Hos Dora, den lille forretning som lå overfor skolen, var en gruppe realklasse-drenge samlede. Gruppen drev gerne derover i 10-frikvarteret for at købe lidt godt og derved udnytte fritiden fornuftigt. Ikke alle havde dog penge. Det var ikke hver dag, man havde råd til at købe noget. Lommepenge hang ikke på træerne, og når man endelig havde lidt, skyldte man dem ofte væk. Så det var luksus, når man kunne købe en kvart flaske sød og en kærlighedskrans med god samvittighed, hvilket man sjældent havde. Især når man købte til sig selv, før man havde betalt sin gæld tilbage. Der var nogle få, man altid kunne låne af, men man måtte være hæderlig og betale tilbage, inden man foretog nye investeringer. Ellers skulle der megen overtalelse til, før man kunne låne igen. En anstrengende skrue uden ende. Man slap dog for at betale renter af lånene. Renter var utænkelige, så vidt jeg erindrer.
Et par stykker havde uforsigtigt kastet øjnene på flødebollerne, som jo var en sjælden luksus. Man nænnede næsten ikke at kigge på dem. Janus, som kun havde 3-4 cykelkilometer til skole, var blevet opsat på at vædde om, at han kunne spise en hel bakke alene. Det var der ingen, der troede på. Efter lidt debatteren blev man enige om, at det var værd at forsøge, for betingelserne var rimelige og resultatet næsten sikkert. Kunne han spise dem alle, skulle vi andre betale. Hvis det ikke lykkedes for ham, måtte han selv punge ud.
Det var en konkurrencesituation, der skabte fuld koncentration. Den var dybt interessant, dels fordi resultatet var vigtigt for alle, og dels fordi ingen kunne sige sig fri for at være lidt misundelig på Janus’ situation. I hvert fald i begyndelsen. Han gjorde nu også lidt for meget ud af at nyde de første, og de duftede vildt godt. Han forstod virkelig at vise, hvor gode de var, og det gik forbavsende, og foruroligende, godt med den første halve snes stykker. Så gik det endelig langsommere – og langsommere… Alles øjne stod på stilke, og vi turde knap nok trække vejret. …14….15………16………. Pludselig stoppede han og så underlig ud. Så slap han resten af flødebollerne, skrævede og kastede op. Det pumpede i ham, og så stod en lang sliske af flødebollemasse ud af hans mund. Og den hang sammen… helt fra munden til gulvet. Den duftede “næsten” godt.
Med eet kom vi i tanke om, at det havde ringet ind. Vi skyndte os over til skolen… ind i klassen… og på pladserne. Kun Janus manglede. Vi skulede lidt til hinanden, følte vi var skyldige i et eller andet, men fortrængte det. Noget sådant kunne vi ikke overskue.
Det viste sig, at Janus var kommet krybende noget senere, og var blevet observeret af gårdvagten, som havde taget sig af ham på en eller anden måde. Så måtte Janus jo nok også ud med, hvad der var sket. Vi så ham ikke mere den dag… Han betalte selv for flødebollerne, men vi, der havde været med til at arrangere det fatale væddemål, måtte stå skoleret og stille op på række til reprimander og “velfortjente” lussinger, som man ikke rigtigt kunne sige noget til, men alligevel var lidt ærgerlige over. Det var ingen dans på roser at få en vel- eller selvfortjent lussing af gårdvagten.
Og han lagde, pligtskyldigt, aldrig fingrene imellem.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar