Ved havet.

Alfa og Romeo lå på maverne mellem marehalmen, som trivedes på klitterne. De støttede deres hoveder på hænderne og havde begge et strå marehalm mellem tænderne. Knæene var bøjede, så fødderne stak opad, og man kunne næsten se på underbenene, at de konverserede livligt. Fødderne flyttede sig hele tiden frem og tilbage i forskellige rytmer, som anskueliggjorde deres ivrige sindstilstand.

”Hvad tror du, hun kigger efter?” Alfa hentydede til kvinden, som stod nede på stranden og skuede ud over havet.

”Jeg tror, hun prøver at forestille sig, hvordan det ville være at tage en dukkert.”

”Det tror jeg ikke. Hun venter på et eller andet. Måske et skib.” Romeo børstede forsigtigt en mariehøne af næsen og kiggede efter den, mens den fløj opad. ”Hey, ønsk lige godt vejr. Jeg har sendt en mariehøne op imod himlen. Mariehøns tager ønsker med, og når de helt op og ind i himlen, går ønskerne i opfyldelse.”

”Ja, så ønsker jeg, at badevandstemperaturen stiger til atten grader, og at solen brænder skyerne bort. Og så må vinden også godt holde regelmæssig Siesta, så vi får noget der ligner spansk sommervarme.”

”Men hov, hvor blev kvinden nu af?” Alfa rejste sig op og børste sand af, mens han kiggede, men der var intet spor af hende. ”Lad os løbe ned på stranden.”

De så tydelige, våde fodspor af bare fødder i sandet, men de stoppede pludseligt et par meter fra vandtungen, som slikkede ind og ud, efter hvert bølgeslag.

Nu fik de øje på en snehvid terne, som fløj i cirkler, der blev større og større. Og himlen blev gradvist mere og mere blå, mens solen begyndte at varme.

”Fortsætter det her, kan vi få en herlig dukkert, så snart der er ryddet op efter midsommer-bålene. Og så vil vi invitere alfesøstrene på strandtur. Jeg skriver en invitation til dem med det samme.”

”Jamen alfer kan jo hverken læse skriveskrift eller forstå bogstaver.”

”Nej, og vi kan heller ikke skrive noget, der kan læses. Men vi kan alle læse mellem linjerne, og det er der, det virkelige står.”

Manual til stemmeføring:

”Elsker, elsker ikke, elsker, elsker ikke, ……
blomsten bliver mere og mere bar, og til sidst er der kun ét kronblad tillbage. Det er en sikker måde at få afgjort på, om man har valgt rigtigt. For ender det med, elsker ikke, må man blot revurdere. Sværere er det ikke.”

Ønskebenet. (Wishbone)

Bzzzzzzzzzz

”Jeg kan se røgen. Kan du også?”

”Ja for filen. Jeg så da røgen først og hár ringet 112.” 

”Ingen røg uden brand,” siger man, og det holder vel stik.

Men det er ikke alt som ligner røg, der ér røg. Har man ikke taget ordentlig bestik, kan man komme til at forveksle en sværm dansemyg med røg. Det er sket flere gange, og vil nok ske igen, for ved solnedgang samles så mange, for at parre sig, at det, visse steder, ser ud, som om der er ildebrand. Men det er ”parringsild,” som ingen bygninger eller tørre naturområder tager skade af.

Når dansemyggene har parret sig, lægger de deres æg og dør. Ingen yngelpleje her. Men de stikker ikke.

Såvel røde som blå politikermyg stikker til gengæld. Det er de nødt til for at markere sig. Og deres stik kan klø længe. Men når man vil klaske den, der har stukket, viser det sig, at man nemt kommer til at klaske en anden, for det er ikke nemt at se forskel på dem.

Dansemyggene passer deres arbejde til punkt og prikke. De er naturlige og forurener ikke, og de leverer protein til fugle og smådyr. Stem på dém, hvis du kan kende dem på stemmesedlen.

Sådan set.

Rød og grøn er komplementær

blå er himmel og vand især.

Hvis man kun kan se det ene

må man ganske enkelt mene

blomster blomstrer frit i luften

og så har man glemt fornuften.

Alle har jo en pointe

særligt med et valg in mente.

Nogle ser på selve frugten

andre nyder blomsterduften.

Jeg vil kvæde mig en vise

demokratisk frihed prise.

Ingen roser uden torne

ellers er de bar’ forlorne.

Ingen frugter uden rødder

…rimer fint med versefødder.

Fars dag.

  ”Er du klar til kaffen? Kaffen er nemlig klar om lidt. Ja, jeg kan godt se, du har en kop til at stå, men det er jo ikke koppen, jeg spørger. Det er ikke noget ved at skænke op, hvis du ikke er klar. Så står den bare og bliver lunken eller, alternativt, kold. Forstår du, hvad jeg mener?”

  ”Ja, ja. Det fik du meget ud af. Jeg tror, der står en sjat i bunden fra i morges, så hvis du vil være sød at hælde den ud i en af potteplanterne og så bringe mig en ny kop, for der løber nok en strime kaffe ned ad siden, når du hælder, og det er ikke lige min kop te. Smører du så ikke også lige en skive franskbrød med et tyndt lag appelsinmarmelade?”

  Hun lå på sofaen med et tæppe over fødderne og sendte ham et, næsten venligt, blik over brillerne, mens hun samtidig vendte et blad i sin bog.

  ”Jo, så gerne. Bare du ved, hvad du vil, og kan udtrykke det, så vi kan forhandle på et reelt grundlag.  Nu har du ligget der i hundrede år og ventet på at fejre fødselsdag, og jeg har vænnet mig til din stemme, hver gang det gjaldt dette eller hint. Så mon ikke det er på tide, du også udtrykker dig konkret, så jeg kan forstå, hvad du mener?”

  ”Rolig nu. Hæld du bare kaffen op, men nu du er ved det, så rist lige franskbrødet først, og vent et øjeblik med at smøre smørret på. For ellers løber det, og du ved jo lige så godt som jeg, at jeg ikke kan lide smeltet smør på franskbrød. Og tag så lige farsen ud af fryseren, så den kan tø op til aftensmaden. Det er jo, trods alt, også fars dag i dag, ikkesandt.”

/J.W.

Smagsprøver.

Alf og Elvira sad og småsnakkede. ”Skal vi flyve og fare, eller skal vi sejle vores egen sø?” Alf kiggede på Elvira uden at dreje hovedet, for han ville ikke se alt for interesseret ud. Elvira havde det med straks at tage førertrøjen på, hvis hun blev spurgt for direkte om noget.

Elvira drejede sig frontalt mod Alf og kiggede ham i øjnene. ”Begge dele, smukke. Man skal ikke lade sig nøje. Det har jeg nøje overvejet, og overvægten kom til at ligge på kompromisset, da jeg ikke mere forveksler kompromiser med vægelsind. Det er nemlig meget sværere at tage højde for flere muligheder end bare sige, ’det skal være dit eller dat’ for at vise man er handlekraftig. Den slags handlekraft giver både undervægt og overvægt på sigt. Så vi sejler.”

”Nå, nu havde jeg ellers lige sat næsen op efter en flyvetur.” Alf så skuffet ud. Hvis de ikke kunne diskutere sig frem til en beslutning, følte han, at det hele sejlede, og så fik han behov for at komme opad og få overblik. Elviras beslutning forekom ham også lidt inkonsekvent.

”Er der ikke alternativer?” Elviras blik kiggede indad, for den retning havde ikke været i spil endnu.

”Den fortryllede sofa, Elvira. Den kan være en udvej. Lad os slænge os i den og se, hvad der sker. Så kan vi jo tage den derfra.”

”Det tør jeg ikke. Det er for farligt. Så bliver både flyveren og båden nok stjålet. Og så går det for os, den samme vej som vinden blæser, eller hønsene skraber, mens de andre føler, de er på vej mod en eller anden gylden destination.”

”Er der ikke nogen, vi kan spørge? Nu føler jeg mig på herrens mark.” Alf ville gerne have et råd, han kunne se fornuften i.

”Jo, spørg Grækenland. De har råd, selv om de påstår, gode råd er for dyre. Nej lad os kigge indad og følge vore mavefornemmelser. Det siger feerne, er det sikreste.”

”Ok, lad os rette os efter vore mavefornemmelser. Så skal vi bare lige blive enige om, hvorvidt vi skal følge dine eller mine mavefornemmelser.”

”Ja, selvfølgelig. Kom, supermarkedet lancerer et nyt koncept i denne tid, og så er der masser af smagsprøver. Hvad vi beslutter, er nemlig kun spørgsmål om smag og behag. Og hvor svært kan dét være? Kom nu bare med og stik mig så lige førertrøjen.”