Olie på lærred. 80 x 60 cm.

 

EN LIMFJORDSPERLE

Den fine, lille perle lå og kiggede på mørket. Det gjorde den tit, for den havde opdaget noget interessant ved det.

Den havde tænkt: ”Er mørket egentlig sort?”

Den opdagede, at mørket var noget særligt. Når perlen begyndte at tænke på noget, glemte den selve mørket et stykke tid. Den så i stedet for, kun det den tænkte på. Og den så det i naturlige farver. Den tænkte kun på smukke ting, når den tænkte.

Den kunne se nogle tågede farvepletter, når den kiggede på mørket. Den vidste godt, de kom fra den selv, men alligevel. Lukkede den øjnene og trykkede blidt på dem, så den nye ting.

”Mon de andre perler også har sådan nogle tanker,” tænkte den. Jeg er én lille perle i en kæde, hvor alle perlerne er samlede på en fin snor. De var som en familie, alle med et fint, boret hul hele vejen igennem.

Når kæden ikke blev brugt, havde perlerne fri. Så blev de lagt i en smuk æske med rødt fløjl. Det gav et lille klik, når æsken blev lukket, men man kunne ikke høre, når den blev åbnet. Når den blev åbnet strømmede lyset ind, og det fik perlerne til at føle glæde. De vidste nemlig, at de skulle pynte en hals nu. De talte altid pænt, for alle perlerne var ægte og fra ægte Limfjordsøsters.

Perlen vidste godt, hvor den var født. Den kunne ikke selv huske det, men alle perlerne havde fået fortalt om deres eventyrlige liv. Den kunne dog svagt huske den fine, let salte smag fra vandet i Limfjorden.

Når perlekæden hang om halsen på ejeren, og hun dansede, følte perlerne glæde og lykke. Også lysene, som skinnede i dem, fik det til at kildre. Det var en lykkelig tid.

Hvis bare ikke den hun dansede med havde været så uheldig, at få sin hånd indenfor hendes perlekæde, havde alt måske været godt. Men kæden gik i stykker, og perlerne blev slynget rundt omkring. De dansede og hoppede nede på gulvet, og spredtes i alle retninger. Der blev stor forvirring, og nogle forsøgte at feje perlerne sammen igen.

”Jeg er her, jeg er her, jeg er lige her,” skreg den lille perle, men ingen hørte den. Den var trillet ned i en sprække i det gamle gulv, og den blev mast mere og mere ned af trampende sko, som forsøgte at redde så mange af perlerne som muligt.

”Jeg er vist begyndt på noget helt nyt,” tænkte perlen. ”Måske er der nogen som finder mig en dag, og så tænker de nok: Nej, se en fin lille perle. Den skal bare vaskes, så bliver den lige så god som ny.”

Og det har den ganske ret i, for en ægte perle bliver ikke gammel på samme måde som mennesker. Den bliver ældre og ældre, men samtidig også finere og finere.

Så en gang bliver alt igen lige så dejligt som før.

/J.W.

KUNSTENS VEJ

De snakkede om i morgen, og de snakkede, om de dage der ville komme. I overmorgen ville nok blive bedre, end i går. Men kunne man få det at vide allerede nu? Og kunne man rutsje på regnbuen? Eller kunne den ikke holde til det?

De havde hørt, at uglen i kirkens tårn vidste besked om meget. Så de blev enige om at besøge den og spørge den om alle de ting.

Nær springvandet ved kirken havde en korsedderkop spundet et magisk net. Det så ud til, at det svævede frit i luften. Korsedderkoppen kunne også besvare mange spørgsmål. Men man skulle spørge på en særlig måde for at få svar. Uglen vidste hvordan.

Tårnet var vanskeligt at komme op i. Trapperne var smalle og slidte. De knirkede meget, når man gik på dem. Men der var ingen vej udenom, for uglen forlod aldrig sin elskede rede-vase. En gave fra en kunstmaler med alpehue. Han havde altid en pensel bag det ene øre.

”Tag først en gåtur på Kunstens Vej, når der har været regnvejr. Al slags magi findes der, og gå så til korsedderkoppen,” sagde uglen. Den vidste nemlig, hvad de ville spørge om.

Der var en, der spurgte den: ”Hvem tænder regnbuen på himlen og hvem slukker den igen. Og begynder regnbuen, hvor den ender, eller ender den, hvor den begynder?”

Korsedderkoppen svarede: ”I vandpytterne, ved stjerneklar fuldmåne, spejler svarene sig. Udenfor byens tid, og efter de regler, der hører kunsten til.

/J.W.

EN LILLE NATURHISTORIE

Grøftekanten var en grøn jungle for frøerne. Kom man gående, virkede den venlig med sine mange planter og skønne blomster. At der skete meget dybt inde i denne jungle, fik man ikke øje på.

Verden var stor, for de dyr som levede her. Nogle havde vovet sig helt ud over yderkanterne, og de der var kommet levende tilbage, kunne fortælle om en mærkelig verden udenfor deres dejlige grøftekant.

Udenfor lå en motorvej, og de der kunne fortælle om den sagde, den var en ørken, hvor intet groede. En ørken med farlige uhyrer, der kom farende, og lige så hurtigt var væk igen. De kørte alt ned, de kom i nærheden af, uden at spise det, og det gav ingen mening. For grøftens beboere mente, man levede af hinanden, så var der noget at spise, blev det spist. Hvad ellers?

På den anden side lå bondemandens mark, og det var noget, man kunne forstå og snakke om. I løbet af året forandrede marken sig. Nogle gange var der plovfurer, så var der gylden kornmark, senere stubbe og så smukt snelandskab. Her kunne man godt rejse på ferie, og det var der også nogle der gjorde. Men grøftekanten var deres hjem, som de altid længtes tilbage til.

Frøen havde hængt et skilt op på nogle seje græsstrå, hvorpå der stod: ”Hjem, kære hjem.” Det var der ingen der klagede over, for ordene var rigtige. Men der var regler, man skulle overholde. Politi var der ikke brug for. Der var dog nogle store biller, som så ud som om de ejede det hele og prøvede at holde lov og orden, men det var bare sådan, det så ud til.

”Jeg tror, vores grøftekant er det bedste sted at bo i hele verden,” sagde frøen til firbenet, som sad og solede sig på det øverste af en gren, der var faldet ned fra et af de smukke træer. ”Vi kan også få en dejlig svømmetur, når vi trænger til det. Jeg plejer at hoppe op i luften, holde mig for øjnene med den ene hånd og for næsen med den anden, og så lade mig falde. Det er mega sjovt.”

”Ja, enhver har sin lyst,” svarede firbenet. ”Sådan et hop ville få mig til at tabe halen. Nej, bare jeg kan få lov at nyde solen, og så ellers smutte væk, når jeg bliver bange, er jeg tilfreds. Det holder jeg mig til. Men måske skulle du tage dit plask nu, for jeg kan se, at storken er landet, og den elsker frøer. Og så skal du nok ikke sove uden at holde det ene øje åbent.”

Set udefra skete der ingenting i grøftekanten. De smukke blomster gav dog mange mennesker lyst til at plukke en lille buket, men storkens ankomst blev en oplevelse. For storken var blevet sjælden, og blev derfor næsten set som turist, selv om dens lange, røde ben og det frøfarlige næb, passede til det smukke, gamle Danmark.

/J.W.

Narayanananda.

 Olie på karton. 35 x 30 cm.

Jul

 Hvis du er interesseret i at få bogen hjem inden jul, bestil den hos din boghandler, eller du kan du skrive: Finurlige julefortællinger i Googles søgefelt. Så kommer der forskellige tilbud frem. Den kan også bestilles hos www.mellemgaard.dk, samt lånes på Biblioteket.

FIRE VERDENSHJØRNER

Man kender betegnelsen, ”de fire verdenshjørner,” som direkte indikerer, at jorden er firkantet. Hvis, altså jorden er verden. Der er noget som hedder verdensrummet, og det er det rum, verden befinder sig i. Verdensrummet, med indhold, er også blevet kaldt firmamentet, fordi man anså det som værende fast (firm) og uforanderligt. Det kaldes det da vist stadigvæk indimellem. Men man hører også tale om andre verdener. Det kan selvfølgelig være verdensdele, der menes, eller uudforskede områder på kloden. Man kan også befinde sig i en helt anden verden, men det er jo almindeligvis en metafor. De fire verdenshjørner hører nok bare jordkloden til, når alt kommer til alt. Det udelukker dog ikke, at man kan tale om andre verdener i verdensrummet, hvis man vil nå ud i alle hjørnerne.

Men er det ikke en lidt firkantet måde at anskue jorden på, når den nu er rund? Ikke helt rund, ganske vist, og ikke rigtig rund. Men samtidig med hjørner? Overtro eller bare talemåder er det vel. Overleveringer fra en tid, hvor man anså jorden som værende flad. I denne forbindelse sagde, og siger, man: ”Flad som en pandekage,” og så ser man jorden som rund og flad for sig, for pandekager er normalt hverken firkantede eller hjerteformede, selv om de godt kunne laves sådan. Fregner kan også være flade, for ellers ville man vel ikke sige, at man ikke ejer en flad fregne. Kloden kunne også være sekskantet som en terning, og så ville der være dobbelt så mange hjørner at lege med, plus nogle kanter, og det er måske herfra man har betegnelsen, ”at runde et skarpt hjørne,” i forbindelse med visse fødselsdage.

Der er en sang som hedder ”4 verdenshjørner.” Her er et af versene:

:/: Der er fire verdenshjørner

eller også er der syv.

Det er sandt hvad jeg fortæller

eller også er det lyv :/:

Man kan løbe om hjørner med ordene ved at lege med dem. I hvert verdenshjørne ligger måske en hovedhjørnesten, pænt tilhugget af Jens Vejmand, og selv om man skulle mangle en hjørnetand, eller en hjørnegrund, kan man da godt digte og pynte lidt på begreberne. Det gør det muligt at ride på en enhjørning, og i det yderste hjørne af verden bor Gammel Nok. Hvis han da lever endnu.

Der er en bevægelse som påstår, jorden er flad. Det kan man jo se direkte, siger de. De siger også, bevægelsen har tilhængere hele kloden rundt.

Men foråret lever. Det blunder lige nu, og om ikke så mange måneder er det heldigvis lige om hjørnet igen.

/J.W.

/Mit oliemaleri skal forestille en spøgefugl.