Nu for tiden.

Kan tiden gå i flere stykker?
Man siger jo: ”Et stykke tid.”
Humper den omkring på krykker,
så længe den er invalid?

Tiden spildes, godt og vel,
når bare den skal slås ihjel.
Nogle sætter tid i banken,
når ”tid er penge” styrer tanken.

Tiden løber eller går
heler måske alle sår.
Men lige nu står tiden stille,
og Sisyfos la’r stenen trille.

Øjet i hånden.

Fortryllende female Femine
forsagede ”storm og blæst”
tog tag i Pegasus’ grime
den smukke bevingede hest.
De fløj over marker og enge
fløj både nat og dag
stormene var strenge
men skulle dog rides af.

Femine og hestens vinger
kan ingen få øje på
lønligt de uskik betvinger
og skærmer store og små.
For øjet i hånden våger
det blunder ikke engang
mens stormenes fråde koger
og raser mod frihedens sang.

Kram eller knus.

”Måske er den under ottomanen.” Andresen ledte febrilsk nu, for kramkisten var ikke, hvor han mente, den burde være, og Dagmar var i nærheden. Når hun var nær nok, skulle hun have et gedigent kram, og var han heldig, ville han score et af hendes dugvåde kys til gengæld.

”Mit hjerte er i fare,” tænkte han. ”Åh Dagmar, åh Dagmar, vil du være min?” Han smagte på ordene og spekulerede på, om han turde sige dem, men først ville han forsyne sig med kram fra kisten, så der var nok at tage og give af.

Siden Andresen havde smagt Dagmars hjemmebagte tærte, havde han bagt på hende. ”Hvis hun vil være min, vil jeg være hendes, og jeg vil forære hende verdens fineste ovn i bryllupsgave. Så bliver det ikke bedre.”

Men kramkisten ville ikke findes lige nu, så Andresen besluttede at skrive et digt til hende i stedet. Han ville knæle, mens han fremsagde det og slå ud med venstre arm.

Ӂh Dagmar, mit hjerte er i fare,

ja, næsten mere end jeg kan klare.

Vil du skænke mig dit Dagmarhjerte,

jeg forguder jo din Dagmartærte.”

Andresen smilede indvendigt, og hans hjerte bankede.

”Jeg når ikke at finde kramkisten, men vil hun modtage min gunst, vil jeg give hende et knus i stedet samt en buket dugvåde roser. Så går der ikke kage i det.”

Bladdød.

Engang var der tre hovedaviser i Aalborg. Da de havde deres storhedstid, betalte de annonceprovision til reklamebureauerne. Det blev de trætte af og stoppede for at skære endnu større stykker af annoncekagen selv. Det var ikke reklamebureauernes kop te, og så blev annoncerne rykket ind i ugeaviser, på TV og på de sociale medier, og mange af de dagblade, som før levede fedt og godt, sammen med reklamebureauerne, udstødte kvalfulde suk, drejede nøglerne og døde.

Skyformationerne bekymrer sig ikke om bladdød og ændrede forretningsvilkår, men tårner sig efterårsagtigt op, som de har vænnet sig til, når tiden er til det, og aftensolen maler generøst med storslåede farver. Selv om man har set det hele før, bliver man aldrig træt af disse scenarier. De er velkendte og alligevel nye. Der er både vemod og forjættelse i dem, som om vinden lønligt hvisker om tabte horisonter.

Men livet går sin gang, der reklameres allerede for julefrokoster, og nisseøl er på tilbud. Masser af blade har mistet taget i deres tidligere, storslåede livsførelse, og nu sangfuglene er trukket sydover, orker de ikke mere, men lægger sig fladt ned og bliver kompost.

Noter fra efterårs-blade.

Menneskeheden udarter, hvis den ikke har en åndelig tro på noget guddommeligt.

Mange mennesker skaber dog Gud i deres eget billede!

De største videnskabsmænd, der repræsenterer det højere udviklede menneske, har opdaget, at der er liv overalt og at det er tilstede i hvert eneste atom i hele universet. De forestiller sig Gud som denne uendelige kraft og livsstrøm helt uden egocentriske klistermærker. De som gør sig til talsmænd for Guds vilje og behov og pålægger folk ritualer og pligter for at  smigre  Ham, bør man vende ryggen så hurtigt som muligt. De ville gøre mindre skade, hvis de holdt deres kæft og forsøgte at holde deres egen sti ren i stedet.

Når mennesket har lært at bygge en stille kirke i sit eget hjerte og være sin egen præst, har religionen opfyldt sin egentlige hensigt.

Når den tid kommer, da mennesket ikke længere ønsker at blive ved med at være barn, men føler trang til at blive voksen, må det forstå sig selv og hverken bedrage sig selv eller andre. Så vil det indse, at Gud ikke skal søges i nogen bestemt form – men i alle former, ikke på noget bestemt sted – men overalt, og ikke gennem nogen enkelt formidler, tro, kultus, religion, bygning eller menneske – men i det uendelige.

Alt andet er kun ens forestilling om Gud. Ens fantasibillede og ikke Gud eller virkeligheden.

Forår i november.

Marts – eller aprilsvinden smyger sig om kinderne, jakker knappes op, og handsker stikkes i sidelommer. Sommeren udeblev næsten i år, men efteråret kompenserer for den. Det må være forklaringen. Sol og vind bør fordeles lige, og på denne måde kan man vel spore lidt retfærdighed fra meteorologernes side.

Flora og fauna, som ikke plejer at feriere eller slå sig ned her, har nu fundet vej.  Noget vil berige naturen, mens andet er invasivt.

Den slags ved man ikke altid på forhånd. Lidt surrealistisk kan det føles, men det, som er surrealistisk i dag, vurderes måske som realistisk i morgen. 

Vandgang.

Hunden stejlede, da den fik øje på en vertikal søhest
med butterfly der, oven i købet, trådte vande,
mens hundestejlerne foretrak at svømme horisontalt
det meste af tiden, somme tider dog lidt op og ned,
og så så det ud, som om de nikkede.

Hunden stod længe på bredden og gøede smilende.
Søhesten var lykkelig for ‘sommerfuglen’,
han havde fået på halsen. Mon ikke den klarer pynten,
tænkte han, for den er sat på med tang.
Endvidere har den ikke kostet mig en rød reje.