Man kan undre sig, når man støder på ordet had. Nogle bruger det, som om det er noget der findes i virkeligheden. Men mange, som ikke er åndeligt retarderede, kan ikke skabe en følelse der fylder ordet ud.
Børn siger ofte: Jeg hader sur/sød sovs, jeg hader brunkål o.s.v., og jeg elsker softice, Nutella el. lign., men her er jo ikke tale om rigtig had.
Man kan godt føle en vis sympati for en forbryder, selv om man, på ingen måde, sympatiserer med forbrydelsen.
Er had det modsatte af kærlighed? Og hvis det er, hvad er så kærlighed? Kan man kun føle kærlighed, hvis man også kan føle had? Nej vel? Forelskelse er noget andet, selv om det vokser ud fra de samme rødder som kærlighed.
Er kærlighed en perfekt sommermorgen eller en blid solnedgang ledsaget af den smukkeste musik hjertet skælvende tør nærme sig?
Had er måske som universets sorte huller der opæder alt lys.
Man bør nok slet ikke forsøge at forstå had, men i stedet nøjes med at dyrke den sol der findes i hjerte og i sind. De sorte huller i universet er det klogest at holde sig langt væk fra, og de er i øvrigt heller ikke til at få øje på. Men derfor behøver man jo ikke benægte, at de eksisterer, hvilket i øvrigt ikke hjælper, hvis man kommer dem for nær.
Så kan man nemlig blive opslugt af dem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar