Mona Lisas smil.

Der er lavet meget sjov med Mona Lisas uudgrundelige smil, men jeg tror, jeg ved, hvad Leonardo forsøgte at fortælle med det, tænkte Leon og smilede underfundigt. Han følte, han havde set rigtigt, men kunne dog ikke direkte påstå, at Leonardos hensigt var i fuld overensstemmelse med denne erfaring.

Hvis han selv skulle beskrive det i et maleri, ville det blive noget i retning af det, Mona Lisas ansigtsudtryk vidnede om. Det ville også kunne beskrives med musik, men en sådan komposition kunne han ikke selv præstere. Han ville dog kunne genkende musikken, hvis en komponist beskrev det samme som Leonardo gjorde, for det forekom ham, at han forstod budskabet og hemmeligheden.

Før denne opdagelse så han kun verden delt op i alt muligt forskelligt: Andre mennesker, dyr, gader, biler, træer, tanker, følelser, kulde, blæst, sommervejr, ham selv, lygtepæle, himlen, solen, månen, stjernerne, rummet, konservesdåser, møbler og afstandene imellem det hele, men i et magisk og langstrakt sekund, smilede det alt sammen på én gang og afslørede, eller antydede, at det i virkeligheden var én forklædning som kunne og burde gennemskues.

Antydningen var et Mona Lisa smil som bestod af alt det nævnte, og af alt andet som ikke blev nævnt. Hvis man kun så disse ting som adskilte elementer i rum og tid, kunne man ikke se Mona Lisas smil, men en pludselig, og meget blid, ændring i sindets indfaldsvinkel samlede alt i én enhed som også omfattede rum og tid, samtidig med at det hele også tog sig ud som før.

Han tænkte på, om det var muligt at se det sådan altid, og indså, at det var muligt, fordi det faktisk også var sådan i virkeligheden. Man kunne måske gå videre og opnå en endnu mere vidunderlig måde at erfare på, men det måtte vise sig. Nu gjaldt det, i første omgang, om at gense Mona Lisas smil, tværs gennem alt - så ofte som muligt, ved at genvinde den sindstilstand som befordrede det... og dyrke den.

Så var det vel heller ikke så vigtigt, om det var det, Leonardo havde forsøgt at fortælle, bare man selv kunne erfare det, men Mona Lisa-billedet var en malerisk måde at forsøge at beskrive det på, uden at udpensle det yderligere. Nu ville Leon tage ind til farvehandleren og købe de par farver, han manglede. Tuberne med Kongeblå og Titanhvid var brugt op, og dem kunne han da ikke undvære.

I en tv-udsendelse, på Discovery var det vist, havde han fulgt nogle forskeres forsøg på at forstå, hvad der gjorde Leonardos farvers udstråling så speciel. Malerne lavede selv deres farver på den tid, og eksperimenterede med forskellige opskrifter. 

Til forskernes forundring, var Leonardos farver uden almindelige pigmenter. Det fandt de ikke acceptabelt, for farver uden pigmenter gav umiddelbart ingen mening.