Hun hældte en spand vand ud ved sokkelen nær bryggersdøren, da hun var færdig med at plukke hønen, som skulle være hovedingrediens i søndagens suppe. Det var nok dagens største fejl, for næppe havde hun tømt den sidste eftersjat ud, før lynet slog ned i laden. Det kom ganske uvarslet, der havde ikke været nogen rumlen, og ingen truende skyer på himlen.
Hvad hun ikke vidste, var at lige neden under, hvor vandet ramte, boede en vættefamilie. Og var der noget vætterne ikke brød sig om, var det at få plasket vand på loftet, især når de holdt siesta og lå og småkværulerede over, hvor lang, eller kort, tid der var til jul. Og med sådan et snavset og varmt vandfald, var det ikke muligt at slå koldt vand i blodet, så vættefar råbte truende og mørkerød i hovedet:
”Nu kan det være nok.”
Og det var det. Det var nok til at nedkalde et slemt lyn, som straks antændte laden, for vættefars vrede var farlig for både mennesker og dyr.
Set fra en menneskelig synsvinkel, var det en ond begivenhed, men fra vætternes muldvarpeperspektiv, var hævn ganske naturligt. Forståelse og tilgivelse fandtes ikke på deres menukort. Fred gav ingen mening og blev iagttaget med vantro.
De vidste nemlig, fra overleveringer, at de skulle tørre glade og frimodige smil af de tåber, som levede i fredelig velstand, og plukke høns med dem. Alt andet var blålys og ikke til at holde ud. Og vandet var bare dråben…
Vættelys vidste man da, hvad var, selv om de var helt uegnede til at koge en sund og nærende suppe på.
/J. W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar