Fars dag.

  ”Er du klar til kaffen? Kaffen er nemlig klar om lidt. Ja, jeg kan godt se, du har en kop til at stå, men det er jo ikke koppen, jeg spørger. Det er ikke noget ved at skænke op, hvis du ikke er klar. Så står den bare og bliver lunken eller, alternativt, kold. Forstår du, hvad jeg mener?”

  ”Ja, ja. Det fik du meget ud af. Jeg tror, der står en sjat i bunden fra i morges, så hvis du vil være sød at hælde den ud i en af potteplanterne og så bringe mig en ny kop, for der løber nok en strime kaffe ned ad siden, når du hælder, og det er ikke lige min kop te. Smører du så ikke også lige en skive franskbrød med et tyndt lag appelsinmarmelade?”

  Hun lå på sofaen med et tæppe over fødderne og sendte ham et, næsten venligt, blik over brillerne, mens hun samtidig vendte et blad i sin bog.

  ”Jo, så gerne. Bare du ved, hvad du vil, og kan udtrykke det, så vi kan forhandle på et reelt grundlag.  Nu har du ligget der i hundrede år og ventet på at fejre fødselsdag, og jeg har vænnet mig til din stemme, hver gang det gjaldt dette eller hint. Så mon ikke det er på tide, du også udtrykker dig konkret, så jeg kan forstå, hvad du mener?”

  ”Rolig nu. Hæld du bare kaffen op, men nu du er ved det, så rist lige franskbrødet først, og vent et øjeblik med at smøre smørret på. For ellers løber det, og du ved jo lige så godt som jeg, at jeg ikke kan lide smeltet smør på franskbrød. Og tag så lige farsen ud af fryseren, så den kan tø op til aftensmaden. Det er jo, trods alt, også fars dag i dag, ikkesandt.”

/J.W.