Olie på masonit. Ca. 33 x 24 cm. incl. ramme.

 

LYDEN AF BRÆNDING

 

  Vinden bar pludselig en magisk duft over klitten ved Rødhus denne januar-dag. Duften blev filtreret af marehalm i vådt sand, og skabte helt nye, kalejdoskopiske erindringer, der havde stor virkelighedskraft.

  Havet slugte med velbehag et spontant kast med et ravstykke, og ringene bredte sig fra nedslagsstedet, som en utrættelig gif, mens erindringens toner, følelser, ord og billeder interagerede i inspirerende former.

  Så forsøgte lyden fra havets brænding at tage over, men det lykkedes kun så meget, at den fik status som billedtekst.

 

/J.W.

Nordjyske Stiftstidende i dag:

 

LÆNGSEL

 

 

Dagens lyse sommerfugl
har forladt sin puppe
tiden er på løbehjul
Beatles var en gruppe.

Natten kortes dag for dag
helt til Sankte Hans
ovnen bager hjemmebag
tranen går til dans.

 

Tiden skubber frosten ud
fuglekoret tøver
venter nok på Kjørmes Knud
før de starter prøver.

Tranebær og jordbærmarker
sommercirkusklovnen
grøn koncert i byens parker
tanken er i ovnen.

 

/J.W.

 

Nordjyske Stiftstidende i dag:

 

DYRE DRÅBER

Eva har rytme i sin krop

Adam har kaffe i sin kop

Eva spilder hver gang hun hælder

men si’r at bare rytmen tæller

så pyt med kaffespild på dugen

sådan er hun hele ugen.

/J.W.

REGN OG GRÅVEJR

 

  Frejas bror Frej, havde travlt, fordi foråret skulle forberedes i god tid. Freja holdt en velfortjent ferie, men for Frej var foråret absolut ikke ferietid. Byger der går og kommer, som lyn fra en klar himmel, var en af hans spidskompetencer, og det klaredes ikke uden at kunne manipulere lynhurtigt med skyerne. For selv Frej kunne ikke regne uden skyer, selv om han var i besiddelse af en avanceret regnemaskine.

  Døren til hans regnskab var aldrig låst i forårstiden. Den stod oven i købet på klem, for impulserne var uforudsigelige, og måtte følges uden tøven. Han skubbede hurtigt døren helt op og greb sin regnemaskine, når de trængte sig på, og sendte så en passende byge ned over landet. Det var hans job, og hvis han ikke passede det til fuldkommenhed, blev han fyret på gråt gedeskind. Det var skik og brug i Valhal, og blev man fyret, var der stor sandsynlighed for, at man også blev sparket ud af en af de 540 porte. Hver port kunne sluse 800 krigere ud på én gang, og blev man sparket ud under en sådan udslusning, blev man automatisk indrulleret i hæren og måtte deltage i dens forestående mission. Den af krigerne som blev efterladt for at give plads, til ham der blev fyret af, blev så fritaget for værnepligt i et år, og fik køkkentjeneste, hvilket betragtedes som en loppetjans, for der blev ikke skelet til, om man snuppede godbidder under tilberedningen af de overdådige måltider. Tværtimod forventedes det, og når det så var tid at deltage i væbnede konflikter igen, var der altid problemer med at passe sin knagearkiverede udrustning.

  Men Frej var trofast og blev på sin post. Han passede på ikke at lave en eneste regnefejl, og han var så nidkær, at masser af mennesker gik ud i solskin og blå himmel og vendte hjem som druknede mus. Så snart de var inden døre, og kiggede ud af vinduerne, skinnede solen igen, som om intet var hændt.

  Så vidst man da, at foråret var under forberedelse, hvis man ikke allerede havde fået øje på årstidens blomster, som altid tog lidt forskud og tittede frem for at overraske, og knopperne på buske og træer. For ikke at nævne fuglestemmerne, som kvidrede og fløjtede om alt det, de havde behov for at udtrykke. For den mørke tid tog pippet fra dem, og forløsningens glade sange om forårets forjættelser var til at, hmmm, få øje på.

 

/J.W.

GYLDNE DRÅBER

 

  Vintermørket havde lokket stjernerne frem, og månen brugte frimodigt løs af kassekreditten fra solen og polerede sin krumsabel, mens den selv lånte nogle blege skygger ud, i et forsøg på at få det hele til at hænge sammen. Den havde det ikke godt med at være så afhængig og skævede tit misundeligt til solen, mens den tænkte:

  ”Den har jo alt, og den kan alt. Hvad kan jeg andet end at være til? Og jeg ved ikke engang, hvordan jeg er havnet her, men det er åbenbart blevet min bane, selv om jeg, i ny og næ, godt kunne tænke mig at slå mig lidt løs. Jeg har hørt, at en komet kan slå én helt ud af kurs, så man virkelig får en på opleveren, og det er vel at mærke ikke som de småsten, der er blevet tjattet på mig i dekadernes løb.”

  ”Nåmen, Limfjorden er, for en gang skyld, blikstille, så jeg må hellere nette mig lidt, mens det er til at se sig selv ordentligt, og den 8. december holder jeg hof igen. Man kalder det fuldmåne, og det er der lavet mange vitser om. Bare ærgerligt at jeg aldrig kan betragte min nakke, men måske er der ikke nogen der lægger mærke til, hvordan jeg ser ud der bortset fra nogle nysgerrige satellitter. Mit ansigt er lidt arret, men jeg glæder mig dog over, at jeg er ganske dragende, og alle medaljer har da en bagside. Tag nu bare Mars, den dødbider, der er ikke meget sprællemand i ham mere, så måske skulle jeg ikke være så trist over min skæbne. Min kassekredit berøres vist heller ikke af de nye prisstigninger, som er på menuen for tiden. Det er nok fordi, jeg bruger økologisk solenergi, og grøn energi er jo ikke bare ost, som jeg påstås at være gjort af.”

  ”Op med humøret, du gamle måne,” råbte et passerende stjerneskud. ”Jeg må lige opfylde et ønske, så skal jeg være der igen, hvis jeg da kan finde tilbage. Nogle af os brænder jo vores lys i begge ender, men så var det da sjovt, så længe det varede. Du sætter mange hjerter i brand, at du ved det, og Ebbe glæder sig hver måned til at give blod, nej undskyld, til at blive Flod. Du kan meget mere, end du tror, og du er ganske uundværlig. Det skulle ikke undre mig, hvis der er skrevet flere kærlighedsviser om dig end om solen, så fortsæt du bare med at få safterne til at stige. I øvrigt gi’r du solen masser af selvtillid. Hver eneste gang du er fuld, siger den: ”Se hvor smuk månen er,” og så sender den dig et par ekstra stråler for at underbygge det og uden at lægge renter og gebyrer på. Men jeg elsker solen, for den gør et stort stykke arbejde, og mange af de mennesker som hylder dig i digte, bærer spejlbilleder af solen i deres hjerter. I øvrigt er vi jo én stor familie, som må bo i det samme rum, så lad os glæde os over hinandens særheder, evner og opgaver.”

  ”Gid man var smuk som et stjerneskud,” tænkte månen og spekulerede på, om stjernen kom tilbage. Selv havde den set utallige stjerneskud i tidens løb, og de var da alle lige smukke, og havde hver sin personlighed at gøre godt med. De var ganske vist tilbagevendende begivenheder, men mon ikke de alle endte i Ønskebrønden og blev til pure, flydende guld?

 For der var et magisk lysskær over den Ønskebrønd, og nogle påstod, at gudinden Aurora brugte af guldet og, ikke så sjældent, skænkede Morgenstunden et glas fyldt til randen med de gyldne dråber.

/J.W.

 

 

EN HEL KRONE I OVERSKUD

 

 ”Har du hørt den om Olsen Banden, der ville overnatte på det samme hotel?”

 

  ”Nej, der er ingen klokker der ringer sådan umiddelbart.”

 

  ”De gik hen til receptionen og bestilte et værelse hver. Det bliver tredive kroner, sagde receptionisten. De betalte, fik hver sin nøgle og gik. Så kom receptionisten i tanke om, at hun havde taget for meget og kaldte på piccoloen. Du må give de tre penge tilbage. Deres værelser kostede kun femogtyve kroner tilsammen. Her er fem enkroner. Smut op og aflever dem.

  Piccoloen blev lidt usikker på vej mod gæsternes værelser. Fem kroner til tre? Så besluttede han sig hurtigt: De får en krone hver, og så er den pot ude. De to tiloversblevne kroner stak han i sin egen lomme.  

  Så nu ser regnestykket sådan ud: De tre gæster har betalt ni kroner hver, og tre gange ni er syvogtyve. Piccoloen stak to kroner i lommen. Syvogtyve plus to giver niogtyve. Hvor er den sidste krone så blevet af?”

 

  ”Det kan jeg ikke overskue, men for lige at tage et sidespring og abstrahere fra problementikken: Plager eftervirkningen af julefrokosten dig stadig?”

 

    ”Ja og nej. Når sprutten går ind, går forstanden jo ud, og så kan det være svært at holde etiketten.”

 

    ”Da jeg selv gik til julefrokoster, kom jeg sjældent længere end til silden. Der blev skålet hele tiden, så de sild jeg fik ned, kom i hvert fald ud på dybt vand, om jeg så må sige, og jeg tror, jeg har sagt et eller andet specielt til min borddame, for hun rødmer og fremviser et uudgrundeligt smil, hver gang vi ser på hinanden. Men nu er hun på barsel i nogle måneder, så det behøver jeg ikke at fundere over mere.”

 

  ”Du åbnede måske døren til borddamens hjertes forkammer, om jeg må udtrykke det poetisk.”

 

  ”Sjovt du siger det. Hun bor nemlig på Forchhammersvej.”

 

  ”Nå, men Godt nytår igen igen. Der kommer bussen til Silkeborg, og den venter ikke.”

/J.W.

 

 

Nordjyske Stiftstidende i dag d. 7. jan. 2023:

 

TITLER

 

  Identificerer man sig med sin titel, kan man føle sig frustreret, hvis man mister den, mens den føles som en del af ens personlighed.

  Kabinetssekretæren elsker krebinetter og karbonader lige højt og skelner ikke her. Kammertjenerens livretter er kammerjunkere, fedtegrever og Taffeland med nye kartofler, brun sovs og tyttebær. Hun modtager anden af hofjægermesteren, som knapper to øl op og skænker en hurtig Jägermeister, tager øjentjenerens ”saxede” briller og hænger dem på en stumtjener, mens arveprinsen taler om at renovere sit arvegods… én gang til.

  Ja ja, når bare der ikke går farmorkage i den. Så hellere marmorkage.

/J.W.

VÆRTSSKABET

Det blev en herlig Nytårsaften i år. Gåsen havde inviteret gæster til en gastronomisk niddag. Der var jo kun Nytår én gang om året, havde den langt om længe indset, så i år skulle det være. Den plejede altid at lade sig invitere, men tiden var moden til værtsskab, og femogtyve af dem der havde overlevet julemassakren skulle inviteres. Såvel gæs, ænder, kalkuner som høns, for gåsen ville ikke kaldes racist.

Den ville skabe glæde og håbede, helt ind til ønskebenet, at alle kunne deltage. Det ville blive dejligt at se gæsterne komme and-stigende med nypudsede fjer, og femogtyve var det antal, den havde plads til. Syv gæs, syv ænder, seks kalkuner og fem høns. Kalkunerne fyldte meget, så seks var rigeligt, og hønsene fik man hurtigt nok af, for de fik altid lynhurtigt godt med fjer på. De kendte ikke til mådehold og festede principielt grundigt igennem.

Der ville under alle omstændigheder blive et værre leben med gæssenes taktfaste skræppen, kalkunernes pludren, hønsenes kværuleren, og ændernes konkurrencer i rap som de gik meget op i, da de ikke kunne udtrykke sig på andre måder på grund af næbbenes udformning. Enhver rapper med sit næb, forsvarede de sig.

Gåsen havde en personlig teori om hønsenes umådeholdne drikkeri. Den mente, at de fortrængte tanken om den forestående sæson for hønsekødssuppe. Men den teori holdt den for sig selv. Den havde trukket en velegnet fjer ud af sin ene vinge og skåret den til, så den var egnet til at dyppe i blækhuset og skrive invitationer med. De skulle sendes med luftpost… brevduer, for de tog ikke noget for det, da det var deres eneste hobby, og det passede lige nøjagtigt til gåsens pengepung.

Velkomstdrinken skulle være den legendariske an-drik. Den gik man aldrig fejl af, og nytårstalen skulle Andreas holde, præcis klokken atten nul dut. Det var der tradition for, og når Andreas talte, lyttede alle andægtigt, selv om de kunne talen udenad:

”Vi sender vore varmeste tanker og ønsker om et Godt Nytår til søens vadefugle, til alle som er stækkede, til fangerne i ande- og hønsegårde eller lignende, samt til de unge som bliver flyvefærdige i det nye år. Også en hilsen til vore franske venner som stopfodres, så det hænger dem langt ud af halsen.

Så vær velkommen det hersens år, og lad os nu pynte os med de udleverede fjer som er lånte, tage hønseringene på og skåle nytåret grundigt ind. Det bliver jo en fugtig Nytårsaften i år.”

/J.W.

Olie på masonit. 18 x 23 cm.

 

SKUM

Afrodite har nytårskuller. Hun er født af skum, og hun drikker skum Nytårsaften og nogle dage frem for at fejre overgangen til det nye år. Nu er hun kommet til Danmark og lokker havets bølger frem med sin sang. Hendes rejse gik over Sibirien, hvor kulden forelskede sig så meget i hende, at den fulgte i hendes kølvand, selv om den blev modereret grundigt af varmen sydfra. Måske er hun ikke opmærksom på dette, men hun ved, at havet følger hendes mindste vink, og opholder man sig ved kys-ten, får man kindkys af hende. Hun er så nærværende lige nu, at hendes kys føles som nænsomme bid.

Men hvorfor kommer hun nu? Hun kedede sig måske på Olympen, og måske har hun hørt om hoffets Nytårstaffel og set de flotte tinsoldater med bjørneskindshuer og mænd med hvide handsker, manchetknapper og ordner. Måske er hun i familie med Den Lille Havfrue, som sikkert får et visit. Hun kan også være træt af Poseidons evindelige snak om, hvor mange havarier han har forårsaget, og om hvor mange fisk han kan have på sit spyd på én gang.

Hun har måske hørt om Ægir og fået lyst til at se ham, at møde ham i sagn og digt. Nogle ville sige ”i kød og blod,” men det passer sig ikke for guder og gudinder, selv om de er yderst lidenskabelige. Meget mere end selv de mest lidenskabelige danskere kan forestille sig.

Afrodite kommer aldrig upåagtet. Måske opdager man ikke direkte, at hun er på trapperne, men bølgerne går højt, og er man opmærksom, kan man tolke hendes nærvær på de naturgivne omstændigheder. Som nogle ville udtrykke det.

/J.W.