onsdag den 11. november 2015

Tilskikkelser.


Mange af de blomster der giver liv i stuerne kommer fra gartnerier. En god del har dog rod i haver, og nogle har trådt deres barnesko i grøftekanter, skove eller andre steder.
Blomster trives bedst, og længst tid, hvor de fødes. Skærer man dem over og sætter dem i vaser, bliver nogle benovede, mens andre bliver frustrerede og dør, før de er ”mætte af dage.”
Roserne lå på bordet. De havde ingen erindring om nogen som helst fortid, for deres korttidshukommelse var ikke noget at skrive hjem om. Inderst inde var der dog noget som murrede, men det var ganske uklart, og de var tilbøjelige til at vurdere det som noget, der sikkert havde et eller andet fint navn.
”Vi er vist adelige,” tænkte de. ”Tænk at nogle må stå ude både dag og nat og dele sol og vind lige samt være afhængige af regn.”
For roser prøver altid at se det gode og positive i enhver af livets tilskikkelser, også selv om de er afskåret fra at kende deres fortid. Eller måske netop derfor.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar