Afrodite har nytårskuller. Hun er født af skum, og hun drikker skum Nytårsaften og nogle dage frem for at fejre overgangen til det nye år. Nu er hun kommet til Danmark og lokker havets bølger frem med sin sang. Hendes rejse gik over Sibirien, hvor kulden forelskede sig så meget i hende, at den fulgte i hendes kølvand, selv om den blev modereret grundigt af varmen sydfra. Måske er hun ikke opmærksom på dette, men hun ved, at havet følger hendes mindste vink, og opholder man sig ved kys-ten, får man kindkys af hende. Hun er så nærværende lige nu, at hendes kys føles som nænsomme bid.
Men hvorfor kommer hun nu? Hun kedede sig måske på Olympen, og måske har hun hørt om hoffets Nytårstaffel og set de flotte tinsoldater med bjørneskindshuer og mænd med hvide handsker, manchetknapper og ordner. Måske er hun i familie med Den Lille Havfrue, som sikkert får et visit. Hun kan også være træt af Poseidons evindelige snak om, hvor mange havarier han har forårsaget, og om hvor mange fisk han kan have på sit spyd på én gang.
Hun har måske hørt om Ægir og fået lyst til at se ham, at møde ham i sagn og digt. Nogle ville sige ”i kød og blod,” men det passer sig ikke for guder og gudinder, selv om de er yderst lidenskabelige. Meget mere end selv de mest lidenskabelige danskere kan forestille sig.
Afrodite kommer aldrig upåagtet. Måske opdager man ikke direkte, at hun er på trapperne, men bølgerne går højt, og er man opmærksom, kan man tolke hendes nærvær på de naturgivne omstændigheder. Som nogle ville udtrykke det.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar