I'll be back!

Jeg nærmer mig horisonten, og snart er jeg væk. Så har ”væk” taget mig. Inden jeg bliver helt opslugt af afgrunden, gør jeg mig ekstra umage, for at du ikke skal glemme mig og miste modet.

Se mig, kan du se, jeg lyser ekstra smukt? Jeg kommer tilbage… jeg bliver genfødt. Hvis du bliver stående nøjagtig, hvor du står nu, kommer min genfødsel bag på dig. Så må du omvende dig, hvis du vil se mig, og jeg vil da oplyse dig, varme dig og kærtegne dit ansigt.

Endnu et pænt stykke tid, efter jeg er forsvundet, vil min glød og mit skær blive hos dig, så du kan huske mig for noget godt. Jeg kender dig nemlig, og jeg ved, din hukommelse er kort. Hvis du kalder på mig, kommer jeg igen. På denne årstid skal du nok, et slaw på tasken, kalde på mig i en 6 – 7 timer. Tror du ikke på mig og derfor undlader at kalde på mig, kommer jeg alligevel. Måske kan du ikke se mig direkte, når jeg arriverer, for skyerne elsker at lege skjul og har det undertiden også med bare at drille.

Men jeg er der. Jeg er nemlig oven over alting, i hvert fald oven over alle de ting, du kan se. Uanset om jeg er direkte synlig eller ej, er jeg der, når jeg har skubbet natten ud over afgrunden. Nogle gange må jeg træde den over fingrene, for at få den til at slippe. Det kan måske lyde lidt barsk og kynisk, men jeg passer bare mit arbejde. Det står i min jobbeskrivelse, og jeg gør det for din skyld.

Havet bygger om.

Når vinteren har løsnet og siden sluppet sit greb, når ubønhørlige og iskolde storme, som længe har pisket frådende vesterhavsbølger op, endelig er blevet mildere i længere tid af gangen, er det blide forår med efterfølgende sommer tilbage, hvor de hører hjemme.

Ved den nordjyske vestkyst sker der kraftige, kosmetiske forandringer hvert år.

Et hus på toppen af en skrænt en dejlig sommerdag. Smuk udsigt til havet, tyve meter til kanten. Nogle få år senere ligger huset een meter fra kanten, og må ikke bebos mere. Et par år eller måneder senere er der kun et halvt hus tilbage. Havet æder sig ind fra vest og lægger til på østkysten. Jylland flytter langsomt østover, i hvert fald Nordjylland. Danmarkskortet skal nok opdateres, før eller siden.

En stille sommerdag med varmt sand mellem tæerne ved det evigt brusende hav. Lige nu smiler det venligt og alt virker uforanderligt. Selv bølgerne ligner hinanden. Som om det altid har været og altid vil være sådan.

Nu’ets trylleri.

Skønhed kommer indefra...

...og erfares også indefra. Skinnet bedrager, og et tilsyneladende smukt indtryk kan, ved første øjekast, forveksles med skønhed.

At dyrke det ydre (skinnet), frembringer ikke, i sig selv, skønhed.
Et par nypudsede sko ser dog mere tiltalende og indbydende ud, end sko
som skriger på skosværte.
Den ægte, indre skønhed kan ikke formummes ret længe, men brænder igennem og er varig, hvorimod ydre skønhed bærer forfængelighedens og forgængelighedens mærker.

Indimellem falder den unikke, ydre og den indre skønhed sammen til en sublim enhed, og selv om den ydre del er egenartet og forgængelig, er disse højdepunkter, hvor begge eksisterer i symbiose, uforglemmelige og guddommelige.

Jo, det er dig jeg taler om.

Helt ude i skoven.

 Solens stråler fandt vej i skrå søjlebundter hist og her og træernes blade så ud som om de var selvlysende på en vidunderlig blid måde. Han sad i en løvskov, sommeren var i sin spæde begyndelse, en blanding af lysegrønt og lysende guld omsluttede ham, og afsatte en følelse af selvfølgelig harmoni med alt, uden tankernes besværlige spørgen og konkluderen af dette eller hint.

Den lille skovalf sad ved siden af en træstub, som havde den rigtige højde til, at han kunne hvile sin ene albue på den, og tynge kinden på den løst knyttede hånd. Træstubben var skåret over med en motorsav og var så plan som en skovsø.

En fugls pludselige fløjten, med indbygget stereo og rumklang, fangede hans opmærksomhed. Hvor lød det smukt, og hvor var han dog næsten lykkelig. Næsten lykkelig forekom ham at være mere attraktivt en helt lykkelig, for så kunne han forholde sig til det og nyde det, uden at blive ganske opslugt. Sådan følte han i hvert fald lige nu, og han satte sig lidt mere op, lod armen glide ned langs siden, hvorefter han samlede hænderne løst i skødet.

Han kunne dufte den solvarme harpiks fra træstubben, sammen med duften af råt træ og skovbundens helt særegne og vidunderlige, nyfødte vegetations kakofoniske dufte som blev gjort nærværende, af nogle biers summen mellem de få blomster, som også havde slået sig ned her.

Hans blik faldt på træstubbens overflade. Årringene fortalte deres historie, men han lyttede ikke efter, for det særligt klare lys som faldt på stubbens overflade, gjorde den så virkelig, at han pludselig, med et afklaret smil, indså at evighed, rum og tid alt sammen var illusioner, man kunne blive ved at grunde over i én uendelighed uden at komme til forståelse ad den vej alene.

Træstubbens sommerbelyste overflade afslørede alt på én gang, og der var slet ingen uafklarede spørgsmål. Han vidste i ét nu, at virkeligheden hverken kunne eller burde forklares.

Virkeligheden kom ikke med interessante bortforklaringer, så der var slet ingen grund til at sige en masse udspekulerede ting, når det hele, uden videre og helt uden beregning, sagde sig selv.

Penge i hanen?

Flydende, altså likvide midler

er vel drikkepenge. 

De kan dog næppe synkes,

men kan alligevel godt drikkes op.
 

En decideret lejemorder

likviderer dedikeret, 

for penge som flyder 

og skifter hænder.

Selv om de er nye og spares,

er de alligevel brugte.
 

Onkel Joakim tager bad 

i likvide midler,

og har ingen bundløs gæld.

Men pengene fosser stadig
ud af statskassen.

En anden historie.

Da det begyndte, var hun temmelig bekymret, måske mest fordi det kom helt og aldeles uventet, men også fordi, det varslede ubehagelige og reducerede muligheder i fremtiden. Hun havde jo altid opfattet alting knivskarpt, så det var som at få en våd karklud i ansigtet, da detaljerne begyndte at sløres. Skarpe detaljer var jo herlige og, indtil da, selvfølgelige, men nu forsvandt de næsten som dug for solen og efterlod kun helhedsindtryk, som oven i købet var mere eller mindre tågede. Det var dog bedre end ingenting, men det var ikke let at vænne sig til.

En dag gik det op for hende, at det åbenbarede nye muligheder. For noget, hun ikke havde været opmærksom på før, begyndte at tage form: De store linjer. Nye konturer viste sig, konturer som altid havde været der, men som havde holdt sig utilgængelige for opmærksomheden, på grund af okkuperingen fra detaljernes forførende dans.

En asynje, som ikke ville identificere sig nærmere, åbenbarede sig, og fortalte hende, at det var en blanding af straf og gave, hun havde fået. Fixeringerne på grund af den imponerende detaljeklarhed, hun gang på gang var snublet i, havde udløst nogle negative responser. Men da hensigten altid havde været den bedste, blev de konturer, som nu åbenbarede sig, til nye og meget større og vigtigere områder at udforske.

”Du aner ikke, hvad der er i vente,” sagde hun, ”så vær ikke bekymret, men vær stærk, blid, modig, tålmodig, taknemmelig og søgende. Fokuser nu på de større konturer. Helt nye kapitler venter på de næste sider i Konturernes Bog, og denne bog bliver bedre og bedre, jo længere du kommer i den.

Sådan er det, og nu kan jeg se, at Bifrost atter er tilgængelig, men jeg kan lige nå at fortælle dig, inden jeg smutter op igen, at denne bog ingen slutning har.”

Sandhed i vejr og vind.

“4 + 3 = 7.” Dette er en ordinær og praktisk sandhed, man uden problemer kan blive enige om.

“Godt vejr i dag!” – er straks lidt mere tricky, hvis man er til ultimative sandheder.

Tænk blot på en nudist, en allergiker og en som ikke kan tåle sol.

“Jeg tror på Gud, gør du?” Dette spørgsmål bør almindeligvis aldrig besvares med et ja eller et nej. For siger man ubekymret ja, tror spørgeren, man tror på den samme forestilling om Gud, som han selv bærer rundt på. Og siger man nej for at undgå dette, tror spørgeren formentligt, man er ateist.

Så der er almindelige, praktiske sandheder til “daglig brug,” og der er filosofiske sandheder som kræver en skarp skelneevne og en forfinet indføling med sprogets nuancer og iboende faldgruber og muligheder.

Der bliver gravet mange grøfter og spændt mange snubletråde ud sprogligt. Både af mennesker som ikke er bevidste om det, og værst af alt af demagogiske personer som udnytter det til uhæderlige formål. 

Det tror jeg, de fleste er bevidste om, men fælderne kan være vanskelige at gennemskue. En del politikere jonglerer med betydninger så drevent, at man ikke får fat i den egentlige hensigt. Og så er 5 og 7 ikke lige.