Stemningen kom lidt bag på den, for det var jo tidligt på året. Naturen havde godt nok antydet, at dette forår var noget særligt: Tidligt på færde og med apriltoner i sig. Næsten mere end en god sommerdag i fjor kunne præstere. Ok, hukommelsen er sommetider kort, men de havde ikke nogen klar erindring om dansk guldaldersommer for trekvart år siden. Efteråret kompenserede dog og viste sig fra sin bedste side, men nogle gange havde der været både forår, sommer og efterår lige efter bogen. Det var nok sjældent.
Hun tænkte på de danske engdrag, mens hun ventede på, at alle var spadsereklare: Viben var kommet og boltrede sig i luften, de få steder engene havde fået lov til at overleve. Der groede Engblommer i det fugtige græs og Vibefedt, som kunne spise insekter. Skovnymferne levede blandt almindelige mennesker og klædte sig som dem. Man kunne sagtens have en i familien uden at være klar over det. For de fortalte det aldrig til nogen.
Om natten, ved fuldmåne især, dansede de ved skovsøerne. I bare tæer og iklædte blomsterkronblade. Men om morgenen lå de i deres almindelige senge, som alle andre, strakte sig og spurgte om kaffe, så ingen anede uråd. Det var en gevinst for en familie at have en skovnymfe iblandt sig, for de tilførte noget særligt. De var fødte i eventyr, og bragte eventyrlige stemninger med sig, så ingen blev helt forstenede i deres stive flipper og korsetter.
Når de faldt i staver, i det almindelige daglige liv, kommunikerede de med ligesindede og lagde lønlige planer. Det var med til at lokke foråret frem og få det til at vise sig fra sine bedste sider.
Og ser man mere end én svale, er det slet ikke usandsynligt, at sommeren også bliver god. For, som alle ved, én svale gør ingen sommer.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar