Aythya ferina.

Krebinetsekretæren elsker karbonader.
Kammertjenerens livretter er kammerjunkere,
fedtegrever og Taffeland med nye kartofler,
brun sovs og tyttebær.

Han modtager anden af Hofjægermesteren,
som knapper to Tuborg op
og napper en hurtig Jägermeister,
tager øjentjenerens kåbe og hænger den på en stumtjener,
mens arveprinsen taler om
at renovere sit arvegods efter fødselsdagen.

Dukater.

Tænker man på penge, har man penge i tanken. Har man huller i lommerne, ønsker man sig en rummelig, fyldt pengetank. Hvis man altså ikke er kommet til kort, hvilket de fleste vist er. Altså Dankort og lignende, og så er pengetanken blot en metafor ligesom dette med huller i lommerne.

Engang var penge kun mønter og sedler, men mange er blevet vænnet fra Kongens Mønt. Engang var det populært at samle en skotøjsæske fuld af enører. Man købte sine brudesko med dem, det bragte lykke. Men den skik tæller ikke mere, og i dag kan man ikke købe en Pinocchiokugle for en enøre. Priserne er steget, og enører findes ikke i handlen. Børnehavebørn, og børn i de små klasser, siger stadig, at Dronningen bruger Kongens Mønt, for hun har mindst én krone og to ører.

Men rede penge findes stadig, og mange foretrækker dem fremfor betalingskort og klik-med-mus-betalinger. For bedre at kunne følge med. Det er en temperamentssag. En lille pige kom engang til at spise hjertet af en fortryllet, og eventyrlig, guldfugl. Den var tilberedt til en anden, men pigen kom forbi fadet, hvor den lå og duftede indbydende, og hjertet var så lille, at hun ikke mente, nogen ville opdage hendes indgreb. Næste morgen, og alle morgner efter, lå der en gulddukat under hendes hovedpude.

Det var før betalinger med mønter, sedler, Dankort og mobiltelefoner var gængse, så måske skal det tages med et gran salt.

Men ellers ville det da være ganske eventyrligt.

Polemik.

Æbleskud på Æbleskiver

Æblekinder og Æblelommer

Pærelet Appelsinfri Ferskenhud

Forblommet og Frugtsommelig.

Håndører Flyveører Ørefigen

Kommodeben Hjulben

Arme Riddere i Benhårde Knæfald

Fingerspidsfornemmelser.

Hårde Negle Fodfejl Navlebeskuelse

Hjertefryd Øjenkontakt

Krokodilletårer Rævesmil Rævesøvn

Musestille. 

Værsgo'.

Rød og Blå har gang i sættet

skiftes til at ramme bolden

slår den hurtigt over nettet

kæmper om at få kontrollen.

Valgets første toner høres

der gås "snart" til vaflerne

vælgerne skal grundigt smøres

flæsk på stemmegaflerne.

Flere ny er nu på pletten

steger flæsk der skal leveres

kampen er om serveretten

mens menuerne serveres.

Panderynker og plovfurer. (Nyredigeret udgave af ”Den økologiske tenor.”)

Han fyldte lungerne med luft, klemte balderne sammen og stødte modet op i brystet, mens han, på én gang målbevidst og tøvende, skridtede over mod Inga. Han bukkede og sagde:

"Vil du danse?"

Hendes blik ramte hans frisure og gled langsomt nedad til det nåede hans sko, hvorefter det fusionerede med den upersonlige baggrund:

"Jeg er optaget."

"Nu igen," tænkte han desperat. "Hvorfor siger de altid nej? Jeg kan lige så godt gå hjem og se dyner. Mine dage starter tidligt, og når køerne er gennet på græs og jeg pløjer eller harver, har jeg det godt. Mens jeg sidder på traktoren med piben i munden, akkompagneret af skrigende måger, smager jeg ikke ​​disse bitre dråber, men glæder mig til at løsne hætten på termokanden og hælde en sjat kaffe op. Så lever jeg, og måske er det, det højeste mål jeg har udsigt til.”

Han havde vasket sig grundigt i ansigtet og kørt deodoranten rundt i armhulerne. Som kronen på værket kom han rigeligt brillantine i håret og klaskede de nybarberede kinder med Esprit de Valdemar, indtil det ikke sved mere. Der skulle ikke være noget at komme efter der, og duften af stald, som havde det med at hænge ved, burde nu være elimineret. Selv kunne han bare lugte de overvældende nuancer, der kom fra de materialer, han havde købt i Brugsen for at tage sig bedst muligt ud. Han havde smurt vaseline på sine solafskallede ører, for at udglatte ligheden med bark fra gamle træer, en lighed som var uundgåelig efter mange uger i marken, hvor solen ofte var ubarmhjertig.

Men pigerne ville ikke danse med ham. Måske fordi de vidste, at han kun var almindelig karl og ikke fodermester som Evald, men når han, efter et par år fra nu, ville blive forkarl på Nordbygård, ville de uden tvivl lægge mærke til ham. Der var prestige i at være noget på Nordbygård, for proprietæren, som ejede den, kom sammen med både sognerådsformanden, førstelæreren på den stråtækte skole og politimesteren… ja og brugsuddeleren. Så kunne han måske selv også begynde at være kritisk og nøjes med at bukke for de kønne piger, når musikken spillede op til lørdagsbal på kroen.

Én ting ingen andre end køerne og mågerne vidste var, at han kunne synge ”I alle de riger og lande” lige så godt som Ove Verner Hansen, men det var ikke så nemt at høste anerkendelse for det, især fordi han var genert. Selv i kirken, søndag formiddag, sang han ikke men nøjedes med at nynne. Ellers ville alle have vendt sig om, når han oplod sin røst. Og det havde han ikke nerver til. Hvis pigerne havde hørt ham synge i marken, var der sikkert en og anden, som ville ignorere hans umiskendelige duft af stald, blandet med duften af ​​brillantine og Esprit de Valdemar og en subtil efterbrænding fra vaseline. Så kunne han nok få et ”ja tak,” som svar på et høfligt buk, selv om han endnu kun var karl.

Men mågerne og køerne hørte ham, og når han var færdig med at pløje, stak han sin pibe i lommen og sang sit hjerte frimodigt ud. Så begyndte køerne at samles og gå ham i møde. De vidste, at det var på tide at komme hjem og blive malket, og sammen gik de, med deres vidunderligt afslappede og tillidsfulde blikke, mod Mælkevejen med nikkende hoveder, ligesom et kompagni fiskekuttere der sejler op mod vinden og tygger bølgerne, fordi de ved, der venter store fiskestimer forude.

Eventyr.

Måske sov Tornerose rævesøvn, selv om hun sov eventyrligt længe. Hvem ved? Hun drømte vel ikke en eneste gang om, at det kunne være anderledes, for magien, fra den onde fe, var stærk.  Hundrede år tog det, før virkningen var dampet så meget af, at hun kunne vågne.

Snehvide var skindød. Dværgene, og andre, antog hende for stendød, men dengang havde man ikke vagtlæger med moderne udstyr. Ja, man hører også om sligt i dag, dog ganske sjældent. Og aldrig så romantisk som i Snehvides tilfælde. Nu om dage er der vel også retslige efterspil.

Men lige netop ”nu” er eventyr virkelige. De udspiller sig for næsen af os, men bliver først gen- og godkendte som eventyr efter en anselig årrække. Og de er lige så grusomme, romantiske, fantastiske og smukke, som dem man kan læse i bøger eller se på film. Det handler meget om, hvordan begivenheder, og meningerne om dem, bliver beskrevet. Mange vil dog ikke anerkende, at ”lige nu” er noget, der er værd at ”skrive hjem om.” Så hellere beskrive ting som ér sket, eller ting som måske vil ske. For ting tager tid! Eller man kunne tage skeen i den anden hånd og begynde at anerkende nu’et, som eventyrets arnested.

På et naturhistorisk museum, i en dansk købstad, står et glas med en englefjer i. Mange har set den, og de fleste smiler lidt undseligt, når de læser på etiketten. ”Englefjer,” står der.  Kun få, om nogen, tror, at englevinger har fjer, for de fleste opfatter engle som æteriske væsner, der kan vise sig i forskellige forklædninger. Men på det nævnte museum tænker man ikke så ”langhåret.” En englefjer er en fjer, om end den er æterisk. Og netop fordi den er æterisk, opbevares den i æter. Sådan!

Ak, ja. Eventyr, hvad enten de er beskrevet i en fortidig, fremtidig eller nutidig version, er vel en blanding, af det man kalder virkelighed, og det man kalder fiktion. Men uanset, så skabes de altid lige her og nu. 

Hotchpotch

“Should not you stir in your pot?" The troll had just arrived from edge of the woods, and the scent of food tracked him to the elf… and his dog Shelby, who was so focused that he hardly noticed the troll doll up. Fragrances from cooking had his biggest priority.

"Well, you see: There is a quarter pear and bog water in the pot now, and when it's cooked in fifteen minutes I stir thoroughly around. And add three Coltsfoots and one Butterbur, as you calling Niels Bugge's blood, and I spice it with a little soil from a fresh molehill. I add a quarter pear more and sprinkles crushed podcasts from all of the country’s politicians last election-speeches in and stir thoroughly again."

"Hmm, that sounds delicious," grunted the troll, "but also a little advanced."

“Yes, and when the whole pear is in, I let it boil for five hours, then I sieve it. So, I've made my special anti-hotchpotch. It serves as the antidote to excessive, assertive election-speeches, so those who consume it easier can separate the wheat from chaff, whether they are talking or listening. If you notice a true star on your sky, lighted up by itself and not by an artificial light, immediately a similar star shines in your heart. It is of the same nature as the stars that sparkled and watched on the sky, you slept under. When you woke up, along with the world, their light was absorbed by the light of the world. But they shone still, even if you did not notice it. Thus ought the mind of your candidates be to deserve your vote."

“My stomach is calling for a little taste, just to test it,” said the troll. His hairy hand caressed his stomach in circles.

“Well, but you must be patient then. I wonder if you have noticed that election-speeches coalesce as a hotchpotch, decorated with mudslinging, so it is difficult to sort out, who says what and why? I think you have. Therefore I provide it free of charge to anyone who has a politician in the stomach and election in mind. They have costs enough already, I can understand. It is my support for the country's mental health. I fill it in bottles, and sell it for a dollar to everyone else. They are the ones who pull the load, and those who keep my business going."