Eventyr.

Måske sov Tornerose rævesøvn, selv om hun sov eventyrligt længe. Hvem ved? Hun drømte vel ikke en eneste gang om, at det kunne være anderledes, for magien, fra den onde fe, var stærk.  Hundrede år tog det, før virkningen var dampet så meget af, at hun kunne vågne.

Snehvide var skindød. Dværgene, og andre, antog hende for stendød, men dengang havde man ikke vagtlæger med moderne udstyr. Ja, man hører også om sligt i dag, dog ganske sjældent. Og aldrig så romantisk som i Snehvides tilfælde. Nu om dage er der vel også retslige efterspil.

Men lige netop ”nu” er eventyr virkelige. De udspiller sig for næsen af os, men bliver først gen- og godkendte som eventyr efter en anselig årrække. Og de er lige så grusomme, romantiske, fantastiske og smukke, som dem man kan læse i bøger eller se på film. Det handler meget om, hvordan begivenheder, og meningerne om dem, bliver beskrevet. Mange vil dog ikke anerkende, at ”lige nu” er noget, der er værd at ”skrive hjem om.” Så hellere beskrive ting som ér sket, eller ting som måske vil ske. For ting tager tid! Eller man kunne tage skeen i den anden hånd og begynde at anerkende nu’et, som eventyrets arnested.

På et naturhistorisk museum, i en dansk købstad, står et glas med en englefjer i. Mange har set den, og de fleste smiler lidt undseligt, når de læser på etiketten. ”Englefjer,” står der.  Kun få, om nogen, tror, at englevinger har fjer, for de fleste opfatter engle som æteriske væsner, der kan vise sig i forskellige forklædninger. Men på det nævnte museum tænker man ikke så ”langhåret.” En englefjer er en fjer, om end den er æterisk. Og netop fordi den er æterisk, opbevares den i æter. Sådan!

Ak, ja. Eventyr, hvad enten de er beskrevet i en fortidig, fremtidig eller nutidig version, er vel en blanding, af det man kalder virkelighed, og det man kalder fiktion. Men uanset, så skabes de altid lige her og nu.