lørdag den 28. maj 2016

Konfigurative associationer.



Et håndholdt fotografi kan være fremkaldt fra en film i analog teknik med lys og kemikalier, og et andet kan være optaget og printet ud digitalt. Fotografierne ser måske ens ud, men deres oprindelse stammer fra to verdener, som forklares vidt forskelligt.

Nogle mennesker holder afstand til lyrik, associationer, analogier, metaforer samt surrealistiske ordbilleder og malerier. De kan forsøgsvis sammenlignes med schweizerure, mens ”kunstnerne” så kunne sammenlignes med atomure, og når de førstnævnte beder om en forklaring på eksperimentel lyrik, abstraktioner eller surrealisme, kan kunstnerne lige så godt skifte emne først som sidst.

For vedkommende bliver nemlig ved med at vurdere forklaringer ud fra schweizerurets logik, mens kunstnerens perspektiv ikke nødvendigvis er logisk, da intuition og kreativt overflod spiller i en anden boldgade end intellektets velsmurte tandhjul.

Visse atomure arbejder med en nøjagtighed på 10 i minus trettende potens, og en nøjagtighed, der svarer til en afvigelse på 1 sekund på 1 million år, hvilket rækker ud over almindelig interesse, og schweizeruret anser dette for nørdet. Kukuret betragter divergenserne som optrækkeri og har ikke tid til det pjat. Det er på Facebook døgnets fireogtyve timer, hvor det giver sit besyv med hver halve og hele time.


Atomuret danser lydløst med soluret, men ikke så godt med schweizeruret og kukuret. Selv en dreven danselærer ville ikke kunne få dem til at vinde som par, i ”Vild Med Dans.” Der kunne nok kun opnås en fem-seks point, omend de fremførte ”Timernes Dans” med stor nøjagtighed. For den ville være uden kunstnerisk indføling og finesse. Nogle mener, divergenserne opstår, fordi der aldrig hviles. Dette gælder dog ikke for soluret, som siger: ”Hver ting til sin tid,” og passer sin regelmæssig søvn.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar