Tilskikkelser.

Mange af de blomster der giver liv i stuerne kommer fra gartnerier. En god del har dog rod i haver, og nogle har trådt deres barnesko i grøftekanter, skove eller andre steder.

Blomster trives bedst, og længst tid, hvor de fødes. Skærer man dem over og sætter dem i vaser, bliver nogle benovede, mens andre bliver frustrerede og dør, før de er ”mætte af dage.”

Roserne lå på bordet. De havde ingen erindring om nogen som helst fortid, for deres korttidshukommelse var ikke noget at skrive hjem om. Inderst inde var der dog noget som murrede, men det var ganske uklart, og de var tilbøjelige til at vurdere det som noget, der sikkert havde et eller andet fint navn.

”Vi er vist adelige,” tænkte de. ”Tænk at nogle må stå ude både dag og nat og dele sol og vind lige samt være afhængige af regn.”

For roser prøver altid at se det gode og positive i enhver af livets tilskikkelser, også selv om de er afskåret fra at kende deres fortid. Eller måske netop derfor.

Beskøjter.

Med beskøjter og klipfisk kunne sømænd klare sig i ugevis på havet. Det var en ensidig kost, og man skulle nok ikke nævne mors frikadeller, eller lun ribbensteg med kartofler, sovs og rødkål, for en matros, som kun havde haft klipfisk og beskøjter på menuen et par uger.

Fjerner man ”be,” er der skøjter tilbage, og de findes ikke på menukort, men spændes på fødderne, når der er en bane at skøjte på. Nogle kritiseres for at skøjte hen over problemer, men når der er is på vandet, is som er lagt pænt og glat som et linoleumsgulv, er skøjtning ganske vidunderlig.

En del byer anlægger kunstige skøjtebaner om vinteren, og det er til stor glæde for mange. Endvidere er det smukt at se, hvordan bevægelser beherskes, så der glides afsted med stor elegance. Andre er først ved at lære det, og det kan også være underholdende at betragte. Som Disneys Bambi på glatis. Man kan næsten fornemme jubel, når en skøjteløber har fod på det.

Efter nogle gode stunder på skøjtebanen, gør det godt med en kop varm kakao, og appetitten er sikkert også vækket. Sandsynligvis er den hverken rettet mod klipfisk eller beskøjter, som mange i øvrigt ikke kender i dag, men nærmere mod mors frikadeller eller lun ribbensteg med kartofler, sovs og rødkål. Samt et glas afkølet nisseøl, nu der, så småt, brygges på julestemning både her, der og allevegne.

"Nådestød."

Havet lægger voldsomt pres
på de danske klitter
sommerhuse føler stress
hver gang bølger snitter.

Storme hvirvler skummet op
på de dømte stakler
pynter hele klittens top
havets hvide fakler.

Sokler synker nu i knæ
grunde bliver grød
se der faldt en væg af træ
havets nådestød.

Nat og dag.

”Jeg er modstander af modstand.” Hun strakte sin højre arm ud, vendte håndfladen opad og spredte fingrene med en svagt kastende bevægelse. ”Modstand skaber modstand, og pludselig deltager man i en kædedans, man ikke kan slippe ud af.”

”Man er da nødt til at gøre modstand mod overgreb af såvel den ene som den anden slags. Ellers får man aldrig bugt med dem, og så vil de måske eskalere,” svarede Valborg og strakte sin pegefinger. ”I øvrigt er modstand mod modstand også en slags modstand.”

”Read my lips: Vold avler vold, vrede avler vrede, mens kærlighed avler fred. Tydeligere kan jeg ikke sige det, og jeg mener det bogstaveligt.”

”Ja, den køber jeg ikke ubetinget. Du bruger æbler som argument for pærer. Sådan hænger tingene ikke sammen i virkeligheden, hvis du spørger mig.”

”Det er også derfor jeg ikke spørger dig. Du tænker for meget over tingene, tager ikke ordene bogstaveligt men læser i stedet mellem linjerne. Jeg siger dig, at udryddede man al modstand og refleksion, ville verden blive et fredeligt sted.”

”Så ville al udvikling også stoppe. Vi ville blive som zombier, og meningen med tilværelsen er jo, at vi skal udvikle os og ikke bare køre på stand by og forhindre opdateringer. Den slags tilværelse vil jeg kalde low life.”

”Hvis du kom til vore møder, ville du kunne lære noget. Lederne siger, vi bare skal gøre, som de anviser og ikke fundere selv. Denne form for enkelhed gør mig tryg. Det modsatte fører til modstand mod dit og dat, og så bliver det indviklet.”

”Hvad så hvis jeres ledere siger, I skal gøre noget, som strider mod jeres samvittighed? Det vil sandsynligvis ende i den rene skizofreni, hvis I retter jer efter dem, mens jeres hjerter siger noget andet.”

”Vi tager hele pakken, så vi er fri for at ræsonnere. Det gør os sikre og trygge, og den der murren, du taler om, er bare en slags indbygget modstand, en fejl man er født med, så den må man se at komme over. Det er meningen med tilværelsen. Og så altså at afvise al modstand. Derfor er det logisk, og sund praksis, at eliminere alt det som påstår, at vi skal udvikle os enkeltvis og lytte til vores intuition. Det er vejen til helvede, og helvede er jeg skrækslagen for. Man kan sige, det er skrækken som holder mig på sporet.”

”Du var da ellers så klog i skolen. Lynende intelligent, husker jeg. Nu er det som om, du opfatter dig som månen, der låner sit lys fra solen, og som om du foretrækker det, fordi solen er for provokerende. I det lys kan du ikke se, hvor dit spor fører hen. Men du har jo købt præmissen, at være modstander af modstand, hvordan du så end kan få det til at rime. Nå men, god bedring. Jeg må videre.”

Noget for noget.

Er du der, fordi jeg ser dig,
eller ser jeg dig, fordi du er der?

Er alt relativt, er udsagnet:
“Alt er relativt”
også relativt og ender som
en kulsyreboble på næsen.

Alt er, ved nærmere eftertanke,
både noget og ingenting.

Og det er da altid noget.

Skærpiberens sang.

De to skærpibere var i fuld gang med frokosten, som bestod af små snegle og alger, der holdt hus på molerne. Mange af dem måtte opleve hus forbi, når de blev revet ud af deres daglige forehavender og pludselig befandt sig i et skærpibernæb.

”Det var så det,” tænkte en lille snegl, mens den forsvandt ned i en skærpibermave. ”Alt får en ende, men nu får vi se, om der er et andet liv efter dette. Egentlig lidt spændende.” Andre fik ikke tænkt sådanne tanker, fordi deres endeligt kom for pludseligt, men oplevelsen var den samme.

Pludselig slog en kæmpebølge ind over molen, og den ene skærpiber blev revet med og forsvandt som dug for solen.

”Av for den,” udbrød den anden. ”Det var atter en menneskeskabt katastrofe. Deres skibe laver uregelmæssigheder i bølgerne, og de er vanskelige at forudse. Når menneskene griber ind i naturens orden, kan man ikke nøjes med at stole på vind og vejr. Der følger altid noget uforudset i kølvandet af deres gerninger.”

En enlig svane slog ned på vandet tæt ved molen. ”Sikke en prægtig fugl,” tænkte den overlevende skærpiber. ”Den kommer nok for at trøste mig.” Den kunne ikke vriste blikket fra den fornemme fugl, som så ud til at være af kongelig byrd.

”Må jeg byde Deres Højhed på en svanebajer?” Ikke at den havde en kasse øl i reserve, men den syntes det lød godt, og hvad bød man ellers uventede svaner i sorgens stund?”

”Tak som byder.” Svanen nikkede smukt. ”Men det hedder da vist en svalebajer ikkesandt?”

”Joh, jeg syntes bare det lød forkert i denne sammenhæng, og jeg vil nødigt fornærme Dem, nu De er så elskværdig at komme for at trøste mig. Er de Ham som skal komme? Min verden er jo gået under.”

”Jeg er i hvert fald kommet. Jeg kredser lidt rundt for at finde det helt rigtige sted at fejre vinter. Og måske fryser vandet ikke til her tæt ved molen, kunne jeg forestille mig. Der er jo ikke forår mere, og jeg må indrømme, jeg savner tiden, hvor man sang skærsliberens forårssang.”

”Så vil jeg synge skærpiberens svanesang,” udbrød skærpiberen befippet.

Den kendte slet ikke en sådan sang, men dens sørgmodige tilstand taget i betragtning, var det da et smukt og velment, om end ikke velovervejet, tilbud.

"God morgen frue."

”Tidligt oppe i dag. Pænt vejr til årstiden.”

”Ja, bare man er klædt rigtigt på, er der næsten aldrig noget i vejen med vejret.”

”Du ser ikke ud til at være mæt af dage, selv om vinteren står for døren. De fleste blomster har da givet op for i år.”

”Jeg giver aldrig op. Jeg holder altid fanen højt, og lige nu er jeg da helt benovet over alle de moderigtige klude, jeg får smidt i hovedet. I de gængse efterårsfarver. Og jeg er aldrig ensom her, for biler, knallerter og cykler suser forbi hele tiden, ja og så er der selvfølgelig en del fodgængere som dig. Og du giver dig tid til en lille snak. Så kan det næsten ikke blive bedre.”

”Jeg tænkte på, at det er fantastisk, så godt du ser ud. Al den trafik-os. Hvordan kan du holde den ud. Man skulle tro, den gjorde dig syg.”

”Tværtimod. Det betyder vel, at mange af de ting, som kunne skade mig, bliver slået ihjel, før de får held med deres forehavender. Jeg ved det ikke, men jeg opfatter alt som næring, som gaver, og det holder stress borte. Herfra kan jeg se over til bageren og lidt højere oppe på bakken er der en del butikker. Jeg hygger mig meget med at gætte, hvor den eller den er på vej hen, og jeg ved ikke, om jeg gætter rigtigt. Men det er også ligegyldigt. Det giver god koncentration, og hjælper mig til at holde fokus, så bekymringer om før, nu og fremover ikke spærrer for alle de opdateringer universet tilbyder. Kører der for mange programmer på samme tid, går der kuk i den.”

”Det lyder da godt, og det er skønt, du kan se så livsglad ud, selv om nisseøllene allerede er på tilbud. Forhåbentlig ses vi igen inden jul.”

”Tak, ja måske tager jeg nytåret med. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg plejer at lukke ned, eller om jeg i det hele taget lukker ned. Det bekymrer jeg mig heller ikke om, og det holder mig vist på dupperne, på duppeditterne eller dibbedudderne. Doobidoobidoo, bip, bip, doobidib. Hej, nu fik jeg lige et flip. Jeg er vist i gang med at skrive og komponere en sang. Så nu vil jeg fokusere på den, indtil den sidder lige i øjet og hænger i øret. Hej, hej.”