Olie/lærred. 30 x 40 cm.

Frugt.

Olie/lærred.
40 x 30 cm. + ramme.

"Ganske enkelt."

Olie/lærred. 30 x 40 cm. Nu + svæveramme.

"Fiktivt portræt."

Olie/lærred. 40 x 30 cm.

A. L.

Olie/lærred. 24 x 30 cm.

"Skiftedage."

  Nu har mange af de smukke sangfugle pakket sydfrugterne. Stemningen er lidt traurig, for det er jo, som bekendt, ikke foråret, der står for døren.

  Skyformationerne tårner sig op, og aftensolen maler ofte gavmildt med så storslåede farver, at man skulle tro, man var vidne til en censureret ”Guldalderudstilling.” Selv om man har set det hele før. Man bliver aldrig træt af disse scenarier, bliver aldrig færdig med dem. De er velkendte og alligevel nye. Der er både vemod og forjættelse i dem, som om sjælen, lønligt hviskende, minder én om glemte horisonter.

  Livet går dog sin gang, og der tænkes ikke blot i daglige frokoster, men også i julefrokoster.

/J.W.

Fra Limfjordens poesibog:

 Jeg strander en flig af min våde kåbe i din favn og berører dig med mit mildeste udtryk. På de større dybder sker ting som kan forurolige. Jeg skjuler det ikke, for jeg har kun reelle hensigter. Mit hjerte banker inderligt, og mit åndedræt virker beroligende, når jeg er meditativ.

Jeg kan virke udfordrende, når mit åndedræt bliver hektisk og hjerteslagene hurtige. Du iagttager mine skiftende ansigtsudtryk, men bliver du opmærksom på mit blik, ser du, at det er mildt og roligt.

/J.W.

Forløb.

Skinfakse, smukke hest, så glad, levende og forjættende. Du løber mod vinden, ledsaget af havets opmuntrende brus. Du har din egen lyse tid, og dine spor i det våde sand er lige så virkelige, som de tankefølelser du nærer, mens du strækker ud med morgenens dug som skum på din mule.

Verden venter tålmodigt, og fotonerne ubler. Tiden holder siesta, og kun uskyldig tidløshed er. Men tankefølelserne, som er havets ølger, giver tiden tilbage, mens de danser efter vindens vilje, til tiden atter bliver stille ved havets spejl, når dagen er gået til ro, og Rimfakse galopperer på den gyldne løber,
som månen ruller ud.

/J.W.

Kildevæld.

Ved kildens udspring var græsset frodigt grønt. Solen glitrede i det levende vand, der genspejlede den med flydende, vuggende guld og strøede stjerneglitter hist og her, mens det opførte sin dans.

Vandet flettede sig ind og ud, indhyllede græs, småsten, forhøjninger og fordybninger i sit våde overflod og anlagde en selvfølgelig vej uden eftertænksomme overvejelser. For det spirituelle sind var udspringet samtidig gudindernes musikalske hyldest til livets mystiske selvfølgelighed, akkompagneret af vibeskrig og lærkesang.

Længere nede af bjergsiden bredte vandet sig ud i et delta, jorden sugede sin del i skat, og lidt efter lidt mistede det sin automatiske intensitet. Efter et vist forløb havde det helt glemt, hvor det kom fra og forstod kun sig selv, som det tog sig ud nu, lige hvor det var.

Mens det langsomt ebbede ud, drømte det om en spillevende og frodig grøn tid med en kildrende fornemmelse af stjerneglitrende dans.

/J.W.

Forstår du det?

Det jeg ikke kan forstå i et eventyr,
kan jeg bedre ikke forstå,
end det jeg ikke kan forstå i politik.

/J.W.

"Kunstner."

Olie/lærred. 24 x 30 cm.

Olie/lærred. 80 x 60 cm.

Over tid.

En bluse med hvide anemoner
et skørt i lysegrønt
vævet af Vivaldis toner
føltes godt og skønt.

Et smil som morgensolen
et blik med stjernedrys
får tanken hen på martsviol
og vårens første kys.

Snart synges vintertiden ind
og nordlys stemmer i
der danses lifligt kind mod kind
mens tiden går i hi.

/J.W.

"SUPPEdas."

Hun hældte en spand vand ud ved sokkelen nær bryggersdøren, da hun var færdig med at plukke hønen, som skulle være hovedingrediens i søndagens suppe. Det var nok dagens største fejl, for næppe havde hun tømt den sidste eftersjat ud, før lynet slog ned i laden. Det kom ganske uvarslet, der havde ikke været nogen rumlen, og ingen truende skyer på himlen.

Hvad hun ikke vidste, var at lige neden under, hvor vandet ramte, boede en vættefamilie. Og var der noget vætterne ikke brød sig om, var det at få plasket vand på loftet, især når de holdt siesta og lå og småkværulerede over, hvor lang, eller kort, tid der var til jul. Og med sådan et snavset og varmt vandfald, var det ikke muligt at slå koldt vand i blodet, så vættefar råbte truende og mørkerød i hovedet:

”Nu kan det være nok.”

Og det var det. Det var nok til at nedkalde et slemt lyn, som straks antændte laden, for vættefars vrede var farlig for både mennesker og dyr.

Set fra en menneskelig synsvinkel, var det en ond begivenhed, men fra vætternes muldvarpeperspektiv, var hævn ganske naturligt. Forståelse og tilgivelse fandtes ikke på deres menukort. Fred gav ingen mening og blev iagttaget med vantro.

De vidste nemlig, fra overleveringer, at de skulle tørre glade og frimodige smil af de tåber, som levede i fredelig velstand, og plukke høns med dem. Alt andet var blålys og ikke til at holde ud. Og vandet var bare dråben…

Vættelys vidste man da, hvad var, selv om de var helt uegnede til at koge en sund og nærende suppe på.

/J. W.

Banan.

Olie/lærred. 40 x 40 cm. + ramme.

Solspejl ved fuldmåne. (Søndag d. 13/10 2019).

Mens Solen besøger den anden side af kloden,

holder Månen sit spejl højt, og retter det mod byens tage, træernes kroner, de bølgende landskaber
og de udstrakte have.

Musernes fingre danser virtuost på harpestrenge,
og fra deres læber strømmer frydefulde hymner,
komponeret med ekkooet af århundreders tavse stjerneskud som inspirationskilde.

Spiret på kirken stråler nu som purt guld, og af skæret fra lysende rav ved Længslernes kyster
væves æteriske klædedragter til elskovsdansant
ved Elvernes skovsøer.

Imens udfører tusinde Feer deres magiske ritualer,
som Månen under ingen omstændigheder ville være foruden.

/J.W.

Olie/lærred. 24 x 30 cm.

Studie til større maleri, 60 x 80 cm.

Her: Olie på lærred, 24 x 30 cm. + ramme.

Olie/lærred. 30 x 24 cm. + ramme.

Olie/masonit. 48 x 54 cm. + ramme.

Aalborg/Nyhavn (over Sebbersund).

”Hakke persille, vugge den lille, åh, ÅH, åh.” Den gamle mand, Niels Christian Sandborg, sad uden for huset på trappen og vuggede sit spæde barnebarn. Solen skinnede og mågerne kredsede, mens døsigheden sneg sig ind over ham. Han gentog ”persillehakningen” igen og igen, fordi der var en egen ro over de ord, og de blev fremført let syngende.

Tankebilleder fra fortiden blev mere og mere levende for ham, og i glimt var han tilbage til sin pure ungdomstid. ”Hakke persille, vugge den lille, åh, ÅH, åh.” Nu dukkede scenarier frem helt tilbage fra attenhundredeoghalvfjerdserne, hvor han var ganske ung. Færdig med skolen og konfirmeret skulle han til søs. Det lå lige for, da han var af fiskerslægt og gerne ville opleve noget mere end det sædvanlige rusefiskeri på fjorden.

Han småsov, men ”sang” stadig, mens han holdt vuggen gyngende med sin højre hånd. En gang imellem kom han til at synge: ”Hakke den lille, vugge persille, åh, ÅH, åh.”

Han længtes ofte hjem efter stormfulde ture med pæreskuden, og når han følte overskud til det, løb han de små tredive kilometer fra havnen i Aalborg til sin hjemby, Sebbersund, ved fjorden. Så kunne der lige blive et par timers gensyn med familien, inden han måtte samme tur tilbage for at nå det hele. For pligtopfyldende var han.

Han sejlede med en skude, som pendlede mellem Aalborg og Nyhavn. Det var en hård tid for den unge mand. Men sådan var det for de fleste, så det accepterede man. 

Pæreskudernes drivkraft var kun sejl, så vind og vejr havde enorm betydning.

”Hakke persille, vugge den lille, …”

/J.W.

Olie/lærred. 40 x 30 cm. + ramme.

Olie/lærred. 30 x 30 cm. + ramme.

"I et hjørne af stuen."

Olie/lærred. 40 x 30 cm.