Alferne stod i skovbrynet og pustede sæbebobler ud i den rene, klare forårsluft. Alfa dyppede og pustede så regelmæssigt, at hans bevægelser næsten lignede en sorterrobot ved et samlebånd, mens Giulia holdt afventende pauser indtil alle sæbeboblerne, fra hvert pust, var kollapsede.
Indimellem iagttog hun Alfa med et stille smil. Hvad mon han forestillede sig mens han, så dynamisk, forsøgte at vedligeholde sit univers med nyfødte solsystemer? Hans forestillinger hvirvlede, som en flok vilde heste, der pludselig bliver sluppet fri og spreder sig i alle tilgængelige retninger. Når en forestilling prøvede at overskride sig selv, evt. for at se om der var noget udenfor den, bristede den. Når den fusionerede med en anden, eller andre, beholdt den sit skrøbelige liv lidt længere tid, indtil naturen gjorde kål på den.
Hun dyppede atter i sæbevandet og lagde an til et nyt pust. Alfa kiggede pludselig på hende og udbrød:
”Alfvorligt talt, Giulia. Jeg tror, der er en tanke i hver eneste sæbeboble. Hvis man kunne høre, hvad den siger, kunne man kalde den en taleboble. Har du mere sæbevand? Mit er sluppet op. Men jeg kunne måske også have godt af en lille tænkepause.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar