Jul i Nibe.

Olie på lærred. 24 x 30 cm. (+ svæveramme).

Weides Manufaktur.

At forholdet mellem Amor og Psyche måtte gennem en dramatisk udvikling, før de endelig kunne få hinanden, er en historie, som har rørt manges hjerter. At det også påvirkede manufakturhandler Weides meditative blunden, som foregik i hans yndlingssofa, vidste han ikke. Han følte klart, at drømmerierne stammede fra ham selv, og kendte i øvrigt intet til sagn og myter.

Når han sad her, og lod tankebillederne glide ind og ud mellem hinanden, var han i sit foretrukne es. Han var et godt menneske, og var næsten altid i en eller anden form for es, men i hans meditative stunder var der et stille smil på hans læber.

”Han stod på toppen af et bjerg med sin elskede i favnen og iagttog nogle besynderlige skyformationer, som kom nærmere og nærmere. I næste øjeblik blev de begge omsluttet af dem.”

Her gik meditationen over i et blidt lys, mens alle billeder ophørte.

Han havde ingen erindring om sin fortid, og følte intet behov for at forske i den. Det eneste han var bevidst om, var den situation, han befandt sig i lige nu, og han var tilfreds med sin daglige dont som manufakturhandler.

Mange af hans drømme havde amorøse overtoner, og han vidste inderst inde, at han var en helt. Der var nogle uklare minder om en redningsaktion, hvor han genoplivede sin elskede. Noget med en fortryllet salve fra dødsriget, og noget med en mor, som var jaloux på hans elskedes skønhed. Alligevel var drømmerierne behagelige, for alt endte jo godt, og Weide følte aldrig, han havde nogle karmiske genoprettelsessessioner til gode.

Når der var fuldmåne, blev mange mennesker mere amorøse, end de var i det daglige, men det gjaldt ikke for manufakturhandleren. Han havde godt med olie på sin lampe, og mærkede derfor ikke den store forskel.  

”Kraften er med mig,” tænkte han ofte med et taknemmeligt smil. Og det var lige det, den var. Den blev ikke ødet, for Weides eneste udskejelser, var hans drømmerier. Det viste sig dog, at der tilflød brændstof fra dem, så udskejelser var der ikke tale om. Tværtimod. Desuden følte han sig som sportsmand, selv om han hverken spurtede rundt eller løftede jern. Hver dag efter lukketid, skød han med bue og pil en times tid. Det gav ham ro i sjælen, og holdt hans koncentrationsevne ved lige.

Men søndagen var helliget drømmerier. Og han længtes altid efter at være sammen med sine elskede gudindeagtige fruentimmere. Det var jo ikke bare Psyche, han havde mindelser om. Han havde en slags erindring om, at en gud havde lagt sin ene hånd på hans hoved og sagt:

”Sit vis vobiscum.”

Og han havde ikke engang set Star Wars, så det måtte også komme fra ham selv.

/J.W.

Eet alene.

Du tegner hjerter med en finger
tegner let i rudens dug,
konturer som fra hjertet bringer
frem i brystet stille suk.

Eet, kun eet kan hjertet fylde
bytte suk med englelyd.
Eet alene vil du hylde,
det som bringer hjertet fryd.

Dette ene kender alle
spiller sjælens melodi,
kan få tårer til at falde
ind i sjælens symfoni.

Nu dit øje smiler lettet
stråler som en diamant.
Er dit blik mod ruden rettet,
mon du duggens koder fandt?

/J.W.

"Kage på torvet."

Hedvig og Gunnar sad i rutebilen, der var afgået fra St. Ajstrup, som ligger et stykke inde i landet bag Sebberkloster. De havde netop passeret Sebbersund, og var nu på vej til Nibe, som var denne rutes endestation. Hedvig havde fået vinduespladsen.

Gunnar var nemlig en hel del galant over for Hedvig. Han havde indset, at det gav pote på flere små, men alligevel nyttige områder. Hedvig lagde mærke til sådan noget, og hun var ikke loren ved Gunnar, som ellers godt kunne forekomme ubehøvlet, hvis man ikke kendte ham godt. Folk tænkte jo ikke altid på, at Gunnar var meget tidligt oppe om morgenen. Hans arbejdsplads lå næsten tyve kilometer væk, så det tog sin tid med transporten, som foregik på en olivengrøn Puch Maxi.

”Har du hørt, at Svendsens har været på Mallorca, Hedvig?”

Hedvig kiggede på Gunnar og sagde: ”Nej, hvad skulle de dog der?”
”Åh, de havde aldrig været uden for Danmarks grænser før, og de har altid gerne villet til grisefest med præsten i Tjæreborg, så nu skulle det være, inden de blev alt for tunge til bens. Og man bliver jo ikke yngre med alderen, som de siger.”

Hedvig kiggede ud af vinduet: ”Jeg ville også gerne til grisefest i Tjæreborg… eller Mallorka, men ingen får mig op i en flyvemaskine. Og vi har det også godt nok her,” tilføjede hun. ”Ved jorden at blive…”

”De har taget lysbilleder, som vi skal se en dag.”

Hedvig spjættede underbenene lidt frem. ”Jeg er spændt på, om jeg kan bruge de sko, Skomageren reklamerer med.”

Gunnar rømmede sig: ”Det må vi jo håbe. Du skal i hvert fald ikke mangle noget. Det sku´ bare mangle.” Han fortsatte: ”Hvorfor tør du egentlig ikke flyve?”

”Hvis det var meningen, vi skulle flyve, havde vi sikkert fået vinger,” svarede Hedvig.

”Ja, det kan vi tidligt nok få,” sagde Gunnar. ”Der er jo heller ikke noget, der er sikkert mere. Det er i hvert fald helt sikkert.”

Hedvig kiggede skråt opad: ”Du sagde, vi skulle have kaffe på Phönix… og en jødekage?”

” Ja,” svarede Gunnar, ”hvis du lover at spise op.”

”Det gør jeg da,” svarede Hedvig koket og hurtigt.

Gunnar så på hende: ”Så tager jeg dig på ordet.”

”Ja, gør du bare det,” fniste hun, ”du tør jo ikke tage mig på andet mere, hæh, hæ, hæ. Husk mig på jeg skal købe cigaretter. Det glemte jeg sidste gang, og nu skylder jeg Olsens to pakker Prince. Så, nu er vi på torvet, her skal vi af. Ellers bliver der for langt at gå.”

”Ja, og det er vist for meget forlangt.”

Gunnar gik straks hen til købmand Pedersen, mens han huskede det:

¨”Fire gange ti Prince,” sagde han til købmanden.

”Så gerne. Med eller uden filter?”

”Det ved jeg sgu da ikke, det er ikke til mig selv,” svarede Gunnar, mens hans højre hånd famlende begyndte at lirke muldvarpen op af baglommen.

/J.W.

Jesus og skovfogedæblerne.

På den lille bakke, bag Brugsen, lå et hvidkalket hus med stråtag. Det var  aflangt og havde små vinduer. En gammel, mild kone boede her. Hun var så mild, at hendes største stue blev brugt som søndagsskole for områdets børn.

Om søndagen kom missionæren og holdt søndagsskole. Hans rene, velklædte og buttede fremtoning blev understreget af et meget venligt og imødekommende ansigt. Han vred hænderne på en smuk måde, som for at understrege, hvor heldige vi alle var, at Jesus havde været her for vores skyld.

Vi forstod nok ikke så meget af det, der blev sagt, men stemningen sagde det hele, så budskabet gik rent ind. Stemningen og duften. Duften af skovfogedæblerne i Annas store bordskål.

Det vi husker tydeligst fra den tid er blandingsduften af ordene om Jesus, missionærens kærlige fremtoning og skovfogedæblerne.

Og så var der jo også lokkemaden, som virkede: Den selvlysende engel, med en hvid sytråd i et lille hul i håret. Den havde man gjort sig fortjent til, hvis man havde samlet nok æbler gennem året. Små selvklæbende glansbilledæbler, man klæbede på et lille ark med et juletræ. Der var hvide, tomme og runde pladser på træet, hvor man klæbede sine erhvervede æbler ind. Et fuldt æbletræ udløste fosforenglen, og det passede så nogenlunde med, at det var fuldbyrdet ved juletid.

/J.W.

"Rough skitse" af de tre legender. 
Olie på canvas panel. 18 x 24 cm.

Olie på lærred. 40 x 30 cm. + ramme.

Amors ventilator.

Nymfen og Amor havde været venner i mange dekader, og hun kendte udmærket godt til hans meritter. Derfor følte hun det forunderligt, at hun pludselig var blevet forelsket i ham.

”Har han sendt en pil i mit hjerte? Nej, hvorfor skulle han dog det? Han har jo rigeligt at lave, hans arbejde er hans hobby, og det lever og ånder han for.”

Nymfen grundede over dette uforklarlige forelskelsesudbrud uden at finde en gyldig forklaring. Hun boede for tiden i en smuk kumulussky, der var tilstrækkelig fortættet til, at hun kunne sætte sine ti skuffer i den. De blev placeret under hinanden, og det så ud som om, skyen var født med dem. De gled fint ud og ind, når hun benyttede dem, og i den tredje nederste gemte hun sine hjerteskrevne digte. De skulle ikke udgives, selv om hun godt kunne tjene nogle flasker nektar ved at publicere dem i Himmelekspressen.

”Nej, jeg skriver kun til skuffen,” tænkte hun. ”Men at skrive dem med hjertet er min kæreste beskæftigelse.”

En dag landede selveste Klokkeblomst på hendes sky. Ja, den klokkeblomst man kender fra Peter Pen. Hun er nemlig blevet læst og set så mange gange, og så intenst, at det til sidst inkarnerede hende.

”Tænk dig, jg er blevet forelsket i Amor,” tilstod hun overfor nymfen, som følte et lille gib i hjertet. ”Og jeg ved godt hvorfor. Jeg er nemlig poetisk anlagt, og Amor har investeret i en forunderlig ventilator, som udsender poetiske briser krydret med spiritualitet og en æterisk duft af en speciel haverose, jeg ikke lige kan huske navnet på. Han siger, det er bedre end ingenting, da piletræ er rationeret for tiden. Mærker man disse briser, bliver man forelsket i ventilatorens indehaver, hvis man har et poetisk hjerte. Der er ikke andet at gøre for os, da vi kun er en slags halvguder endnu.”

”Nåh, så er det vel heller ikke værre,” udbrød nymfen med et lettet smil. Forelskelse er da det fineste krydderi, jeg kender, og når man ved, hvad det er fremstillet af, kan man roligt bruge af det, og så bliver det måske også muligt selv at dosere det. Nu giver jeg en go’ kop tordenkaffe, for det ser ud til at trække op. Så kommer solen snart igen og hjælper os med at få det gyldne overblik.”

/J.W.

Olie på canvas panel. 30 x 30 cm.

Olie på lærred. 20 x 20 cm.

Makroskopi.

  

Bølgepap dyppet i tapetklister
en skotøjsæske med stearinlysestumper
under ottomanen
to hyacinter i en urtepotte
kan ikke længere holde balancen
lægger sig ned mens det ringer på døren
lige inden siestaen
kaffefiltrene er alt for små og klapper sammen
tebreve i postkassen
en due øver sig på violinetuder
akkordarbejde og unoder
alle bolde som spilles op mod muren
bliver grebet som de skal
kreative hænder afleverer garnmønstre
til flittige hænder som skaber nye figurer
vandhanen drypper om formiddagen
to-mater fra søværnet modificerer rekylen
når solen er helt på plads

surrealismen afbalancerer blot
det den kan.

/J.W.

Uden noder.

Blomsterduftende toner,

gemte følelser spirer

gennem hjertets asfalt.

To have mødes

i gensidige favntag,

opfører hjertets tango

på dansegulv af morild.

/J.W.

Jeg så en hindu fra mit vindu´

Olie på lærred. 40 x 40 cm. 

Larsen, Larsen og Kvik.

Nu i trygge rammer.

Olie på lærred. 40 x 40 cm. + ramme.

Gyldne trin.

Rav er forstenet harpiks, der er 20 til 50 millioner år gammelt, og guld (grundstof nr. 79) er stjernestøv, som supernovaer har en del af æren for. Det er der mange der ved, og sådanne ting kan man forske i. Men hvis man vandrer ad poesiens og eventyrenes veje, kan man få øje på flere forklaringer.  Nogle vil mene, de modsiger hinanden, mens andre lettere kan se forbindelserne, hvor også kemi spiller en rolle. Kemi er jo ikke blot fysik men også psykologi.

For enden af disse eventyrlige veje ligger et bjerg, og ved foden står en himmelstige. Det er et stort navn, vil en og anden nok sige, men klatrer man op ad alle syv trin, forstår man, hvorfor den hedder sådan. Bjerget er egentlig en sandskulptur med dragehoveder, slotte, fugle, rovdyr og mange abstrakte figurer, der nærer fantasien. Så dygtigt er den udført, at man helt og aldeles glemmer, at alt er formet af det sand, bjerget består af, og mange bliver bange for figurerne. Nogle figurer gør også folk ærbødige og leder dem til at tro, de står ved en guddom.

Men himmelstigen er magisk, for efter hvert trin opad, bliver man mere og mere opmærksom på bjergets substans, og stående på det syvende trin, er man fuldt bevidst om sandet og smiler af figurerne.

Guld og rav er Frejas tårer. Det er der også mange der ved.  At hendes tårer er blevet til så ædle forekomster skyldes sikkert, at de udspringer af dyb, oprigtig kærlighed. Almindeligvis vil man ikke kunne græde så dybfølt, fordi man er vant til at få sine længsler opfyldt efter en rimelig tid, eller straks. Freja vidste, at hendes mand aldrig ville komme tilbage, da han forlod hende af altruistiske grunde i en større sags tjeneste.

Nu arbejder hun, sammen med de ni Muser, med at opfylde manges gyldne drømme. De drømme og længsler som er oplyste af stråler fra en sol, som gør det muligt at erkende dette solsystems sol, og principielt andres med, for den sags skyld.

På de nederste trin kan man ofte se folk skændes om, hvem der har udført disse imponerende figurer, og mange omkommer, fordi der er nogle som skubber dem, de ikke er enige med, ned af trinene, så de slår sig ihjel. De der når helt op, har ofte rakt hinanden en hjælpende hånd i stedet, mens skubberne foretrækker at blive, hvor de er.

Under opstigningen har nogle gættet på, det var Frejas mand som lavede skulpturen, som det altruistiske arbejde, han forlod Freja for, men på det syvende trin afsløres alt, og så tænker man ikke over dette, da det siger sig selv.

/J.W.

Vokseværk.

Det lille træ i elskoven krympede sig, for det var vanskeligt at se, hvordan det skulle blive højt nok til at få glæde af det livgivende sollys, som de store og stærke træer drak styrke af. Det ville så gerne selv være et stort og oplyst træ, og kunne det bare se solen lige så meget som dets ældre søskende, kunne det sikkert også få sig en kraftig stamme.
De store var ikke så sårbare over for den behandling, dyrene og fuglene udsatte elskovens træer for, og når mennesker kom forbi, havde de svært ved at lade være med at give det lille træ et kærligt dask. Men det var ydmygende, for det måtte bøje sig og neje, hver gang en eller anden lod hænderne glide hen over det.
”Giv tid,” sagde de store træer trøstende.
”Vi har selv været små engang. Du bliver stor, før du ved af det, og så får du også bange anelser, når du fornemmer planer om udtynding eller fremstilling af gulvbrædder og tandstikker. Så får du lov at føle suset. Glæd dig hellere over, hvor meget du oplever nu og læg mærke til, hvor mange smukke ting der sker omkring dig.”
”Ja,ja, det kan de sagtens sige,” tænkte det lille træ.
”Jeg har stået her, lige så længe jeg kan huske, og hver morgen, når solen er blevet ordentligt tændt, kan jeg da se, at jeg ikke er en splint større, end jeg var i går.”
Det blæste op, så det suste i kronerne, og de store træer berettede om smukke kumulusskyer som jævnligt gled forbi den livgivende sensommersol.
Med mellemrum ramte en eksplosion af gyldent lys nu det lille træ, og varme følelser strømmede ud i hvert eneste blad.
”Mine bønner er blevet hørt,” jublede det. ”Jeg er udvalgt, og selv om jeg er det mindste træ i elskoven, er jeg velsignet.”
To egern kom slæbende på en lille sæk, de havde fikset af kastanjeblade. Inde i sækken var nogle potefulde nødder. De trak den hen over skovbunden og holdt ofte pauser. Pludselig fik den ene øje på det lille træ.
”Næh, se en smuk lille fyr. Det er helt sikkert det mindste træ her omkring. Jeg tror, vi skal grave nødderne ned lige under det, så vil det være nemmere at huske, hvor de er. Sådan et træ vokser ikke ind i himlen på nogle få måneder. Det ser såmænd lige sådan ud, når vi graver nødderne op til jul.”
”Det er jo det, jeg siger,” tænkte træet.
”Men hvor er de små egern dog mobile. De er slet ikke stavnsbundne som jeg, og hvis jeg ikke var så jordbundet, ville jeg ikke blive stående her. Så ville jeg da også gå ud.”

/J.W.

Olie på lærred. 85 x 110 cm. incl. ramme.

Olie på masonit. 21 x 16 cm.

Uret og uret.

”Du lyder lidt rustent. Er du blevet forkølet?”

”Nej, men rust kommer til os alle, hvis jernet har været blottet for længe.”

”Mine tandhjul er kapslet inde i titan, og de er velsmurte. Så jeg bliver aldrig forkølet, hvis man altså kan konkludere på denne måde.”

”Du er også så præcis, at man kan stille uret efter dig. Dag og nat. Jeg selv tæller kun de lyse timer. Jeg er præcis lige så præcis som dig, om ikke mere præcis. Men jeg tænker på en helt anden måde og kommunikerer naturligst med solen. ”

”Jeg går til urmager en gang om året. Det er en god skik.”

”Urmagere, og deres remedier, har jeg ikke brug for. De arbejder efter mekaniske regler, som slet ikke giver mening hos mig, for jeg er kun intuitiv, poetisk og økologisk. Når jeg betragter deres uundværlige værktøjer, kan jeg kun ryste på hovedet. Altså i forbindelse med mine få behov. Jeg skal blot drejes, når jeg kommer ud af kurs.”

”Der kan jeg ikke være med. Intuition stoler jeg begrænset på. Tandhjul skal passe sammen og arbejde i et lukket kredsløb. Det giver mening og tryghed for mig.”

"Jeg siger nu...hver ting til sin tid."

/J.W.

Meyer.

Olie på lærred. 40 x 40 cm. + ramme.

"Balance."

Katten sagde grrr og vov,

hanen galed’: miau

ude i en sommer-skov

uden vand og lov.

Fugle peb og smådyr sang,

normer fandtes ikke,

bjørnen gik til altergang,

blomsten havde hikke.

Kragen havde støvler på,

ræven gik med hue,

uglen, som var ovenpå,

skød med pil og bue.

Sådan kan det forekomme,

hvis man mangler væske

lærken i din inderlomme

kan dog ganen læske.

Tøm den først for brændevin

fyld på med vand der bruser

ellers kan du dø af grin,

og så bli´r det en fuser.

/J.W.

Ud-af -byen-oplevelse.

Duftende buket af hyacinter
skjult i byens labyrinter
pølsehorn i kedeldragter
morgenmad fra byens slagter.

Båden bæres trygt af fjorden
ormen lever under jorden
med usynlig kompetence
uden spor af konkurrence.

Varm kakao uden skind
høje bølger uden vind
labyrinters lange gange
runger højt af byens sange.

Mad der dufter rigtig godt
dug på bord i skur og slot
dug på ruden inden vinter
duft igen af hyacinter.

Ditte med en ny frisure
hanekam i varm friture
aversion og polemik
uniform og tæt trafik
træet smider snart sit løv
feen drysser tryllestøv
tryllepollen er energisk
blot man ikke er allergisk.

Hæver sangen fem oktaver
ligegyldigt hvad man laver.

Labyrinter set fra luften
hyacinter skænker duften
se nu bare: Højt fra skyen
vises vejen ud af byen.

/J.W.