Alfa og Romeo lå på maverne mellem marehalmen, som trivedes på klitterne. De støttede deres hoveder på hænderne og havde begge et strå marehalm mellem tænderne. Knæene var bøjede, så fødderne stak opad, og man kunne næsten se på underbenene, at de konverserede livligt. Fødderne flyttede sig hele tiden frem og tilbage i forskellige rytmer, som anskueliggjorde deres ivrige sindstilstand.
”Hvad tror du, hun kigger efter?” Alfa hentydede til kvinden, som stod nede på stranden og skuede ud over havet.
”Jeg tror, hun prøver at forestille sig, hvordan det ville være at tage en dukkert.”
”Det tror jeg ikke. Hun venter på et eller andet. Måske et skib.” Romeo børstede forsigtigt en mariehøne af næsen og kiggede efter den, mens den fløj opad. ”Hey, ønsk lige godt vejr. Jeg har sendt en mariehøne op imod himlen. Mariehøns tager ønsker med, og når de helt op og ind i himlen, går ønskerne i opfyldelse.”
”Ja, så ønsker jeg, at badevandstemperaturen stiger til atten grader, og at solen brænder skyerne bort. Og så må vinden også godt holde regelmæssig Siesta, så vi får noget der ligner spansk sommervarme.”
”Men hov, hvor blev kvinden nu af?” Alfa rejste sig op og børste sand af, mens han kiggede, men der var intet spor af hende. ”Lad os løbe ned på stranden.”
De så tydelige, våde fodspor af bare fødder i sandet, men de stoppede pludseligt et par meter fra vandtungen, som slikkede ind og ud, efter hvert bølgeslag.
Nu fik de øje på en snehvid terne, som fløj i cirkler, der blev større og større. Og himlen blev gradvist mere og mere blå, mens solen begyndte at varme.
”Fortsætter det her, kan vi få en herlig dukkert, så snart der er ryddet op efter midsommer-bålene. Og så vil vi invitere alfesøstrene på strandtur. Jeg skriver en invitation til dem med det samme.”
”Jamen alfer kan jo hverken læse skriveskrift eller forstå bogstaver.”
”Nej, og vi kan heller ikke skrive noget, der kan læses. Men vi kan alle læse mellem linjerne, og det er der, det virkelige står.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar