Sensommertid.

Nu er det efterhånden et par dage siden, våren gik gennem Nyhavn, og nogle dage siden Sigfred Pedersens skærslipper flikkede sine gamle sko. Frugttræernes smukke blomster er gået til og er blevet erstattet af mirabeller og æbler, hvis der ikke har været afholdt cølibat, for mange steder, hvor man kunne plukke modne frugter i rå mængder på denne årstid, er der ikke groet noget som helst frem.

Måske har træer og buske behov for at holde et sabbatår en gang imellem. Sådan kunne det godt tage sig ud, men spurgte man den gamle gartner, fik man måske en anden forklaring. Det har dog ikke været af mangel på solskin, som gartneren har plantet meget af i år sammen med sine smil og sin sang, så foreløbig får cølibatet og sabbatåret skylden for de manglende frugter.

Og så lige rundt om hjørnet står et enkelt æbletræ, bugnende af smukke æbler. Individualister... måske.

Der kommer Gustav med sine gåstave på en af sine korte, daglige ture. Skulle man spørge ham? Nej, han går så determineret, at det kan se ud som om, han har svært ved at stoppe. Så, vi lader de manglende frugter ligge i denne omgang. Måske skal han hjem og have en lille én til næsen. Han siger altid en lille én, selv om de sjældent er små. Det er sikkert blot en talemåde som er beregnet til at udtrykke beskedenhed. Hans stavemåde, at gå på, er ikke velegnet til de lange veje, som venter forude med morgenkulde og middagsglød. Eller også er de det.

Snar kan hyldebærrene plukkes, og saften er fyldig og hyldig. Fortyndet med en passende mængde vand, bliver det en himmerigs mundfuld. Hylden holder ikke sabbatår i år, for Hyldemor har fødselsdag, og en af skærslipperens bedste tøser, som har en åre, har skrevet et lille digt i den anledning:

Da hyldens blomster blev til bær

hun plukked’ løs til saft især.

Søde og sorte med svagt skær af blå

fyldtes i glas med et skruelåg på.

En pæn lille samling til amagerhylden

og mange nok til næsten at fyld’en.

Så fyldte hun år satte blomster i håret

det gjorde hun altid én gang om året.

Hver eneste dag hun drikker et glas

hun tilføjer vand… sådan lige tilpas.

Saften er dejlig hun elsker at drikke

og drikker det hele helt uden at hikke.

Hylden fra haven var sommerens gave

den flyder nu lifligt i hendes mave.

Af kæresten fik hun lille safir

smukt pakket ind i hyldepapir. 

Remembrance

Sambucus nigra’s time

The elderflowers become ripe berries

Then she plucks them to make juice.

Black and sweet with a slight tint of blue

Every morning she drinks a glass

Adds adequate amounts of water.

She loves it and it gives her no hiccups.

On her birthday she puts flowers in her hair

Her boyfriend gave her a beautiful sapphire

Fine wrapped in indian Summer leaves.

The berries are one of the summer’s gifts

Flows sweetly and gentle in the stomach.

She is a Dryad, and she is called "remembrance."

She lives in the elderberry trees tops

And when the wind blows, you can hear her whisper

Beautifully fairy tales.