Helt ude i skoven.

 Solens stråler fandt vej i skrå søjlebundter hist og her og træernes blade så ud som om de var selvlysende på en vidunderlig blid måde. Han sad i en løvskov, sommeren var i sin spæde begyndelse, en blanding af lysegrønt og lysende guld omsluttede ham, og afsatte en følelse af selvfølgelig harmoni med alt, uden tankernes besværlige spørgen og konkluderen af dette eller hint.

Den lille skovalf sad ved siden af en træstub, som havde den rigtige højde til, at han kunne hvile sin ene albue på den, og tynge kinden på den løst knyttede hånd. Træstubben var skåret over med en motorsav og var så plan som en skovsø.

En fugls pludselige fløjten, med indbygget stereo og rumklang, fangede hans opmærksomhed. Hvor lød det smukt, og hvor var han dog næsten lykkelig. Næsten lykkelig forekom ham at være mere attraktivt en helt lykkelig, for så kunne han forholde sig til det og nyde det, uden at blive ganske opslugt. Sådan følte han i hvert fald lige nu, og han satte sig lidt mere op, lod armen glide ned langs siden, hvorefter han samlede hænderne løst i skødet.

Han kunne dufte den solvarme harpiks fra træstubben, sammen med duften af råt træ og skovbundens helt særegne og vidunderlige, nyfødte vegetations kakofoniske dufte som blev gjort nærværende, af nogle biers summen mellem de få blomster, som også havde slået sig ned her.

Hans blik faldt på træstubbens overflade. Årringene fortalte deres historie, men han lyttede ikke efter, for det særligt klare lys som faldt på stubbens overflade, gjorde den så virkelig, at han pludselig, med et afklaret smil, indså at evighed, rum og tid alt sammen var illusioner, man kunne blive ved at grunde over i én uendelighed uden at komme til forståelse ad den vej alene.

Træstubbens sommerbelyste overflade afslørede alt på én gang, og der var slet ingen uafklarede spørgsmål. Han vidste i ét nu, at virkeligheden hverken kunne eller burde forklares.

Virkeligheden kom ikke med interessante bortforklaringer, så der var slet ingen grund til at sige en masse udspekulerede ting, når det hele, uden videre og helt uden beregning, sagde sig selv.