En sommernats drøm.

Afrodite ligger og bager på at få et varmt forhold til Auroras broder og overvejer, hvordan hun vil forføre ham. Hun er netop blevet skilt fra Hefaistos efter at have haft et syndigt forhold til Ares. Et forhold som blev opdaget, idet de blev grebet på fersk gerning. Og det var dråben for Hefaistos. Afrodite bærer dog ikke nag over at være blevet opdaget, for hun er sikker på at blive gift med Ares, da han har friet meget grundigt adskillige gange. Men hendes blod pulser livligt, for at sige det mildt, og hun bliver aldrig klog af skade, hvad sødmen ved forførelse og elskov angår, og solens evner som elsker skal testes, før hun gifter sig, omend uformelt, med Ares, som i øvrigt er en rigtig flot fyr.

Denne aften og nat bliver tilbragt på stranden, for vejret er mildt, og det føles, som om alle Auroras sønner holder ferie. Der er i hvert fald næppe en vind som rører sig, og Auroras søster er heller ikke på himlen. Hun er nok i ”næ” for tiden. Ellers kunne hun have underholdt sig med hende og få lidt hjælp til at smede sine rænker. Men i morgen tidligt vil Aurora stå op og kaste en gylden løber foran sig og hen over havet direkte mod hende. Så kan de få en kvindelig passiar, og Afrodite kender Aurora så godt, at hun føler sig sikker på at få hendes hjælp til at møde broderen personligt. For Aurora har også lidt af Afrodites natur i sig, så amourøse overvejelser er ganske ophidsende for dem begge.

”Aurora Polaris er vist ved at varme op,” tænkte Afrodite, da hun fornemmede nogle flygtige, grønne bølger i luften over havet. ”Kommer hun nær nok, kan jeg sikkert også få en lødig passiar med hende. Hun bakser jo ind imellem med Ymers afdøde krop, som hun ikke nænner at begrave. Jeg har hende dog mistænkt for at være blevet besnæret af hans blik mere end af hans legeme i øvrigt, når han betragtede hende, da han var i levende live. Ellers ville hun vel ikke have bedt Aserne bygge dette smukke, bølgende gærde på himlen af hans øjenvipper. Hun siger altid, at gærdet udelukkende blev bygget for at beskytte menneskene mod jætterne, men bortforklaringer har jeg ikke længere vanskeligt ved at gennemskue. Men Aserne er nu underlige, synes jeg. Vi andre er mere eksotiske.”

”Mon Solen tænker på mig lige nu?” Det kriblede i hende ved den blotte tanke. ”Aurora fornyer sig heldigvis hver morgen, selv om hendes dødbider af en mand bliver ældre og ældre i al evighed. Stakkels Tithonus. Ja, sådan kan det gå, når man ønsker sig evig ungdom og glemmer at tage alle de forholdsregler, sådan noget kræver. Godt det ikke er mig, for selv om alle siger, at jeg er evig ung, ved jeg da godt, at det ofte bare er noget, folk siger, fordi jeg ikke er nogen årsunge mere og stadig ser knaldhamrende godt ud fra alle tænkelige vinkler. Blot jeg får lov til at føle mit hjerte smelte igen, når Solen tager mig i sin favn, skal jeg ikke klage. Så får jeg overskud til at blive en god hustru til Ares, og herefter vil jeg gøre mere ud af at pusle, nusle og hygge, end jeg plejer, og jeg vil også sætte mig grundigt ind i, hvordan man laver et gedigent måltid mad, så Ares kan få nogle komfortable dekader, inden han drager, ja guderne må vide hvorhen. Det er der vist ikke mange der ved. Zeus vil ikke snakke om det, men jeg har indset, at der er mere mellem himmel og jord, end selv guder og gudinder kan forstå. Men i morgen er der atter en dag, som en eller anden Valdemar har sagt i nyere tid.”