Med da Vinci in mente.

Maleren betragtede et bogtrykt udsnit af da Vincis maleri og tænkte:

”Han var mesterlig. Hvordan mon han fik de farvetoner frem?”

Han kunne læse om det, for han vidste godt, ”de gamle” maleres metoder var grundigt omtalte, men det fandt han ikke interessant. Det havde været deres gebet, og for ham ville denne udfordring være kedelig.

Nej, det interessante lå i at eksperimentere. Og snart tonede et fint portræt frem, uden da Vincis glød. Han forsøgte at sætte farver sammen, som kunne imitere den, men det var og blev bare et ret pænt portræt. Han stillede penslerne i vand og ville forlade arbejdet, for det havde allerede været temmelig anstrengende, og en længere pause var tiltrængt. Inden han kom ud ad døren, hørte han da Vinci kalde mentalt:

”Prøv at…”

Der var ikke ord i opfordringen, men budskabet var alligevel til at forstå, så han prøvede at følge det. Det blev heller ikke tilfredsstillende, så han ville atter forlade arbejdet en stund.

Den samme procedure gentog sig, og til sidst var han så træt, at armene nåede gulvet, men så længe der blev ”kaldt,” ville han forsøge, for han anede, at forslagene ville stoppe, i samme øjeblik han ignorerede dem.

På denne måde gik nogle dage, og til sidst blev han så ked af arbejdet, at han malede det hele hurtigt og løst over, med de farver der lå nærmest på paletten. Så bar han billedet ned i sit kælderrum, hvor det kunne ligge og tørre, så han en dag kunne male noget andet ovenpå.

Et årstid senere fandt han det tilfældigt igen og erindrede det Sisyfosarbejde, han havde lagt i det. Han tænkte på, hvor meget der var bundet under overfladen, og fik så pludselig en ide: Han bar det op på atelieret, tog en klud, dyppede den i terpentin og forsøgte at gnide det øverste lag af. Det gamle portræt tonede langsomt frem, og nu var det som om, det begyndte at ligne det, han havde været ude efter. Overhovedet ikke på da Vinci niveau, men en anelse derhen ad.

Nu gned han, som om han malede med kluden, for ikke at fjerne revl og krat, og så var billedet næsten så godt, som han var i stand til at lave det, med lidt forsigtig, men målrettet, viderebemaling her og der. Det blev lagt til tørre, og senere ferniseret, for nu følte han, det var for godt til at male over. Han overvurderede det dog ikke, men havde lært en del, han kunne sætte pris på, men som var vanskeligt at sætte ord på, så her stopper denne beretning.

Olie på opklæbet lærred.