Badesæson.

Olie på Canvas Panel.
27 x 22 cm.

Boulevarden i marts, Aalborg.

Olie på Canvas Panel. 22 x 27 cm.

Croquis.

Olie på Canvas Panel. 27 x 22 cm.

Konfigurative associationer.

Et håndholdt fotografi kan være fremkaldt fra en film i analog teknik med lys og kemikalier, og et andet kan være optaget og printet ud digitalt. Fotografierne ser måske ens ud, men deres oprindelse stammer fra to verdener, som forklares vidt forskelligt.

Nogle mennesker holder afstand til lyrik, associationer, analogier, metaforer samt surrealistiske ordbilleder og malerier. De kan forsøgsvis sammenlignes med schweizerure, mens ”kunstnerne” så kunne sammenlignes med atomure, og når de førstnævnte beder om en forklaring på eksperimentel lyrik, abstraktioner eller surrealisme, kan kunstnerne lige så godt skifte emne først som sidst.

For vedkommende bliver nemlig ved med at vurdere forklaringer ud fra schweizerurets logik, mens kunstnerens perspektiv ikke nødvendigvis er logisk, da intuition og kreativt overflod spiller i en anden boldgade end intellektets velsmurte tandhjul.

Visse atomure arbejder med en nøjagtighed på 10 i minus trettende potens, og en nøjagtighed, der svarer til en afvigelse på 1 sekund på 1 million år, hvilket rækker ud over almindelig interesse, og schweizeruret anser dette for nørdet. Kukuret betragter divergenserne som optrækkeri og har ikke tid til det pjat. Det er på Facebook døgnets fireogtyve timer, hvor det giver sit besyv med hver halve og hele time.

Atomuret danser lydløst med soluret, men ikke så godt med schweizeruret og kukuret. Selv en dreven danselærer ville ikke kunne få dem til at vinde som par, i ”Vild Med Dans.” Der kunne nok kun opnås en fem-seks point, omend de fremførte ”Timernes Dans” med stor nøjagtighed. For den ville være uden kunstnerisk indføling og finesse. Nogle mener, divergenserne opstår, fordi der aldrig hviles. Dette gælder dog ikke for soluret, som siger: ”Hver ting til sin tid,” og passer sin regelmæssig søvn.

Sommerblomster.

Hver gang jeres dufte vækker et hjerte, slår Maria øjnene op. Hun blunder under et paradisæbletræ, vågner og strækker armene blidt og yndefuldt mod Helios, som kærtegner jeres kronblade.

Nektaren er forjættende, og han smiler, mens han dekorerer den med levende stjerner, og tusinde vinger cirkulerer mod de paradisiske vederkvægelser.

Alle sæder er fuldt belagte i naturens pariserhjul, og enhver visuel indfaldsvinkel afsløres, mens køen summer af forventning.

Med da Vinci in mente.

Maleren betragtede et bogtrykt udsnit af da Vincis maleri og tænkte:

”Han var mesterlig. Hvordan mon han fik de farvetoner frem?”

Han kunne læse om det, for han vidste godt, ”de gamle” maleres metoder var grundigt omtalte, men det fandt han ikke interessant. Det havde været deres gebet, og for ham ville denne udfordring være kedelig.

Nej, det interessante lå i at eksperimentere. Og snart tonede et fint portræt frem, uden da Vincis glød. Han forsøgte at sætte farver sammen, som kunne imitere den, men det var og blev bare et ret pænt portræt. Han stillede penslerne i vand og ville forlade arbejdet, for det havde allerede været temmelig anstrengende, og en længere pause var tiltrængt. Inden han kom ud ad døren, hørte han da Vinci kalde mentalt:

”Prøv at…”

Der var ikke ord i opfordringen, men budskabet var alligevel til at forstå, så han prøvede at følge det. Det blev heller ikke tilfredsstillende, så han ville atter forlade arbejdet en stund.

Den samme procedure gentog sig, og til sidst var han så træt, at armene nåede gulvet, men så længe der blev ”kaldt,” ville han forsøge, for han anede, at forslagene ville stoppe, i samme øjeblik han ignorerede dem.

På denne måde gik nogle dage, og til sidst blev han så ked af arbejdet, at han malede det hele hurtigt og løst over, med de farver der lå nærmest på paletten. Så bar han billedet ned i sit kælderrum, hvor det kunne ligge og tørre, så han en dag kunne male noget andet ovenpå.

Et årstid senere fandt han det tilfældigt igen og erindrede det Sisyfosarbejde, han havde lagt i det. Han tænkte på, hvor meget der var bundet under overfladen, og fik så pludselig en ide: Han bar det op på atelieret, tog en klud, dyppede den i terpentin og forsøgte at gnide det øverste lag af. Det gamle portræt tonede langsomt frem, og nu var det som om, det begyndte at ligne det, han havde været ude efter. Overhovedet ikke på da Vinci niveau, men en anelse derhen ad.

Nu gned han, som om han malede med kluden, for ikke at fjerne revl og krat, og så var billedet næsten så godt, som han var i stand til at lave det, med lidt forsigtig, men målrettet, viderebemaling her og der. Det blev lagt til tørre, og senere ferniseret, for nu følte han, det var for godt til at male over. Han overvurderede det dog ikke, men havde lært en del, han kunne sætte pris på, men som var vanskeligt at sætte ord på, så her stopper denne beretning.

Olie på opklæbet lærred.

Podcast.

Man sagde, at Magda havde grønne fingre. Hendes kolonihave bugnede nemlig af frugter, grøntsager og blomster. Og fuglene holdt af at opholde sig der. Så skønne dufte, smukke farver og fuglesang var den cocktail hendes have symboliserede.

Men hun følte en grundtone af længsel i sit indre. Hun vidste ikke, hvad denne vemodige følelse skyldtes, så en stille sommerdag ved skumringstid satte hun sig på sin træstub og lukkede øjnene, mens hun ventede på gråspurvene. De kom ofte ved denne tid, og de var blevet hendes fortrolige.

”Sig mig, I vidunderlige fugle,” tænkte hun, og hendes tanker sendte blide vibrationer ud som ringe i vand. ”Hvad eller hvem længes jeg efter?  I kender den berømte sagnfugl Rok, og jeg ved, han har fortalt Jer mange magiske ting.”

”Så stoppede hun alle sine tanker og ventede. Hun følte en opløftende fred brede sig langt ud over hendes legeme, og snart hørte hun spurvenes stemmer. Deres vokabularier var smukke og varierede, og hun forstod deres tilkendegivelser.

”Vi kan gentage, hvad der står i Roks hellige bog. Vi har hørt det mange gange og kan det udenad. Så har du det at løbe med og tænke over. Men lyt nøje efter, så du ikke senere kan anklage os for at flyve med en halv vind:”

”Det evige sekund.

 Alle og alt er aspekter af mig. Du indser mig ikke, så længe du kun forveksler et aspekt af mig med mig, eller så længe du opfatter mig som værende udenfor aspekterne. Som du behandler dig selv, og alle andre aspekter, behandler du mig. Den ret, du påtager dig til at dømme andre, er en boomerang, der vil ramme dig selv. Du har brug for min hjælp. Jeg har ikke brug for din. Dyrk den jordlod, jeg har givet dig og så smukke blomster og sunde frugter. Smid dit eget ukrudt på din egen kompostdynge, hvor det bliver til muld. Lad helt være med at så usæd i andres haver. Så vil din jordlod være velsignet, og velstand, fred og sundhed vil blomstre, og din længsel vil folde vingerne sammen.”

”Tak, kære spurve. Det vil jeg tage til mig, og jeg ved, I er med på alt det nye, som sker rundt omkring. Så inden I flyver videre, så fortæl mig lige, hvordan jeg finder Roks hellige bog som podcast. For jeg må høre de ord igen og igen, før jeg bliver i stand til at blende, mixe og drikke den cocktail, jeg sådan trænger til.”

En sommerdag ved kysten.

Olie på masonite. 60 x 50 cm.

Ja eller nej med en krone in mente.

”Jeg ville nægte kun at svare ja eller nej, hvis det var det eneste jeg måtte svare, hvilket man undertiden hører folk forlange. F. eks. en anklager i en retssag.”

”Også jeg. Jeg har nemlig hørt det berømte eksempel, mange retorisk studerende bliver præsenteret for, hvor anklageren spørger: Er du holdt op med at slå din kone? Ja eller nej! Det er forsøg på bondefangeri af værste skuffe. Det bliver stadigvæk brugt i interviews, og jeg ved ikke, hvor bevidste folk er om, hvor tåbeligt det er at forlange ja eller nej uden mulighed for uddybning. Det er faktisk et infantilt forlangende.”

”Jeg har i øvrigt aldrig slået min kone. Selv ikke dengang hun havde været mig grundigt utro ved en julefrokost.”

”XL,lent. Der er ingen grund til at gøre ondt værre.”

”Men nu har jeg søgt job i både Hongkong og Singapore.”

”Der er da temmelig stor forskel på rejsetiden, om det bliver i Hongkong eller Silkeborg, du skal arbejde, hvis du bliver antaget. I bor jo i Hvam nu.”

”Jeg sagde Singapore. Vi må jo emigrere, men så får børnene måske lært kinesisk, hvis ikke det hele kommer til at foregå på engelsk. I øvrigt har jeg ofte orienteret mig mod orienten.”

”Har du hørt den om de tre vandrere, der ville overnatte på et højfjeldshotel?”

”Nej, der er ingen klokker der ringer sådan umiddelbart.”

”De gik hen til receptionen og bestilte et værelse hver. Det bliver tredive kroner, sagde receptionisten. De betalte, fik hver sin nøgle og gik hver til sit. Så kom receptionisten i tanke om, at hun havde taget for meget og kaldte på piccoloen. Du må give de tre penge tilbage. Deres værelser kostede kun femogtyve kroner tilsammen. Her er fem enkroner. Smut op og aflever dem. Piccoloen blev lidt usikker på vej mod gæsternes værelser. Fem kroner til tre? Så besluttede han sig hurtigt: De får en krone hver, og så er den pot ude. De to tiloversblevne kroner stak han i sin egen lomme. Så nu ser regnestykket sådan ud: De tre gæster har betalt ni kroner hver, og tre gange ni er syvogtyve. Piccoloen stak to kroner i lommen. Syvogtyve plus to giver niogtyve. Hvor er den sidste krone så blevet af?”

”Det kan jeg ikke umiddelbart overskue, men for lige at tage et sidespring: Plager den julefrokost dig stadig?”

”Ja og nej. Når sprutten går ind, går forstanden jo ud, og så kan det være svært at holde etiketten og opføre sig etisk.”

”Da jeg selv var til julefrokost, kom jeg ikke længere end til silden. Der blev skålet hele tiden, så de sild jeg fik ned, kom i hvert fald ud på dybt vand, om jeg så må sige, og jeg tror, jeg har sagt et eller andet specielt til min borddame, for hun rødmer og fremviser et uudgrundeligt smil, hver gang vi ser på hinanden. Men nu er hun på barsel i nogle måneder, så det behøver jeg ikke at fundere over mere.”

”Du åbnede måske døren til borddamens hjertes forkammer, om jeg må udtrykke det poetisk.”

”Sjovt du siger det. Hun bor nemlig på Forchhammersvej.”

”Nå held og lykke med jobansøgningen. Der kommer bussen til Silkeborg, og den venter ikke.”

Blomster i olie.

På Canvas Panel. 22 x 27 cm.

Maleri.

Olie på lærred. 30 x 30 cm.

Bare i Nuet.

De der skriver om og tænker over Nu’et,
kan vel kaldes Nudister.

Nye oliemalerier fra april/maj samt "opdateringer."

Portræt af en ener.

Olie på Canvas Panel. 27 x 22 cm.

Gåsegang.

Olie på lærred. 30 x 40 cm.

Fra Nibe.

Olie på Canvas Panel. 22 x 27 cm.

Alfarvej.

Den ligger et sted, de fleste kender. Det ved de, når de er der, men det er fordi, den ser så velkendt ud. Den kunne ligge i Himmerland eller på Bornholm og se lige velkendt ud.

Alfarvej er andet og mere end blot et stræde eller en sti. Den kan ligge i en by eller på landet, men uanset hvor den ligger, er den til for alle.

Alfer foretrækker at benytte den frem for andre veje, men de har vist også misforstået navnet. De mener, den er opkaldt efter dem og ser ikke med velvilje på, at andre benytter den. Det bliver de dog nødt til at bide i sig, for de kan ikke gøre meget ved det. Ikke noget der har langtidsvirkning.

Nogle af dem har prøvet at skræmme andre væsner væk ved at lave lidt magi, men folk har det med at tage ting til sig, når de først har vænnet sig til dem. Det er på denne måde surrealismen opstod, for en del kunstnere har det tredje øje åbent, eller på klem, og har opfattet nogle af alfernes forsøg på at holde folk væk. De har taget det til sig, og man ser derfor de mest besynderlige skildringer i denne gren af malerkunsten.

En del mener dog, at kunstnerne er mere eller mindre skøre, men det kan skyldes, at visse malere har komponeret videre, på det de har opsnappet af alfernes magi uden egentlig at forstå dens natur. Endvidere kan det skylde beskuernes egne fordomme.

"Lebendig."

Lille blomst på væggen der
du blev fri for vind og vejr.
Blev jo malet, rammet ind

og fik olie på din kind.

Du blev plukket, skåret ren
gør dig nu som "Stilleben."

Oil on Canvas Panel

27 x 22 cm.

Sommertider... sommetider.

En hotdog med det hele
det halve til duerne
shawarma i brød og karma til fluerne
gennemtræk i stuerne.

Fiskemanden på stranden har travlt
og nu ringer klokkerne for istiden
der er altid istid i sommervarmen
mændene interesserer hende mere og mere
og det går sommetider for vidt
er hun utro ved havet er hun en havtaske
men slå hende aldrig selv om du siger
det blot er et slaw på tasken
køb i stedet to nystegte fiskefrikadeller ved bilen
eller et par røgede sild pakket løst ind
solen holder ingen pauser og får isbåden til at løbe
så det sejler ned ad armen på lille Olga
læsejlet sluger brisen og der bliver let for varmt
mon det holder pinsen over?

Ja, hvis sommeren er kommet for at blive.

/J.W.

Painting in Progress

En ung M. L. K.

Olie på Canvas Panel 22 x 27 cm.

Frugtsommelig.

Olie på lærred. Ca. 30 x 30 cm. (Opdateret).

Brus.

Naturen er hjertegribende musikalsk. Den komponerer larven videre til puppe, og den sidste tone forlader nodearket og flyver ud under solen, som en smuk sommerfugl.

Naturen kalder tyst og vedholdende. Den spejder æggende og vækker besvarelser. Den er den attråede gave, men også indpakningen med det fine bånd omkring. Den er bruset i champagnen, og den var bruset i den røde sodavand med kagekrummer i til fastelavnsfesten. Den er også bruset i ørerne, når der er stille.

Portræt.

Olie på Canvas Panel. 22 x 27 cm.

Muser.

Tårnfalken muser. Vejret er til det, og mus er der mange af. Det fremgår tydeligt af alle de lysende pletter, der er i græsset, hvor musene har strintet, og falken kan overskue et pænt stort areal, mens den muser fra 30 – 40 meters højde.

Når man kan se lysende pletter i græsset, hvor andre intet ser, og samtidig elsker mus, altså som proteinkilde, er man vel en konstant stressfaktor for musene. Ikke fordi andre smådyr er fredede, men snegle og orme m. m. er ikke bevidste om faren ved at bevæge sig omkring i majlandskabet med deres obligatoriske Maylandkalendere i skuldertaskerne. Kalenderne låner de hvert år, så de er på plads den første maj, og næsten alle husker at aflevere dem igen til naturbiblioteket, når majskiltet bliver skiftet ud med et lidt varmere juniskilt. De opdager aldrig, de var udset som bytte for tårnfalken, og deres tilværelse skifter form og betydning på splitsekunder.

Det kunne se ud, som om tårnfalkene var ansatte ved vejvæsnet. Som ”Jens Vejmændene” var det i de gode gamle dage. Men det er fordi, de holder udkig efter de bedste tilbud, og de findes nemlig ved grøfterne langs vejene, hvor der ikke er sprøjtet og dyrket. Her ”lever” naturen stadigvæk på trods af bilernes ubehagelige udåndinger.

Fra Nibe.

Olie på Canvas Panel. 22 x 27 cm.