Mosekonebryg.

Der var en magisk belysning i Mosekonens område mellem de to mægtige riger. Man vidste, at grænsen gik her, men den var ikke klart defineret, for landskabet tillod ikke dette. Det var jo mose, og afmærkning med skilte eller lignende kunne ikke fastholdes. Landskabet forandrede sig hele tiden, og selv om det, på sin særlige måde, var meget smukt, var det også farligt at bevæge sig rundt i. Ikke så få var forsvundet, helt uden spor, og eftersøgninger var der ingen der turde påtage sig.

Josephine og Knud Børge gik hånd i hånd og nød omgivelserne i fulde drag. De kendte lidt til området og holdt nøje øje med, hvor de satte fødderne, for der var jo svampet hist og her, og man kunne sikkert være uheldig at blive suget ned, så man var aldeles hjælpeløs, på en måde der mindede om at blive fanget af kviksand. Sådan var fortællingerne om området i hvert fald, men om de egentlig holdt vand, var aldrig blevet bevist.

De forsvundne personer kunne jo også være udvandret til et af de to riger og anmodet om asyl her, eller de kunne være gået under jorden, hvilket godt kunne lade sig gøre, uden at man nødvendigvis behøvede at blive opslugt af den. Men mange var så opslugte af ideen om mosens egenart, at de ikke frivilligt opgav de makabre rygter og sagn, der var i omløb. For lidt ekstra kulør på maleriet gjorde det jo tydeligere og dermed lettere at få øje på.

En fin og svalende tåge bølgede og gav området et eventyrligt indtryk.

 ”Mosekonen brygger,” sagde Knud Børge.

Josephine nikkede smilende. Hun kunne godt lide Knud Børges sans for det mystisk-romantiske og lænede sig ind mod ham, mens de gik. Det føltes næsten, som om de svævede, tænkte hun… og pludselig indså hun, at det var lige, hvad de gjorde.

”VI svæver, Knud Børge,” udbrød hun med brudt stemme.

Knud Børge, som hun stadig holdt i hånden, begyndte at stige opad. Det var så forbløffende, at de uvilkårligt slap hinandens hænder, og et øjeblik efter var Knud Børge ude af syne, opslugt af Mosekonens bryg.

Josephine opdagede, at hun smilede, og var ganske overrasket over, at det ikke bekymrede hende det fjerneste. Der var sådan en smuk stemning omkring det hele, som om alt var i den skønneste orden, der ikke krævede nogen forklaring. Hun svævede nogle tommer over mosen og følte en vidunderlig lethed i hele sin krop og sit sind.

Ud af tågerne dukkede en hvid hest, med kæmpestore, svaneagtige vinger, op og kom helt hen til hende.

”Stig på,” sagde den, ”vi må videre.”

Josephine svang sig let op, og så gik det med svimlende fart lige ind i intetheden. Der var hverken rum eller tid her, og der var ingen til at iagttage det, så der kan ikke berettes om det, og derfor lader vi den stå her. Da hun blev bevidst igen, var hun i færd med at krydse den diffuse grænse mellem Mosekonens område og det frodige, solbeskinnede sommerland, det stødte op til, men inden hun kunne nå at overveje alt dette, var det helt og aldeles glemt igen.

Så stod hun med lukkede øjne og telefonbruseren i hånden, mens hun skyllede sæben ud af sit lange hår, og afløbet i badekarret sugede grådigt sæbevandet til sig med en egen, hvirvlende og gurglende lyd, der blandede sig kakofonisk med musikken fra hendes lille, transportble DAB og FM radio, der stod på det nedslåede toiletbræt, og en lille regnbue dannedes pludselig, hvor bruserens varme vandstråler ramte kanten af badekarret og fremkaldte en fin damp. De næsten æteriske farvenuancer antydede forskellene og lighederne mellem billedkunst, musik, poesi, eventyr og andre af de skønne kunster, som alle krævede inspiration og fantasi.