Kram eller knus.

”Måske er den under ottomanen.” Andresen ledte febrilsk nu, for kramkisten var ikke, hvor han mente, den burde være, og Dagmar var i nærheden. Når hun var nær nok, skulle hun have et gedigent kram, og var han heldig, ville han score et af hendes dugvåde kys til gengæld.

”Mit hjerte er i fare,” tænkte han. ”Åh Dagmar, åh Dagmar, vil du være min?” Han smagte på ordene og spekulerede på, om han turde sige dem, men først ville han forsyne sig med kram fra kisten, så der var nok at tage og give af.

Siden Andresen havde smagt Dagmars hjemmebagte tærte, havde han bagt på hende. ”Hvis hun vil være min, vil jeg være hendes, og jeg vil forære hende verdens fineste ovn i bryllupsgave. Så bliver det ikke bedre.”

Men kramkisten ville ikke findes lige nu, så Andresen besluttede at skrive et digt til hende i stedet. Han ville knæle, mens han fremsagde det og slå ud med venstre arm.

Ӂh Dagmar, mit hjerte er i fare,

ja, næsten mere end jeg kan klare.

Vil du skænke mig dit Dagmarhjerte,

jeg forguder jo din Dagmartærte.”

Andresen smilede indvendigt, og hans hjerte bankede.

”Jeg når ikke at finde kramkisten, men vil hun modtage min gunst, vil jeg give hende et knus i stedet samt en buket dugvåde roser. Så går der ikke kage i det.”