Brænding.

Når skummet sprøjter fra toppen af havets bølger, mens de danser rytmisk og selvhævdende, tænker man måske ikke over, at det man ser, blot er havets overfladiske temperament og ikke hele dets væsen. Havet har også dybde.

Længst ude og dybest nede er det i ro. Det mediterer. Der er stor forskel på dets dynamiske aktiviteter på overfladen og dets statiske væren i dybet. Som et legebarn i forhold til en vismand.

Havet selv føler sig som ét væsen og tænker ikke over disse tilsyneladende forskelle, som fortryller sanserne.

Julecider.

”Jeg er ved at brygge julecider.” Nissens små hænder arbejdede målbevidst og energisk. ”Nisseøl er godt, men min julecider er bedre.”

”At du kan.” Fie betragtede ham beundrende. ”Hvordan ved du, hvad der skal i?”

”Jeg føler mig frem.” Nissen så vigtig ud. ”Jeg har det på fornemmeren. Den bliver ikke helt ens hver gang, for jeg kan aldrig huske opskriften. Kun det grundlæggende. Men hvis jeg ikke tilføjer lidt ”føler mig frem,” bliver den trist.”

”Sikken masse ting du har samlet i skoven.”

”Ja, der skal hakkede grangrene i, rød og grøn fluesvamp, gæret mos, grankoglefrø, knust bøgebark og pressede bær fra misteltenen. I år vil jeg ”føle mig frem” med kandiseret kærlighed og stødt julestemning. Det giver sikkert det sidste uden alt for meget føleri, hvis du forstår, hvad jeg mener. For ingen må føle sig stødt. Det hele kommer i en vinballon, som placeres langt inde i den forladte rævegrav, og efter cirkus fjorten dage og nætter, bliver det siet i min vadmelsvest. Så mangler det bare at blive klaret, og jeg har et par flasker opklaring, jeg samlede mellem de to sidste gråvejrsperioder.”

”Hvordan får du brus i og skum på, for det plejer der at være?”

”Det kommer fra havet. Jeg henter det mellem Saltum og Skagen, når stormene raser om efteråret. Det tager altid nogle dage, fordi jeg samtidig besøger klitnisserne der. Og jeg kan ikke besøge dem uden at smage grundigt på deres Vesterhavsbrænding, fordi jeg ikke vil såre dem. Den er de gevaldigt stolte af. Men min julecider siger dem ikke noget. Den passer ikke til tørrede isinger, siger de. Og det tror jeg, de har ret i.”

At mangle.

Er et manglebræt beregnet til at fremtrylle mangler med, hvis man har for meget? Meyer prøvede at forklare, hvad man brugte et sådant til i et afsnit af Huset på Christianshavn.

Han gjorde nogle usikre bevægelser med hænderne, lidt skråt op og ned og sagde, at det vist var cirka sådan, man manglede. Det blev man ikke klogere af.

En december-fredag i supermarkedet, hvor jeg var på indkøb, fordi jeg blandt andet ”manglede” nogle nisseøl, mødte jeg et ægtepar, som havde fyldt deres indkøbsvogn, så den bogstaveligt bugnede, og man kunne tydeligt se, at julen atter stod for døren: Marcipan, nisseøl, citronvand, vin, æsker med brunkager, juleservietter, en pæn dynge kamstege som var ugens tilbud, toiletpapir, køkkenruller, medisterpøle, nogle hele spegepølser, rødkål, grønlangkålsboller og flere glas små kartofler som skulle brunes på panden, klædt i sukker eller sirup, samt flere ting som ikke umiddelbart lod sig identificere. Jeg kendte manden fra tidligere arbejdsrelationer, så det var naturligt at stoppe op og hilse på.

Han holdt godt fast i sin overfyldte vogn med den ene hånd, tørrede sig over panden med bagsiden af den anden og sagde, i et bebrejdende tonefald mens han hans blik fejede hen over den store kundemængde og den forestående, uendeligt lange, kassekø:

”Som folk dog køber ind. Man skulle tro, der var hungersnød.”

(Et manglebræt brugte man bl. a. til at rulle tøj med i gamle dage).

Julemurren.

Benjamin og Lotte gik søndagstur, hånd i hånd, i Skalskoven. Her var muligt at finde lidt læ for den friske storm, som gik over Limfjordens vande og fik bølgerne til at gå højt. Det var ikke til at holde balancen ved havnen, for stormen kom i voldsomme ryk, der var umulige at forudberegne. Ellers plejede de at samle appetit til eftermiddagskaffen her.

”Jeg kan høre, duerne kurrer,” sagde Lotte. ”Det er nok fordi, vi stadig har plusgrader, og så tror de, det er forår.”

”Det er ikke kurren,” svarede Benjamin. ”Det er murren. Skalnisserne kan ikke blive enige om, hvorvidt de skal stemme ja eller nej.”

”Stemningen er da overstået.” Lotte kiggede bedrevidende på Benjamin. ”Og det blev et ret klart ja.”

”Nej, det har ikke noget med vaccination mod Corona at gøre. De er blevet inviteret til at holde jul i Sebbersund i år, og du ved sikkert, hvor patriotiske de er. Nogle er også stadig sure over, at privatbanen blev nedlagt, så hvis der bliver snestorm, er det ikke til at komme hjem til Skalskoven igen og sove julen ud, påstår de.”

”Hvorfor skulle de holde jul i Sebber, når Skalskoven har så meget at byde på? Her tænker jeg også på grankogler, mos og bark til juledekorationer. Og så er det så kønt med den grønne beplantning, man skriver Nibe med på skråningen.”

”I Sebbersund har de jo Sankt Nikolaj Bjerg. Den bette bakke der ligger med udsigt over Bredningen mod kirken og Sebberkloster. De påstår, den står på gloende pæle juleaften, og hvem kan konkurrere med det? Der bliver holdt et gevaldigt nissejulebal her denne aften, og det siges, at det er noget, de har hjerte til og forstand på. Der er altid rigeligt af alt, og det er ikke bare nisseøl, der bliver serveret i glassene.”

”Nåja, så Skal-skalikke er altså murren og ikke kurren, kan jeg forstå. Godt vi skal holde jul i Skalleup Klit i år. Så kan det storme, hagle, sne eller regne, for vi bliver der julen over. Det er sikkert ikke helt hen i skoven. Og jeg har læst et sted, at der også findes Klitnisser. De skulle servere deres egen stærke Vesterhavsbrænding til julemaden. Og man skulle også sove herligt deroppe, for de stopper marehalm i madrasserne. Så kan Skalnisserne kævles om, hvorvidt de vil holde jul i Sebbersund eller i Skalskoven. Hvis vejen bliver lukket af sne, kan de da sejle hele vejen op til Bredningen, så hvidt jeg ved.”

/J.W.

The Miracle

She wrapped the long, woolen scarf around her neck several times, and with her free hand moving it around in the face, where needed and feeling good. The wind was biting cold, freezing the cheeks and nose, but in this way she constantly compensated for that. With the other hand she had a firm grip on the dog leash handle. It was a bit difficult holding the handle right, wearing big lambskin lined mittens, so she often had to check if everything was in order.

Now Frau Holles and Mother Huldas duvets get a proper shake, she thought with a smile, remembering the fairy tales being read to her as a child. Then she suddenly realized that the dog didn’t pull the leash as much as usual. Nothing indicated, however, that anything was wrong – apart from snow everywhere. She squinted as much as possible without completely shutting out all light, in order not to loose her bearings. The snow flakes were intrusive, and it felt as if they arrived from both east and west, south and north, from beneath and above.

It had been dark for some hours, and even though the snow lightened up a bit, it was troublesome finding the way. Also because it was impossible keeping the eyes open more than a second at a time. In a situation like this you could claim that heaven and earth had merged, and now she had the feeling of walking around, lost in thought for so long, that she also might had lost her bearings.

Suddenly everything offering her a sense of footing dissapeared, and she slid into a void of no resistance. She felt the dizzying pace, but had no clue of up and down… or both ways at the same time. After a few seconds she found herself in a very quiet place with a solid ground of some sort under her feet. Her hand still holding the dog leash, and the dog being there too. It felt a bit lost, but soon started to investigate the new surroundings with an eagerly vibrating nose.

The place had no landscape, nor a sky. Neither did it feel as if they were inside a building. Everthing just felt inexplicable… and safe. She tried to make sense of it, looked a bit cautiously around, then spotting two old ladies watching her with a smile, as if they had expected her to notice them.

¨I am Mother Hulda,¨ one of them said, ¨and I am Frau Holle,¨ the other lady continued. And then they told that they wanted to show her, how the fierce snowy weather had arisen on earth, and that the fairy tales she heard as a child had more to them…

¨You went for a walk with your dog in the glorious snowy weather, and we sensed your thoughts, being both pure and loving. Then we made a small HH-break.You will experience a thing like this as magic or might even a miracle. You can call it whatever you want. We cannot reveal to you how we do it, but you see… when we shake our duvets, it starts snowing on earth. Frau Holle is up in the clouds making snowy weather, whilst I am far beyond the ground. Still we can be together, and you would not be able to understand this, as it makes no sense in your brain. Anyway, when we snow at the same time, things start to happen on earth, and you might have noticed that the snow flakes come from both beneath and above – not to mention from all sides.¨

Then they clapped their hands, and a lot of elves and fairies shook and shook the ladies duvets with great delight. At the same time they took the opportunity of exercising some tremendous pillow fights, all helping to maintain the snowy weather on earth.

¨ But time has almost expired. Please join us in our Wunder-bar and enjoy a glass of hot mulled wine, which we made from the lovely bottles of elderberries, sent by Eldermom. Afterwards we miracle you back to your dog walk again, just as fast as you arrived here. You just turn sharply to the right, and you are home.¨

Skiftetøj.

Grøn var vårens hæk
ungdommelig og kæk
lyste smukt i solen
kredsede om skolen.

Efterårets fugletræk
trak en hel del fugle væk.
Hækken skifted’ kjole
ved den gamle skole.

Brun er julens hæk
nu med vinterdæk.

Nye miniaturer i olie. The latest 30 new.