Once in a while.

¨What is the meaning of life¨ a small Bellis said to a somewhat larger Bellis standing nearby. Actually they stood so close that it could feel embarrassing if they were both beeing sensitive- needing to be themselves once in a while.

¨And what is the point of asking¨ the slightly larger Bellis said.

¨I don’t mean to be intrusive, but do you never think of where we come from, and where we are going to… just for a moment once in a while?¨

¨Nope, because I go nowhere, and as far as I know I have always been, where I am now. This is my “standpoint”, and I enjoy every moment. You young flowers think such strange thoughts because you are rootless! But … I have heard a little … from Daisy, a Bellis who is not around here anymore. She was brutally snatched by a cow’s mouth, leaving only a quarter of her stalk back.¨

¨What did she tell,¨ the little Bellis eagerly asked?

¨That originally we were stars. Try to look up at the night sky, if you can stay awake. There you will see thousands of joyous stars looking like us. We are regularly sent to earth as shooting stars. Actually we belong to a very fine order called Asterales… and family, as such, is called Asteraceae.

So far, so good. However, I don’t want to assume anything from out of the blue, but would rather say: It serves us best to stay on the ground. But of course I have, so to speak, both feet firmly planted in the soil and don’t like spreading rumors.¨

The small Bellis dreamingly replied: ¨Right now I want to be merged into one of the garlands, elf maidens are carrying. Surely it must be much finer than to end my days in a cow stomach.¨

"Kludretæppe."

Man væver og man knytter,

man taber tråden tit,

får gode råd og lytter,

men holder fast på sit.

Der bliver mange huller,

de dækkes så med lapper,

på gulvet ligger fnuller

og huller uden knapper.

Væven har sin egen vej

er ikke til at bakse,

så prøver man med andet grej,

med nåle, lim og sakse.

Stoffet som man kludrer med

bli’r til et ‘kludretæppe’,

selv om man bli’r ved og ved,

til andet bli’r det næppe.

Man væved’ og man knytted’,

en kåbe det sku’ være,

man skulle nok ha’ lytted’,

nu må man lapper bære.

‘Kludretæppet’ har dog sjæl,

og varmen kan man holde,

helt frem til næste milepæl,

før fødderne bli’r kolde.

Olie på masonit. 16 x 21 cm.

Olie på lærred. 80 x 60 cm.

Olie på masonit. 16 x 21 cm.

Olie på masonit. 21 x 16 cm.

Jo vist har man da haft kat.

Fire katte i alt. Ikke på én gang men i løbet af godt fyrre år. Dette indlæg handler dog kun om den ene af dem, selvom de alle har været noget ganske særligt på hver sin måde.

Det startede med en lille bog. Forfatterens navn stod på forsiden: Lobsang Rampa, og titlen var: Mit liv med Lamaen.

Jeg vil starte med at citere lidt fra bagsiden af omslaget. Det var denne introduktionsoversigt som vakte min nysgerrighed: ¨Mit liv med lamaen¨ er Lobsang Rampas beretning om sine mystiske samtaler med katten mrs. Fifi Gråskæg. Det begyndte således:

Du må være vanvittig, Feef, sagde lamaen. Hvem ville tro på, at du har skrevet en bog? Han smilede til mig og gnubbede mig under hagen, på den måde jeg allerbedst kan lide det, før han gik ud af værelset for at ordne et eller andet.

Jeg sad og tænkte over det. – Hvorfor skulle jeg ikke kunne skrive en bog? Ganske vist er jeg en kat, men nogen almindelig kat er jeg ikke. Åh nej! Jeg er en siamesisk kat, som er vidt berejst og som har set meget. Ganske vist er jeg blind nu, og må støtte mig til lamaen og Lady Ku’ei for at kunne finde rundt. Men jeg har da mine minder…..

Efter at have læst bogen, stod en siameserkat øverst på ønskelisten. Kort tid efter flyttede en killing ind i vort hjem, og det var en helt ny oplevelse, for siamesere er anderledes end andre katte. Dens yndlingsplads var på min skulder, hvor den lå som en varm nakkestøtte. Sad man ved et bord, hoppede den op og ville gnubbe næse mod kind. Vi opkaldte den efter katten i bogen, og den accepterede navnet, Feef.

Efter nogen tid begyndte jeg at lave freelance arbejde hjemmefra. Det viste sig hurtigt, at jeg blev nødt til at sidde i en stue for mig selv, fordi Feef ville ligge på bordet oven i alle skitserne, og det gik ikke. Deadlines skulle jo overholdes m.m..

Efter denne omvæltning i vore vaner, trak hun sig ind i sig selv, lagde sig lige så stille på sit tæppe, kiggede vemodigt på én og blev mere og mere fjern. Til sidst var hun for stille, og blev hurtigt bragt til dyrlægen. Han sagde, at hun var død, så vi måtte sørgende og hjælpeløse efterlade hende der. Det tog meget lang tid at komme sig så meget over det, at hverdagen kunne blive nogenlunde normal igen.

Jeg sagde til min kone: Feef blev så ked af ikke at kunne ligge på min skulder altid, at hun lagde sig til at dø.

Jeg tror nu nærmere, det var kattesyge, der ramte hende, svarede hun.

Og sådan forholdt det sig jo nok.