangen, forbi brød og kager, forbi øl og vand helt ned mod grøntsagerne, hvor bageren pludselig kunne bryde ud af en dør, man ikke havde bemærket og ivrigt skubbe sit høje, behjulede stativ med duftende bagværk op mod hylderne med glaslågerne og plastichandskerne.