”Jeg ville nægte kun at svare ja eller nej, hvis det var det eneste jeg måtte svare, hvilket man undertiden hører folk forlange. F. eks. en anklager i en retssag.”
”Også jeg. Jeg har nemlig hørt det berømte eksempel, mange retorisk studerende bliver præsenteret for, hvor anklageren spørger: Er du holdt op med at slå din kone? Ja eller nej! Det er forsøg på bondefangeri af værste skuffe. Det bliver stadigvæk brugt i interviews, og jeg ved ikke, hvor bevidste folk er om, hvor tåbeligt det er at forlange ja eller nej uden mulighed for uddybning. Det er faktisk et infantilt forlangende.”
”Jeg har i øvrigt aldrig slået min kone. Selv ikke dengang hun havde været mig grundigt utro ved en julefrokost.”
”XL,lent. Der er ingen grund til at gøre ondt værre.”
”Men nu har jeg søgt job i både Hongkong og Singapore.”
”Der er da temmelig stor forskel på rejsetiden, om det bliver i Hongkong eller Silkeborg, du skal arbejde, hvis du bliver antaget. I bor jo i Hvam nu.”
”Jeg sagde Singapore. Vi må jo emigrere, men så får børnene måske lært kinesisk, hvis ikke det hele kommer til at foregå på engelsk. I øvrigt har jeg ofte orienteret mig mod orienten.”
”Har du hørt den om de tre vandrere, der ville overnatte på et højfjeldshotel?”
”Nej, der er ingen klokker der ringer sådan umiddelbart.”
”De gik hen til receptionen og bestilte et værelse hver. Det bliver tredive kroner, sagde receptionisten. De betalte, fik hver sin nøgle og gik hver til sit. Så kom receptionisten i tanke om, at hun havde taget for meget og kaldte på piccoloen. Du må give de tre penge tilbage. Deres værelser kostede kun femogtyve kroner tilsammen. Her er fem enkroner. Smut op og aflever dem. Piccoloen blev lidt usikker på vej mod gæsternes værelser. Fem kroner til tre? Så besluttede han sig hurtigt: De får en krone hver, og så er den pot ude. De to tiloversblevne kroner stak han i sin egen lomme. Så nu ser regnestykket sådan ud: De tre gæster har betalt ni kroner hver, og tre gange ni er syvogtyve. Piccoloen stak to kroner i lommen. Syvogtyve plus to giver niogtyve. Hvor er den sidste krone så blevet af?”
”Det kan jeg ikke umiddelbart overskue, men for lige at tage et sidespring: Plager den julefrokost dig stadig?”
”Ja og nej. Når sprutten går ind, går forstanden jo ud, og så kan det være svært at holde etiketten og opføre sig etisk.”
”Da jeg selv var til julefrokost, kom jeg ikke længere end til silden. Der blev skålet hele tiden, så de sild jeg fik ned, kom i hvert fald ud på dybt vand, om jeg så må sige, og jeg tror, jeg har sagt et eller andet specielt til min borddame, for hun rødmer og fremviser et uudgrundeligt smil, hver gang vi ser på hinanden. Men nu er hun på barsel i nogle måneder, så det behøver jeg ikke at fundere over mere.”
”Du åbnede måske døren til borddamens hjertes forkammer, om jeg må udtrykke det poetisk.”
”Sjovt du siger det. Hun bor nemlig på Forchhammersvej.”
”Nå held og lykke med jobansøgningen. Der kommer bussen til Silkeborg, og den venter ikke.”
Ingen kommentarer:
Send en kommentar