”Hakke persille, vugge den lille, åh, ÅH, åh.” Den gamle mand, Niels Christian Sandborg, sad uden for huset på trappen og vuggede sit spæde barnebarn. Solen skinnede og mågerne kredsede, mens døsigheden sneg sig ind over ham. Han gentog ”persillehakningen” igen og igen, fordi der var en egen ro over de ord, og de blev fremført let syngende.
Tankebilleder fra fortiden blev mere og mere levende for ham, og i glimt var han tilbage til sin pure ungdomstid. ”Hakke persille, vugge den lille, åh, ÅH, åh.” Nu dukkede scenarier frem helt tilbage fra attenhundredeoghalvfjerdserne, hvor han var ganske ung. Færdig med skolen og konfirmeret skulle han til søs. Det lå lige for, da han var af fiskerslægt og gerne ville opleve noget mere end det sædvanlige rusefiskeri på fjorden.
Han småsov, men ”sang” stadig, mens han holdt vuggen gyngende med sin højre hånd. En gang imellem kom han til at synge: ”Hakke den lille, vugge persille, åh, ÅH, åh.”
Han længtes ofte hjem efter stormfulde ture med pæreskuden, og når han følte overskud til det, løb han de små tredive kilometer fra havnen i Aalborg til sin hjemby, Sebbersund, ved fjorden. Så kunne der lige blive et par timers gensyn med familien, inden han måtte samme tur tilbage for at nå det hele. For pligtopfyldende var han.
Han sejlede med en skude, som pendlede mellem Aalborg og Nyhavn. Det var en hård tid for den unge mand. Men sådan var det for de fleste, så det accepterede man.
Pæreskudernes drivkraft var kun sejl, så vind og vejr havde enorm betydning.
”Hakke persille, vugge den lille, …”
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar