KUJER FRA BROEN

 

  Mange aner ikke, hvad en kuje er for en fisk. Er man vokset op ved Limfjorden, ved man det, for så har man sikkert spist mange af dem. I 1950´erne var de almindelige hos fiskehandleren og på spisebordet, men hvor mon de er blevet af?

  De hedder i virkeligheden ålekvabber, så navnet ”kuje” er vel dialekt.

  Fra den gamle bro i Sebbersund, den med de røde jerngelændere, fangede drengene dem med snøre, og de lokale fiskere fik også mange i deres ruser sammen med skrubber. Gode, kødfulde Limfjordsskrubber, som man næsten heller ikke ser mere. Jeg har spurgt fiskehandleren, som siger, man kan få havskrubber, men dem er der ikke så meget bid i.

  Når der var dis med lidt småregn, bed kujerne på drengenes snører, som bier om en honningkrukke, og en god søndags fangst kunne godt summe sig op til over hundrede, og så havde drengene leveret middagsmaden, som mange husker, når man eksempelvis nævner kogte kujer med sur-sød sovs og kartofler.

  Inden man begyndte på ”Realen” i Nibe, kendte man allerede en del Nibenitter, som havde cyklet de fem kilometer for at fange kujer, og i sæsonen hornfisk, fra den gamle, legendariske bro.

  Når man ville fange kujer, blev snørerne sænket ned på bunden af fjorden ved hjælp af blylodder, og her kunne godt være mange kroge ad gangen. Ikke sjældent kunne man fange fem-seks kujer på én gang.

  Hornfisk fangede man med snøre, der var forsynede med prop, for her blev maddingen, med skjult krog, kun sænket en meters penge ned, og her brugte man så fiskestang. I de fleste tilfælde var maddingen regnorme eller krabbekød. Krabben blev knust med en hæl, og så var maddingen klar til krogene.

  Broen er, som bekendt, væk nu. Det er kujerne også, og de fleste skrubber har søgt andre levesteder. Ålene, som næsten kun blev fanget i ruser, gad heller ikke mere, så stegte ål hos bageren og kroen er en saga blot. Det der hedder Sølyst nu er bygget på minderne om det velfungerende bageri med tilhørende pavillon, men fjorden har dog holdt stand, og nogle få fritidsfiskere kan i ny og næ hive en lille portion fisk hjem.

 /J.W.

Portrætter.

 Olie på lærred. 18 x 24 cm.

Olie på lærred. 22 x 28 cm. incl. ramme.

 

Dette maleri har vakt en del opmærksomhed. Her med ramme.

 "Leon."  Olie/masonit. 16 x 21 cm. foruden ramme.

SEKSTEN

 

  ”Han trådte cyklens pedaler med en lethed, som svarede til den fine forsommerstemning, han svævede i. Skjorten var knappet op og duvede i den lune vind. På bagagebæreren sad hun sideværts, som damerne sad på heste i gamle dage.

  Hun havde lagt hovedet mod hans ryg, og armene om hans bryst, under skjorten. Det var rart for dem begge, og turen gik som smurt, men var alt for hurtigt overstået.”

    Disse erindringer fulgte med i auraen af den buket, han rakte sin kone, som sad i gyngestolen med en plaid over benene, mens hun skævede skælmsk over læsebrillerne og lagde broderiet sirligt til side. Han så hende stadig, som den sekstenårige pige bag på hans cykel. For ham havde hun ikke forandret sig, selv om omstændigheder selvfølgelig havde.

 

/J.W.

 

OM SUNDHED

Generel udmelding fra sundhedsvæsnet sammenholdt med politisk indfaldsvinkel.

(1): Mænd er ikke flinke til at gå til læge, fordi de vurderer eventuelle symptomer på det ene eller det andet som ikke værende noget særligt.

Hvis de gik oftere til læge, ville samfundet spare penge, fordi behandlinger som kommer (for) sent i gang, er meget dyrere end behandlinger af de første stadier af en sygdom, da der er meget større chancer for hurtig helbredelse ved tidlig indgriben.

Så mænd bør gå oftere til læge i stedet for at gå og gemme på det.

(2): Der bør indføres brugerbetaling ved lægebesøg, fordi folk så forhåbentlig ikke render lægerne på dørene, men tænker sig om først og kun kommer, når der er noget væsentligt i vejen med helbredet. Det vil spare samfundet for store udgifter.

... Disse to udmeldinger kolliderer vist, og er udtryk for forskellige holdninger til, hvordan man bedst sparer penge inden for sundhedsvæsenet.

/J.W.

Vor Gud han/hun er så fast en borg…

Han- eller hunkøn? Himmelråbende spørgsmål, som om Gud er et menneske. Jesus var et menneske, og han udtalte de berømte ord: ”Jeg og Faderen er ét.”

Men metaforer skal ikke tages bogstaveligt, for så misforstås hensigten.

Siger man han om Gud, følger man en tradition, som ikke går ind i kønsproblematikken. Begynder man at sige hun eller hende om Gud, gå man ind i nogle detaljer, som krypterer enhver forståelse. De fleste oplyste religioner omtaler Gud som værende upersonlig, tidløs, og uden begrænsninger.

Sprog er ikke uden begrænsninger. Man kan godt kommunikere malerisk og poetisk, men for at forstå det, må man have sans for det. Musik er også et sprog, som siger de fleste forskellige ting, men er ikke eksakt definerende.

Det udtalte sprog, i sin enkle form, må benytte sig af generelt forståelige ord og ordbilleder. Kun de færreste kan se ideen i at kværulere om, hvorvidt Gud er han- eller hunkøn, og beholder derfor, uden problemer, den hævdvundne udgave. Man tænker sin Gud som en formløs kraft, der ikke kan fremkaldes et konkret billede af.

/J.W.

Alle reaktioner:

 80 x 60 cm