Frejas bror Frej, havde travlt, fordi foråret
skulle forberedes i god tid. Freja holdt en velfortjent ferie, men for Frej var
foråret absolut ikke ferietid. Byger der går og kommer, som lyn fra en klar
himmel, var en af hans spidskompetencer, og det klaredes ikke uden at kunne
manipulere lynhurtigt med skyerne. For selv Frej kunne ikke regne uden skyer,
selv om han var i besiddelse af en avanceret regnemaskine.
Døren til hans regnskab var aldrig låst i
forårstiden. Den stod oven i købet på klem, for impulserne var uforudsigelige,
og måtte følges uden tøven. Han skubbede hurtigt døren helt op og greb sin
regnemaskine, når de trængte sig på, og sendte så en passende byge ned over landet.
Det var hans job, og hvis han ikke passede det til fuldkommenhed, blev han
fyret på gråt gedeskind. Det var skik og brug i Valhal, og blev man fyret, var
der stor sandsynlighed for, at man også blev sparket ud af en af de 540 porte.
Hver port kunne sluse 800 krigere ud på én gang, og blev man sparket ud under
en sådan udslusning, blev man automatisk indrulleret i hæren og måtte deltage i
dens forestående mission. Den af krigerne som blev efterladt for at give plads,
til ham der blev fyret af, blev så fritaget for værnepligt i et år, og fik
køkkentjeneste, hvilket betragtedes som en loppetjans, for der blev ikke skelet
til, om man snuppede godbidder under tilberedningen af de overdådige måltider.
Tværtimod forventedes det, og når det så var tid at deltage i væbnede
konflikter igen, var der altid problemer med at passe sin knagearkiverede
udrustning.
Men Frej var trofast og blev på sin post. Han
passede på ikke at lave en eneste regnefejl, og han var så nidkær, at masser af
mennesker gik ud i solskin og blå himmel og vendte hjem som druknede mus. Så
snart de var inden døre, og kiggede ud af vinduerne, skinnede solen igen, som
om intet var hændt.
Så vidst man da, at foråret var under
forberedelse, hvis man ikke allerede havde fået øje på årstidens blomster, som
altid tog lidt forskud og tittede frem for at overraske, og knopperne på buske
og træer. For ikke at nævne fuglestemmerne, som kvidrede og fløjtede om alt
det, de havde behov for at udtrykke. For den mørke tid tog pippet fra dem, og
forløsningens glade sange om forårets forjættelser var til at, hmmm, få øje på.
/J.W.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar