Forløb.

Skinfakse, smukke hest, så glad, levende og forjættende. Du løber mod vinden, ledsaget af havets opmuntrende brus. Du har din egen lyse tid, og dine spor i det våde sand er lige så virkelige, som de tankefølelser du nærer, mens du strækker ud med morgenens dug som skum på din mule.

Verden venter tålmodigt, og fotonerne ubler. Tiden holder siesta, og kun uskyldig tidløshed er. Men tankefølelserne, som er havets ølger, giver tiden tilbage, mens de danser efter vindens vilje, til tiden atter bliver stille ved havets spejl, når dagen er gået til ro, og Rimfakse galopperer på den gyldne løber,
som månen ruller ud.

/J.W.