Kildevæld.

Ved kildens udspring var græsset frodigt grønt. Solen glitrede i det levende vand, der genspejlede den med flydende, vuggende guld og strøede stjerneglitter hist og her, mens det opførte sin dans.

Vandet flettede sig ind og ud, indhyllede græs, småsten, forhøjninger og fordybninger i sit våde overflod og anlagde en selvfølgelig vej uden eftertænksomme overvejelser. For det spirituelle sind var udspringet samtidig gudindernes musikalske hyldest til livets mystiske selvfølgelighed, akkompagneret af vibeskrig og lærkesang.

Længere nede af bjergsiden bredte vandet sig ud i et delta, jorden sugede sin del i skat, og lidt efter lidt mistede det sin automatiske intensitet. Efter et vist forløb havde det helt glemt, hvor det kom fra og forstod kun sig selv, som det tog sig ud nu, lige hvor det var.

Mens det langsomt ebbede ud, drømte det om en spillevende og frodig grøn tid med en kildrende fornemmelse af stjerneglitrende dans.

/J.W.