Portræt.

Olie på Canvas Panel. 27 x 22 cm.

Skoleeksempel fra "Nibe-tiden."

Hos Dora, den lille forretning som lå overfor skolen, var en gruppe realklasse-drenge samlede. Gruppen drev gerne derover i 10-frikvarteret for at købe lidt godt og derved udnytte fritiden fornuftigt. Ikke alle havde dog penge. Det var ikke hver dag, man havde råd til at købe noget. Lommepenge hang ikke på træerne, og når man endelig havde lidt, skyldte man dem ofte væk. Så det var luksus, når man kunne købe en kvart flaske sød og en kærlighedskrans med god samvittighed, hvilket man sjældent havde. Især når man købte til sig selv, før man havde betalt sin gæld tilbage. Der var nogle få, man altid kunne låne af, men man måtte være hæderlig og betale tilbage, inden man foretog nye investeringer. Ellers skulle der megen overtalelse til, før man kunne låne igen. En anstrengende skrue uden ende. Man slap dog for at betale renter af lånene. Renter var utænkelige, så vidt jeg erindrer.

Et par stykker havde uforsigtigt kastet øjnene på flødebollerne, som jo var en sjælden luksus. Man nænnede næsten ikke at kigge på dem. Janus, som kun havde 3-4 cykelkilometer til skole, var blevet opsat på at vædde om, at han kunne spise en hel bakke alene. Det var der ingen, der troede på. Efter lidt debatteren blev man enige om, at det var værd at forsøge, for betingelserne var rimelige og resultatet næsten sikkert. Kunne han spise dem alle, skulle vi andre betale. Hvis det ikke lykkedes for ham, måtte han selv punge ud.

Det var en konkurrencesituation, der skabte fuld koncentration. Den var dybt interessant, dels fordi resultatet var vigtigt for alle, og dels fordi ingen kunne sige sig fri for at være lidt misundelig på Janus’ situation. I hvert fald i begyndelsen. Han gjorde nu også lidt for meget ud af at nyde de første, og de duftede vildt godt. Han forstod virkelig at vise, hvor gode de var, og det gik forbavsende, og foruroligende, godt med den første halve snes stykker. Så gik det endelig langsommere – og langsommere… Alles øjne stod på stilke, og vi turde knap nok trække vejret. …14….15………16………. Pludselig stoppede han og så underlig ud. Så slap han resten af flødebollerne, skrævede og kastede op. Det pumpede i ham, og så stod en lang sliske af flødebollemasse ud af hans mund. Og den hang sammen… helt fra munden til gulvet. Den duftede “næsten” godt.

Med eet kom vi i tanke om, at det havde ringet ind. Vi skyndte os over til skolen… ind i klassen… og på pladserne. Kun Janus manglede. Vi skulede lidt til hinanden, følte vi var skyldige i et eller andet, men fortrængte det. Noget sådant kunne vi ikke overskue.

Det viste sig, at Janus var kommet krybende noget senere, og var blevet observeret af gårdvagten, som havde taget sig af ham på en eller anden måde. Så måtte Janus jo nok også ud med, hvad der var sket. Vi så ham ikke mere den dag… Han betalte selv for flødebollerne, men vi, der havde været med til at arrangere det fatale væddemål, måtte stå skoleret og stille op på række til reprimander og “velfortjente” lussinger, som man ikke rigtigt kunne sige noget til, men alligevel var lidt ærgerlige over. Det var ingen dans på roser at få en vel- eller selvfortjent lussing af gårdvagten.

Og han lagde, pligtskyldigt, aldrig fingrene imellem.

Olie på lærred. 30 x 30 cm.

Påskeæg.

Spurven sidder på sin pind
i den friske forårsvind.
Vipper med sin stjerte
tænker med sit hjerte.

”Jeg er lun på Werner
han er god til kerner
eller måske Frede
han kan bygge rede.
Jeg tror jeg skriver på min væg
at jeg kan lægge påskeæg.”

Pund til pund.

Du sagde tak for oplysningen men blev vred,
da du opdagede, den virkelig førte til oplysning.
Du sagde jo, du elskede solens gyldne lys
og regnbuens æteriske farver,
men foretrak alligevel glasurens fristende skær,
pyntet med farvestrålende krymmel.

Morgenstund.

Olie på lærred. 40 x 30 cm. ("Opdateret").

Frugtsommerligt.

Foto af billeder.

Billedudsnit fra mit hobbyværksted.
Her er ikke plads til at ligge på den lade side.
Det kunne måske virke, som om jeg er ophængt.
Men sådan hænger det ikke sammen. ;);)

Svaletegn.

Stemningen kom lidt bag på den, for det var jo tidligt på året. Naturen havde godt nok antydet, at dette forår var noget særligt: Tidligt på færde og med apriltoner i sig. Næsten mere end en god sommerdag i fjor kunne præstere. Ok, hukommelsen er sommetider kort, men de havde ikke nogen klar erindring om dansk guldaldersommer for trekvart år siden. Efteråret kompenserede dog og viste sig fra sin bedste side, men nogle gange havde der været både forår, sommer og efterår lige efter bogen. Det var nok sjældent.

Hun tænkte på de danske engdrag, mens hun ventede på, at alle var spadsereklare: Viben var kommet og boltrede sig i luften, de få steder engene havde fået lov til at overleve. Der groede Engblommer i det fugtige græs og Vibefedt, som kunne spise insekter. Skovnymferne levede blandt almindelige mennesker og klædte sig som dem. Man kunne sagtens have en i familien uden at være klar over det. For de fortalte det aldrig til nogen.

Om natten, ved fuldmåne især, dansede de ved skovsøerne. I bare tæer og iklædte blomsterkronblade. Men om morgenen lå de i deres almindelige senge, som alle andre, strakte sig og spurgte om kaffe, så ingen anede uråd. Det var en gevinst for en familie at have en skovnymfe iblandt sig, for de tilførte noget særligt. De var fødte i eventyr, og bragte eventyrlige stemninger med sig, så ingen blev helt forstenede i deres stive flipper og korsetter.

Når de faldt i staver, i det almindelige daglige liv, kommunikerede de med ligesindede og lagde lønlige planer. Det var med til at lokke foråret frem og få det til at vise sig fra sine bedste sider.

Og ser man mere end én svale, er det slet ikke usandsynligt, at sommeren også bliver god. For, som alle ved, én svale gør ingen sommer.

/J.W.

Junibillede på forskud.

Hun badede i solskin og svømmede i måneskin, mens stjernerne sang om evighedens marker og enge, med frisk grønt græs og alle slags blomster. Hun lukkede øjnene og spadserede ned i dalen, hvor hun plukkede en buket blomster til en krans. Den sad hun og flettede ved siden af rævegraven, mens ungerne legede ubekymrede udenfor åbningen. En af dem snuppede et par af hendes blomster, og straks tumlede de alle rundt for at få del i herlighederne.

Hun rejste sig og gik ned mod fjorden. Et par traner dansede rundt og nejede regelmæssigt for hinanden, indtil hannen pludselig friede. ”Transit” sagde hunnen med en bydende håndbevægelse, som var han en hund. Han smilede og satte sig, så hun kunne takke ja.

Der fløj en hejre, som en enlig svale, med halsen i s-form. Den så ud til at være i sit es. Måske havde den en lønlig aftale. Køerne gik i gåsegang og nikkede bekræftende, mens de tyggede på nogle ord, som skulle fordøjes. En biseksuel hveps forgreb sig på en tudse, som så humpede til kvaksalver.

Solen smilede majestætisk, fordi den både havde guldkrone på samt tjek på, hvad der rørte sig, mens hun soppede i vandkanten mellem trepiggede hundestejler, vandlopper og tang og med sin nyflettede blomsterkrans i håret.

Sommer i Danmark.

Morgenkaffe.

Femten dråber forår på forskud.
Altanmøblerne på plads så døren kan åbnes
uden manual.
Fuglekvidder på morgenkvisten
rider graciøst på nyfødte solstråler.
Snart vender Helios et lysegrønt blad
og deklarerer sommertid.

"Motiv" fra klitterne.

30 x 40 er et godt format
når ik’ det skal være større
billedet sælger jeg for en dukat
og så har jeg mit på det tørre.
Pengene rækker til forårskuller
serveret af Lise fra Løkken
hun klør sig lidt på sin ene skulder
og tryller med fisk i sit køkken.
En duft af forår fra Lises pande
og hendes veldækkede bord
kan spores af næser i Hvide Sande
når vindene kommer fra nord.

Sat på spidsen.

Gudinderne legede med en globus. De kunne zoome, så langt ind de ønskede, så selv en lille strandskaderede måtte afsløre, om æggene var klækkede.

”Prøv lige at se denne halvø,” sagde den ene. ”Den hedder Jylland, kan jeg se, den kunne jeg tænke mig at folde ved grænsen og få op at stå, så denne sjove, lille spids kan få næsen i sky.”

”Rasler husene så ikke af, som når man kommer til at klappe Matadorbrættet sammen, mens der stadig er huse og hoteller på grundene?”

”Nej, for jeg folder med Metaforisk hensigt, og så er det kun os der opdager, noget usædvanligt sker. Selv vandløbene opdager intet. Jeg kunne godt tænke mig at kigge nærmere på den lidt krogede spids, så jeg zoomer lige ind.”

”Skal du ikke huske at indstille tiden, eller er du ligeglad med den?”

”Åh, ja. Jeg stiller hundrede år tilbage, for dengang var der liv og glade dage, sådan sat lidt på spidsen, har jeg hørt. Se selv, hvor der summer af sommer og sol. Jeg skruer lige et kvartal tilbage, for jeg elsker at se, når kong Vinter er ved at abdicere. Og så spoler vi ganske langsomt frem til sommeren igen.”

”Ja, ellers går tiden alt for hurtigt, for når frøken Forår er ved at vågne, må tiden gerne gå ned på et lavere blus, så vi alle kan nyde den lyse tid. Og så kan vi slutte ved Sankt Hans-blussene og prøve en ny leg."

Tale er sølv...

”Hvad kom først, – hønen eller ægget?” Det spørgsmål var hun stødt på mange gange, uden at få et oplysende svar. Det var et af de spørgsmål, som mindede om: ”Hvor længe varer evighed?” Så man endte altid med at lægge dem tilbage i den æggebakke, man bevarede den slags spørgsmål i og sende visdomssmil til hinanden.

Nu dukkede spørgsmålet op igen, som et fjernt hanegal, og hun tillod sig at sutte lidt på det, som om det måske var en forvandlingskugle eller et Kinderæg, selv om hun for længst havde opgivet at få et tilfredsstillende svar.

Pludselig hørte hun nogle følsomme strofer fra en violin, og de indeholdt naturen af såvel spørgsmålet, som svaret på det. Hun kom til at klukke og beholdt det medfølgende smil en stund, indtil det klaprende låg på gryden mindede hende om, at der skulle skrues ned for blusset eller slukkes helt.

Næste gang hun mødte spørgsmålet, greb hun sin violin og afspillede de erindrede strofer, som stadig var tilgængelige i hendes sind. Hun smilede til Nora og lagde violinen fra sig. Nora var skam musikalsk, men ikke på dén måde, og spurgte igen. Men så fik hun et smil i stedet, og lod sig overraske af oplysningen om, at købmanden havde økologiske æg på tilbud resten af ugen.

Skjulte erindringer.

Vinden bar pludselig en magisk duft over klitten. Den blev filtreret af marehalmen, og skabte helt nye, udefinerlige erindringer. Men de havde så stor virkelighedskraft, at hjertet blev havet, der slugte et spontant kast med et tungt ravstykke. Ringene bredte sig fra nedslagsstedet, som i en utrættelig gif, mens erindringens toner, følelser, ord og billeder interagerede i abstrakte former.

Så forsøgte lyden fra havets brænding at tageover, men det lykkedes kun så meget, at den fik status som billedtekst.

Fra 16. februar til og med 4. marts, 2016.

Daudi.

En fyr fra Rubjerg vil gerne på daudi,
får fønbølget håret og køber en Audi.
Er fuld af forventning, går tur på stranden
med lys i lygten og sved på panden.

Han skal på date med smukke Charlotte,
hende den friske, charmerende godte.
”Mon hun kan se, der er lys i lygten?”
Tanken gav ilinger langt ned ad ryggen.

Han spejder tankefuldt ud over havet:
”Nu mangler jeg blot at få gearkassen lavet.
Så skal Charlotte og jeg ud på daudi,
godt jeg fik bølger og valgte en Audi.”

/J.W.

Luftkasteller.

Alferne stod i skovbrynet og pustede sæbebobler ud i den rene, klare forårsluft. Alfa dyppede og pustede så regelmæssigt, at hans bevægelser næsten lignede en sorterrobot ved et samlebånd, mens Giulia holdt afventende pauser indtil alle sæbeboblerne, fra hvert pust, var kollapsede.

Indimellem iagttog hun Alfa med et stille smil. Hvad mon han forestillede sig mens han, så dynamisk, forsøgte at vedligeholde sit univers med nyfødte solsystemer? Hans forestillinger hvirvlede, som en flok vilde heste, der pludselig bliver sluppet fri og spreder sig i alle tilgængelige retninger. Når en forestilling prøvede at overskride sig selv, evt. for at se om der var noget udenfor den, bristede den. Når den fusionerede med en anden, eller andre, beholdt den sit skrøbelige liv lidt længere tid, indtil naturen gjorde kål på den.

Hun dyppede atter i sæbevandet og lagde an til et nyt pust. Alfa kiggede pludselig på hende og udbrød:

”Alfvorligt talt, Giulia. Jeg tror, der er en tanke i hver eneste sæbeboble. Hvis man kunne høre, hvad den siger, kunne man kalde den en taleboble. Har du mere sæbevand? Mit er sluppet op. Men jeg kunne måske også have godt af en lille tænkepause.”

Åkande.

Olie på lærred. 40 x 30 cm.