Jo vist har man da haft kat.

Fire katte i alt. Ikke på én gang men i løbet af godt fyrre år. Dette indlæg handler dog kun om den ene af dem, selvom de alle har været noget ganske særligt på hver sin måde.

Det startede med en lille bog. Forfatterens navn stod på forsiden: Lobsang Rampa, og titlen var: Mit liv med Lamaen.

Jeg vil starte med at citere lidt fra bagsiden af omslaget. Det var denne introduktionsoversigt som vakte min nysgerrighed: ¨Mit liv med lamaen¨ er Lobsang Rampas beretning om sine mystiske samtaler med katten mrs. Fifi Gråskæg. Det begyndte således:

Du må være vanvittig, Feef, sagde lamaen. Hvem ville tro på, at du har skrevet en bog? Han smilede til mig og gnubbede mig under hagen, på den måde jeg allerbedst kan lide det, før han gik ud af værelset for at ordne et eller andet.

Jeg sad og tænkte over det. – Hvorfor skulle jeg ikke kunne skrive en bog? Ganske vist er jeg en kat, men nogen almindelig kat er jeg ikke. Åh nej! Jeg er en siamesisk kat, som er vidt berejst og som har set meget. Ganske vist er jeg blind nu, og må støtte mig til lamaen og Lady Ku’ei for at kunne finde rundt. Men jeg har da mine minder…..

Efter at have læst bogen, stod en siameserkat øverst på ønskelisten. Kort tid efter flyttede en killing ind i vort hjem, og det var en helt ny oplevelse, for siamesere er anderledes end andre katte. Dens yndlingsplads var på min skulder, hvor den lå som en varm nakkestøtte. Sad man ved et bord, hoppede den op og ville gnubbe næse mod kind. Vi opkaldte den efter katten i bogen, og den accepterede navnet, Feef.

Efter nogen tid begyndte jeg at lave freelance arbejde hjemmefra. Det viste sig hurtigt, at jeg blev nødt til at sidde i en stue for mig selv, fordi Feef ville ligge på bordet oven i alle skitserne, og det gik ikke. Deadlines skulle jo overholdes m.m..

Efter denne omvæltning i vore vaner, trak hun sig ind i sig selv, lagde sig lige så stille på sit tæppe, kiggede vemodigt på én og blev mere og mere fjern. Til sidst var hun for stille, og blev hurtigt bragt til dyrlægen. Han sagde, at hun var død, så vi måtte sørgende og hjælpeløse efterlade hende der. Det tog meget lang tid at komme sig så meget over det, at hverdagen kunne blive nogenlunde normal igen.

Jeg sagde til min kone: Feef blev så ked af ikke at kunne ligge på min skulder altid, at hun lagde sig til at dø.

Jeg tror nu nærmere, det var kattesyge, der ramte hende, svarede hun.

Og sådan forholdt det sig jo nok.