GYLDNE DRÅBER

 

  Vintermørket havde lokket stjernerne frem, og månen brugte frimodigt løs af kassekreditten fra solen og polerede sin krumsabel, mens den selv lånte nogle blege skygger ud, i et forsøg på at få det hele til at hænge sammen. Den havde det ikke godt med at være så afhængig og skævede tit misundeligt til solen, mens den tænkte:

  ”Den har jo alt, og den kan alt. Hvad kan jeg andet end at være til? Og jeg ved ikke engang, hvordan jeg er havnet her, men det er åbenbart blevet min bane, selv om jeg, i ny og næ, godt kunne tænke mig at slå mig lidt løs. Jeg har hørt, at en komet kan slå én helt ud af kurs, så man virkelig får en på opleveren, og det er vel at mærke ikke som de småsten, der er blevet tjattet på mig i dekadernes løb.”

  ”Nåmen, Limfjorden er, for en gang skyld, blikstille, så jeg må hellere nette mig lidt, mens det er til at se sig selv ordentligt, og den 8. december holder jeg hof igen. Man kalder det fuldmåne, og det er der lavet mange vitser om. Bare ærgerligt at jeg aldrig kan betragte min nakke, men måske er der ikke nogen der lægger mærke til, hvordan jeg ser ud der bortset fra nogle nysgerrige satellitter. Mit ansigt er lidt arret, men jeg glæder mig dog over, at jeg er ganske dragende, og alle medaljer har da en bagside. Tag nu bare Mars, den dødbider, der er ikke meget sprællemand i ham mere, så måske skulle jeg ikke være så trist over min skæbne. Min kassekredit berøres vist heller ikke af de nye prisstigninger, som er på menuen for tiden. Det er nok fordi, jeg bruger økologisk solenergi, og grøn energi er jo ikke bare ost, som jeg påstås at være gjort af.”

  ”Op med humøret, du gamle måne,” råbte et passerende stjerneskud. ”Jeg må lige opfylde et ønske, så skal jeg være der igen, hvis jeg da kan finde tilbage. Nogle af os brænder jo vores lys i begge ender, men så var det da sjovt, så længe det varede. Du sætter mange hjerter i brand, at du ved det, og Ebbe glæder sig hver måned til at give blod, nej undskyld, til at blive Flod. Du kan meget mere, end du tror, og du er ganske uundværlig. Det skulle ikke undre mig, hvis der er skrevet flere kærlighedsviser om dig end om solen, så fortsæt du bare med at få safterne til at stige. I øvrigt gi’r du solen masser af selvtillid. Hver eneste gang du er fuld, siger den: ”Se hvor smuk månen er,” og så sender den dig et par ekstra stråler for at underbygge det og uden at lægge renter og gebyrer på. Men jeg elsker solen, for den gør et stort stykke arbejde, og mange af de mennesker som hylder dig i digte, bærer spejlbilleder af solen i deres hjerter. I øvrigt er vi jo én stor familie, som må bo i det samme rum, så lad os glæde os over hinandens særheder, evner og opgaver.”

  ”Gid man var smuk som et stjerneskud,” tænkte månen og spekulerede på, om stjernen kom tilbage. Selv havde den set utallige stjerneskud i tidens løb, og de var da alle lige smukke, og havde hver sin personlighed at gøre godt med. De var ganske vist tilbagevendende begivenheder, men mon ikke de alle endte i Ønskebrønden og blev til pure, flydende guld?

 For der var et magisk lysskær over den Ønskebrønd, og nogle påstod, at gudinden Aurora brugte af guldet og, ikke så sjældent, skænkede Morgenstunden et glas fyldt til randen med de gyldne dråber.

/J.W.