Olie på canvas panel. 27 x 22 cm.

 

EVENTYRLIGT

På en lille ø, lige syd for Australien, gik tre unge piger med bare tæer i det fugtige, grønne græs. Solen skinnede, og fuglene sang, mens de kåde piger klippede solgule hoveder af mælkebøtter med tæerne.

”Ej se,” sagde den ene. ”En lille frø sider der på en fugtig sten og glipper med øjnene. Den har grønne ben.”

”Er det ikke det, man kalder grønne hoser?” sagde den anden.

”Jo,” sagde den tredje. ”Har I hørt, hvad der kan ske, hvis man kysser en frø?”

”Ja, da,” svarede den første. ”Jeg tror, jeg vil prøve.”

”Bvadr. Det kunne jeg ikke få mig selv til. Men har du mod på det, så for min skyld ingen alarm.”

Pigen tog forsigtigt frøen op i den ene hånd, førte den til læberne og gav den et blidt kys, hvorefter hun satte den ned igen.

”Se,” sagde den anden pige. ”Der skete jo ikke noget, der er værd at skrive hjem om. Eventyr det hele.”

”Ja, ja, men jeg har hørt, at eventyr undertiden udvikler sig over tid,” svarede hun.

Pigen, der kyssede frømanden, fik sin prins. Vel ikke det halve kongerige i tilgift, men med tiden måske det hele.

Tiden spiller sine egne puds, men eventyr ER eventyr, og såvel som tro er en gave, er tålmodighed, kærlighed og håb det også.

/J.W.

Nu med ramme. Olie på lærred.

 Lærredsmål: 30 x 30 cm.

Nu med ramme.

  Olie på lærred. Lærredsmål: 80 x 60 cm.

ALENE

Det lille franskbrød havde fine, afrundede former. Det lå helt alene på en af bagerens hylder.

”Er der slet ingen, der vil have mig? Jeg er da et dejligt brød. Jeg har de fineste birkes strøet ud over mig. Jeg ved, jeg er lækker, og jeg føler mig i god form. Og jeg er ikke engang et formbrød.”

En dame kom ind i forretningen. Hun kiggede på alle bagerens varer.

”Måske nu,” tænkte det lille brød. ”Jeg kunne godt ønske mig at komme lidt ud.”

Men damen valgte to kager, og franskbrødet følte sig skuffet.

”Jeg er altså ked af, at ingen opdager mig. Kunne jeg lave en fjernsyns-reklame, ville jeg sige: Tag mig som jeg er, og bring mig hjem. Skær mig i nogle dejlige skiver. Smør så et fint lag smør på. Læg et salatblad over smørret og et par stykker rullepølse. Eller en god skive ost. Ellers ender jeg vel bare som andemad.”

”Har du et lille franskbrød med birkes,” sagde en gammel mand pludselig til bageren.”

”Ja, der er lige ét tilbage,” svarede han.

Manden fik brødet i en brun papirspose. Den blev foldet sammen ved åbningen og et stykke tape blev sat på.

”Nu vil jeg hjem og lave kaffe,” sagde han. ”Jeg glæder mig til at smage på dette dejlige, lille brød. Farvel og ha´ en god dag.”

”Det gik jo godt,” tænkte brødet, der nu lå i sin lille sovepose.

”Så hjalp det at blive ved med at håbe. Jeg har jo god smag, og heldigvis er der nogle, der gemmer det bedste til sidst.”

/J.W.

HÆKKENFELT

Hvis man ikke havde set dem, vidste man ikke, at den grønne hæk ved fortovet, var hjem for mange gråspurve. De fløj hurtigt ind i hækken, som når man strør en stor håndfuld korn ud til hønsene.

Men Katinka vidste det. Hun så det næsten hver gang, for hun holdt øje med det. Hun var en fin kat på næsten ti år. Hun havde prøvet mange ting, og at liste lydløst var hun dygtig til. Hun kunne også være hurtig som et lyn.

Nu fløj flokken af gråspurve pludselig op fra hækken. Som en lille sky. Kun én af spurvene kom ikke med, og det var Katinkas skyld.

Snart var gråspurvene igen samlede i hækken. Så begyndte en af dem at fortælle om en spurv, der havde hoppet fra gren til gren i træet ved siden af. Højere og højere var den kommet, og til sidst var den smeltet sammen med en smuk solstråle. Siden havde den kun sunget syvsanger-sangen:

“En to tre fir’ fem seks syyyyyyyv, en to tre fir’ fem seks syyyyyyyv.”

“Kunne den så ikke hjælpe os med at holde øje med Katinka eller måske bare genne hende væk?,” var der én som spurgte.

“Den siger, at den eneste måde vi kan undgå hende på er, at fortælle hende, hun skal blive vegetar. Ellers får hun aldrig vinger.”

”Vi kunne måske også gøre som syvsangeren og hoppe op i en solstråle. Men der vil sikkert komme en ny kat, når Katinka ikke kan jage os mere. Og så må vi holde øje med den. Jeg er begyndt at øve mig på syvsangerens sang, og jeg vil jeg gøre, så meget jeg kan, for at holde Katinka væk. Det var måske ikke så dumt at blive forgyldt af en solstråle, i stedet for at blive spist af en kat. Sangen er ikke så svær at synge, hvis man øver sig en time om dagen: En to tre fir’ fem seks syyyyyyyv.

Men Katinka er altså ikke blevet vegetar endnu, skulle jeg hilse at sige.”

/J.W.

Olie på lærred. 80 x 60 cm.