Mona Lisas smil.

Der er lavet meget sjov med Mona Lisas uudgrundelige smil, men jeg tror, jeg ved, hvad Leonardo forsøgte at fortælle med det, tænkte Leon og smilede underfundigt. Han følte, han havde set rigtigt, men kunne dog ikke direkte påstå, at Leonardos hensigt var i fuld overensstemmelse med denne erfaring.

Hvis han selv skulle beskrive det i et maleri, ville det blive noget i retning af det, Mona Lisas ansigtsudtryk vidnede om. Det ville også kunne beskrives med musik, men en sådan komposition kunne han ikke selv præstere. Han ville dog kunne genkende musikken, hvis en komponist beskrev det samme som Leonardo gjorde, for det forekom ham, at han forstod budskabet og hemmeligheden.

Før denne opdagelse så han kun verden delt op i alt muligt forskelligt: Andre mennesker, dyr, gader, biler, træer, tanker, følelser, kulde, blæst, sommervejr, ham selv, lygtepæle, himlen, solen, månen, stjernerne, rummet, konservesdåser, møbler og afstandene imellem det hele, men i et magisk og langstrakt sekund, smilede det alt sammen på én gang og afslørede, eller antydede, at det i virkeligheden var én forklædning som kunne og burde gennemskues.

Antydningen var et Mona Lisa smil som bestod af alt det nævnte, og af alt andet som ikke blev nævnt. Hvis man kun så disse ting som adskilte elementer i rum og tid, kunne man ikke se Mona Lisas smil, men en pludselig, og meget blid, ændring i sindets indfaldsvinkel samlede alt i én enhed som også omfattede rum og tid, samtidig med at det hele også tog sig ud som før.

Han tænkte på, om det var muligt at se det sådan altid, og indså, at det var muligt, fordi det faktisk også var sådan i virkeligheden. Man kunne måske gå videre og opnå en endnu mere vidunderlig måde at erfare på, men det måtte vise sig. Nu gjaldt det, i første omgang, om at gense Mona Lisas smil, tværs gennem alt - så ofte som muligt, ved at genvinde den sindstilstand som befordrede det... og dyrke den.

Så var det vel heller ikke så vigtigt, om det var det, Leonardo havde forsøgt at fortælle, bare man selv kunne erfare det, men Mona Lisa-billedet var en malerisk måde at forsøge at beskrive det på, uden at udpensle det yderligere. Nu ville Leon tage ind til farvehandleren og købe de par farver, han manglede. Tuberne med Kongeblå og Titanhvid var brugt op, og dem kunne han da ikke undvære.

I en tv-udsendelse, på Discovery var det vist, havde han fulgt nogle forskeres forsøg på at forstå, hvad der gjorde Leonardos farvers udstråling så speciel. Malerne lavede selv deres farver på den tid, og eksperimenterede med forskellige opskrifter. 

Til forskernes forundring, var Leonardos farver uden almindelige pigmenter. Det fandt de ikke acceptabelt, for farver uden pigmenter gav umiddelbart ingen mening.

Gartnerens forårsfornemmelser.

Dette stykke jord
skal graves godt igennem,
og al ukrudtet fjernes
uden tøven.

Så skal der sås fred, stilhed,
poesi, skønhed, velvilje
samt tro, håb og kærlighed.

Der vil blive vandet
regelmæssigt,
og opdages nye ukrudtspirer,
bliver de straks fjernet.

Så er resten op til naturen.

Forår igen.

Frøken Forår titter ind

gennem alle sprækker.

Nyder i mit stille sind,

hvor koket hun trækker.

Forårstoner.

Vinteren holder fast med det yderste af neglene. Den har stærke negle,
og de kan stadig rive, men forårets tre-i-een'er bearbejder dem stille, roligt og professionelt. Der var jo bestilt tid til dette arbejde, og imens skubbes gardinerne til side og vinduerne åbnes forsigtigt på klem. Fuglene stemmer nænsomt deres forskellige instrumenter, og man kan høre, de prøves af inden de mange koncerter, som skal opføres de kommende måneder. Huer, halstørklæder, luffer og forede støvler bliver snart hjemsendte fra deres aftjente værnepligt, og kan så hvile ud i skuffer og skabe, indtil de genindkaldes sidst på året.

Men kærlighedens kildeudspring har ikke hvilet et eneste sekund.
Alle har kunnet drikke af det, og der er grønt græs omkring hele året rundt. Nogle kalder den forelskelsens kilde, men det falder ingen for brystet. Hænder formes som skeer, så kildevandet kan løbe ind i fordybningerne og drikkes.

Ingen har skøde på kildens udspring og den er tilsyneladende også skødesløs med sine ressourcer, men intet går dog til spilde. Vandet løber ad fine kanaler, det selv har gravet mellem græsset, ned i den bundløse ønskebrønd, som blev anlagt en formiddag i tidernes morgen, og her når end ikke solens stråler ned.

Men de der formår at drikker af den får stjerner i øjnene og sol i hjertet, og det kan hverken dagens sol eller nattens stjerner hamle op med.

 

 

Njords datter.

Hun er den smukkeste af alle asynjer, og hun kommer snart. Rummet er renset og tusinde rosenblade strøet ud over gulvet.
Det pusler udenfor døren. Er det mon hende?

Nej, det var en kat, og døren bliver hurtigt lukket. Senere pusles der atter, og døren åbnes på klem, men en anden kat sidder nu og misser. Den får en godbid, og døren bliver hurtigt lukket. Hunden er ikke tryg ved katte, og det er heller ikke katte som er ventede nu.

Tiden går, og rosenbladene visner. Hun kom alligevel ikke.

”Jo jo jo” synger solsorten, ”hun spændte sine to katte fra vognen og sendte dem først. Kunne du ikke kende dem, og lukkede du din dør, fandt hun dig ikke. Hvis du stadig fornemmer hendes banken, har hun ikke opgivet håbet om at komme på besøg hos dig. Men det du forventer, står i vejen for det som er, og så kan du ikke genkende hende, for de forposter, hun altid sender, er også hende, bare i forklædning. Du aner ikke, hvor meget hun overstiger dine forventninger, så modtag hende  som hun er.

Men måske sender hun en forpost, du endnu en gang ikke er i stand til at forbinde med hende. Hold altid øje med Bifrost.

Hun græder tårer af guld, fordi hun savner Od, men lykkes det dig at få hendes besøg, og kan du få hende til at smile gennem tårerne, glemmer hun ham og bliver hos dig. Hun vil jo gerne glemme ham, for han kommer alligevel aldrig mere tilbage til Folkvang, og kan du slippe dine primitive forestillinger om hende og åbne dit hjerte helt, er hun din.

Du kan ikke opnå noget smukkere i dit liv, og så er du hendes."

/J.W.

Destination.

Når lyset er tændt i begge ender,
brænder det hurtigere ned.
Men det giver også dobbelt så meget lys.

En særlig mønt, som ikke kan veksles,
er præget med den slags lys på den ene side
og mørke i flere afskygninger på den anden.
Den bliver vendt og drejet i én uendelighed,
indtil stjernerne titter frem.

I Shangri-La findes hverken lys eller mørke.

Men gudernes uudgrundelige smil
vidner alligevel om ufattelige forjættelser,
uden nedbrændte lysestumper med sorte væger,
og uden håndslidte, vendte og drejede mønter.

Hvis Shangri-La virkelig tilhyller sig selv med sig selv,
er det jo hverken billetter eller visum der kræves
for at vågne op på et leje der
med det uudgrundelige smil på læberne.

Jordens salt.

De mennesker som levede her lignede almindelige mennesker, som vi kender dem. Men ved nærmere iagttagelse gik det op for én, at de alle sammen bestod af salt, og ikke af andet end salt. Nogle var ramsaltede, mens andre kunne kaldes letsaltede, men alle var af salt som var presset i facon, på sammen måde som sandskulpturer, der kunne ligne hvad som helst på en prik, udelukkende var af sand. Riget, de beboede, hed Saltorado og indbyggerne levede af blødkogte æg, saltkringler, saltstænger, saltnødder og nedsaltede sild. De dyrkede sport og var specielt dygtige til at lave saltomortaler, en sportsgren de begyndte at indøve, allerede fra de var ganske små.

De fleste Saltoradoer funderede ikke særligt grundigt over, hvorfor de levede, og hvordan det hele egentlig var begyndt …og siden kommet så vidt, som det var, men nogle få gjorde. Som i alle kulturer var der også her filosofisk indstillede personer som stillede spørgsmål ud over det sædvanlige, men de blev betragtet som afvigere, fordi de, der ikke stillede spørgsmål, ikke fattede ideen i den slags tanker. Der var rigeligt andet at tage sig til, rigeligt at kværne og syde over, så filosoffer blev næppe opdagede, da de samtidig, af nævnte årsager, gik stille med dørene.

En særlig Saltorado, som følte dybe længsler i sit hjerte, funderede længe over, hvorfra disse længsler stammede og besluttede at følge de spor, længslerne afsatte. De kunne måske bruges som Ariadnetråde, der kunne lede til længslernes mål. Saltoradoen havde grædt mange salte tårer af længsel efter disse udefinerbare områder i sindets og følelsernes afkroge, og fik så endelig, en skønne dag, en ret klar fornemmelse for, hvad der burde gøres.

Saltoradoen følte ikke, der var andre valg end at begive sig mod havet. Det var havet som trak, for det var havet som havde forjættelsen i sig, det stod ganske klart. Ikke hvorfor, men følelsen var slet ikke til at tage fejl af, så det var ikke engang nødvendigt at ræsonnere over det.

På sin vandring mod havet smed Saltoradoen små saltkringler, saltstænger og saltnødder efter sig og efterlod derved et tydeligt spor, selv om det ikke, specielt var det som var hensigten, for de andre Saltoradoer var jo ikke interesserede i sådanne afvigende handlingsmønstre. De lagde dog hurtig mærke til de mange saltkringler, saltstænger og saltnødder, som lå i en næsten uendelig række, og kastede sig grådigt over dem, da de tydeligt følte, de havde scoret noget, de kunne fortære uden større anstrengelser, og det var lige noget for dem, men for Saltoradoen, som havde smidt saltkringlerne, saltstængerne og saltnødderne, var sagen en helt anden, idet de var kringlede tankebyrder og ligegyldige erindringer, der susede rundt i alle de rundkørsler de stødte på og ikke så gerne forlod igen, som nu endelig blev smidt over skuldrene for at rense sindet, inden kysten kom til syne.

Nu kunne Saltoradoen høre bruset fra brændingen og smilede lettet. Kysten var klar, alle byrderne var kastet over skuldrene, og havet ventede, som det altid havde gjort uden anden dramatik end den, det kunne se ud til, det frembragte, hvis man valgte at se det på den måde. Men Saltoradoen gik, uden tøven, direkte ud i og gennem brændingen og videre og videre ud, mens alle saltkornene lidt efter lidt blev opløste i det vidunderlige hav. Det sidste, som kunne ses, var en hvidlig plet som dog også hurtigt forsvandt, og Saltoradoens længsler, blev forvandlede til det, de altid havde vidst, de egentlig var. Altså bare inderst inde.

Men solnedgangen i vest og solopgangen i øst, helt ude i havets horisonter, var altid lige smukke, og alle Saltoradoer, som kom i berøring med dem, blev tavse, mens de stod på, og ærbødighed og ærefrygt følte de også. Men ingen af dem anede hvorfor.