Han fyldte
lungerne med luft, klemte balderne sammen og stødte modet op i brystet, mens
han, på én gang målbevidst og tøvende, skridtede over mod Inga. Han bukkede og sagde:
"Vil du
danse?"
Hendes blik
ramte hans frisure og gled langsomt nedad til det nåede hans sko, hvorefter det
fusionerede med den upersonlige baggrund:
"Jeg er
optaget."
"Nu
igen," tænkte han desperat. "Hvorfor siger de altid nej? Jeg kan lige
så godt gå hjem og se dyner. Mine dage starter tidligt, og når køerne er gennet
på græs og jeg pløjer eller harver, har jeg det godt. Mens jeg sidder på
traktoren med piben i munden, akkompagneret af skrigende måger, smager jeg ikke
disse bitre dråber, men glæder mig til at løsne hætten på termokanden og hælde
en sjat kaffe op. Så lever jeg, og måske er det, det højeste mål jeg har udsigt
til.”
Han havde
vasket sig grundigt i ansigtet og kørt deodoranten rundt i armhulerne. Som
kronen på værket kom han rigeligt brillantine i håret og klaskede de nybarberede
kinder med Esprit de Valdemar, indtil det ikke sved mere. Der skulle ikke være
noget at komme efter der, og duften af stald, som havde det med at hænge ved, burde
nu være elimineret. Selv kunne han bare lugte de overvældende nuancer, der kom
fra de materialer, han havde købt i Brugsen for at tage sig bedst muligt ud.
Han havde smurt vaseline på sine solafskallede ører, for at udglatte ligheden
med bark fra gamle træer, en lighed som var uundgåelig efter mange uger i
marken, hvor solen ofte var ubarmhjertig.
Men pigerne
ville ikke danse med ham. Måske fordi de vidste, at han kun var almindelig karl
og ikke fodermester som Evald, men når han, efter et par år fra nu, ville blive
forkarl på Nordbygård, ville de uden tvivl lægge mærke til ham. Der var
prestige i at være noget på Nordbygård, for proprietæren, som ejede den, kom
sammen med både sognerådsformanden, førstelæreren på den stråtækte skole og
politimesteren… ja og brugsuddeleren. Så kunne han måske selv også begynde at
være kritisk og nøjes med at bukke for de kønne piger, når musikken spillede op
til lørdagsbal på kroen.
Én ting
ingen andre end køerne og mågerne vidste var, at han kunne synge ”I alle de
riger og lande” lige så godt som Ove Verner Hansen, men det var ikke så nemt at
høste anerkendelse for det, især fordi han var genert. Selv i kirken, søndag
formiddag, sang han ikke men nøjedes med at nynne. Ellers ville alle have vendt
sig om, når han oplod sin røst. Og det havde han ikke nerver til. Hvis pigerne
havde hørt ham synge i marken, var der sikkert en og anden, som ville ignorere
hans umiskendelige duft af stald, blandet med duften af brillantine og Esprit
de Valdemar og en subtil efterbrænding fra vaseline. Så kunne han nok få et ”ja
tak,” som svar på et høfligt buk, selv om han endnu kun var karl.
Men mågerne
og køerne hørte ham, og når han var færdig med at pløje, stak han sin pibe i
lommen og sang sit hjerte frimodigt ud. Så begyndte køerne at samles og gå ham
i møde. De vidste, at det var på tide at komme hjem og blive malket, og sammen
gik de, med deres vidunderligt afslappede og tillidsfulde blikke, mod
Mælkevejen med nikkende hoveder, ligesom et kompagni fiskekuttere der sejler op
mod vinden og tygger bølgerne, fordi de ved, der venter store fiskestimer
forude.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar