søndag den 15. november 2015

Bladdød.


Engang var der tre hovedaviser i Aalborg. Da de havde deres storhedstid, betalte de annonceprovision til reklamebureauerne. Det blev de trætte af og stoppede for at skære endnu større stykker af annoncekagen selv. Det var ikke reklamebureauernes kop te, og så blev annoncerne rykket ind i ugeaviser, på TV og på de sociale medier, og mange af de dagblade, som før levede fedt og godt, sammen med reklamebureauerne, udstødte kvalfulde suk, drejede nøglerne og døde.
Skyformationerne bekymrer sig ikke om bladdød og ændrede forretningsvilkår, men tårner sig efterårsagtigt op, som de har vænnet sig til, når tiden er til det, og aftensolen maler generøst med storslåede farver. Selv om man har set det hele før, bliver man aldrig træt af disse scenarier. De er velkendte og alligevel nye. Der er både vemod og forjættelse i dem, som om vinden lønligt hvisker om tabte horisonter.
Men livet går sin gang, der reklameres allerede for julefrokoster, og nisseøl er på tilbud. Masser af blade har mistet taget i deres tidligere, storslåede livsførelse, og nu sangfuglene er trukket sydover, orker de ikke mere, men lægger sig fladt ned og bliver kompost.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar